Georg Christoffer Gottschalck
Snedkermester Georg Christoffer Gottschalck, Algade, Nykøbing Sjælland.
Han er født den 6. juli 1860 i Nykøbing Sjælland som søn af snedkermester Rasmus Peter Gottschalck og hustru Marthine Marie Gottschalck.
Han blev gift den 10. juni 1892 med Petrine Kirstine Gottschalk, født Larsen.
Forretningen etableret 1830 af bedstefaderen, og overtaget 1892 på ovennævnte adresse.
Svend 1878. Mester 1892.
Skuemester ved svendeprøver.
Medlem af Havneudvalget 1898-1917 og af Ligningskommissionen 1909-17.
Medlem af bestyrelsen for Nykøbing Sj. Håndværkerforening og for Nykøbing Sj. Tekniske Skole i flere år, samt Folkemuseet fra 1910.
Har udstillet værker i Kalundborg 1898.
Medlem af Bygningskommissionen.
Tubablæser i Nykøbing Sj. Stadsorkester.
Død 1940.
Sønnen, snedkermester Jakob Mathias Gottschalck, overtog forretningen.
Sønnen, snedkermester Karl Frederik Gottschalck, Lindeallé 1-3, Nykøbing Sjælland, er født 28. april 1893.
+
Georg Christoffer Gottschalck fortæller til en Nykøbing avis 1936 i anledning af hans 76 års fødselsdag:
Den første Gottschalck vi kan opspore var degn i Viskinge i året 1668. Hans søn blev degn på Odden. Han hed Rasmus Mathias Gottschalck, og var en dygtig og respektabel mand. I en gammel visitatsbog har biskop Balle skrevet, "at han besidder en udmærket duelighed i sit embede, og er i besiddelse af et lident bibliotek, som er ham til nytte ved undervisningen".
Hans søn hed Mathias Gottschalck. Han lærte snedkerhåndværket i København, og nedsatte sig som mester i Nykøbing Sjælland omkring 1820, idet han købte stedet her af en degneenke Fischer. Det er min bedstefar, og fra ham overtog min far, Rasmus Gottschalck, senere forretningen.
Min bedstefar var altså født på Odden, og som følge deraf fik han det snedskerarbejde dertil, ligesom Jacob Lauersen i Lindeallé, der var født i Abildøre, fik arbejdet i Egebjerg sogn.
Fem år gammel kom jeg i "Pogeskole". Det var i den lejlighed, som lærer Holm beboede, og der boede på den tid tre søstre Holm, hvoraf den ene antagelig var eksamineret lærerinde. Hun holdt skole, hvor der nu er museumshal (Odsherreds Museum), den anden søster passede den fælles husholdning, og den tredie hold "Pogeskole" for os smårollinger. Siden kom jeg i rigtig skole hos Jomfru Holm og hos kordegn Larsen. Kordegn Larsen var en udmærket lærer, og han efterfulgtes af sønnen Georg Larsen, der senere fik arbejde ind mod København.
Så kom i hans sted Ole Petersen, der havde været på seminarium sammen med Steincke og Rasmussen, Asmindrup. Petersen kom senere til Jyderup ved Vig. Han havde været møller- og bagersvend, og var en meget fingernem mand. Han forfærdigede små orgler, og et af dem stå på byens museum (Odsherred Museum).
Vi lærte godt i skolen, og var fuldt på højde med dem, der gik i betalingsskolen.
Læs også Gottschalcks beretning om: "Købmænd i Nykøbing Sjælland".
+
Dynastiet Gottschalck:
Kilde: Dansk Håndværker Stat bind 3 udg. på Arthur Jensens Forlag 1933. - Arkivalier Online. - Holbæk Amts Venstreblad 21. april 1958.--SOC 29. dec 2011, 13:07 (CET)