Klint bakker
Klint bakker ligger gemt bag Klintebjerg.
Et storslået naturområde, som gennem årene er blevet bebygget af utallige sommerhuse.
Før i tiden kaldte man det "Danmarks Schweitz".
+
Journalist og lokalhistoriker B. Rosenkilde Nielsen fortæller:
Man skal søge mod de fynske alper ved Fåborg, eller over til Jylland, for at finde et tilsvarende stykke landskab, som Odsherred ejer i Klint.
For år tilbage kuplede bakkerne sig kun dækket af lyng og græs, urprimitiv som varder over vort lands ældste beboere. Man ser næsten for sig disse skindklædte mænd og kvinder i deres udhulede træstammer, og på bakkeøerne tilvirkede jagtredskaber af flint, jagtende og fiskende. Et folk, en stamme for sig på de kuplede højes øer, isoleret fra havet, der fordums skjulte og opdelte Odsherred i øgrupper.
Når man står på "Stratsbakken" og ser mod "Brandbakken", "Lille- og store Rubjerg", "Pigernes bakke" og "Horsebjerg" eller Klint, tegner der sig et geologisk billede, der giver et historisk perspektiv.
Lang er øjets syn herfra mod Kullen, Rørvig, Nykøbing, Asmindrup, Høve, Skamlebæk, Ebbeløkke, og Gniben - ja, Mols Bjerge skal endda kunne skimtes.
En forpost har det været, men dog for udsat i senere tider, siden Næsholm, Drøsselholm og Borrevang, en middelalders borg, er opført bag ørækken, godt skjult for fjendtlige krigsfartøjer.
Under besættelsen 1940-45 havde tyskerne nær ødelagt denne naturskønhed, som så mange andre steder i landet, ved at gøre Klint Bakker til et led i det gigantiske forsvarsværk: Vestvolden.
Der var så mange flintredskaber, så man regnede det ikke for noget i gammel tid, siger den 74-årige forhenværende gårdejer Peter Jensen - Når man pløjer på bakkerne kan man stadigvæk finde østersskaller, ben og flinteredskaber, og der er fundet to køkkenmøddinger, hvilket beviser, at "Horsebjerg" har været beboet så langt tilbage som i Mulleruptiden for flere tusinde år siden.
"Horsebjerg" var en lille ø, og tillige med bakkerne en øgruppe. det første, der blev tørt, var ude ved Nyrup Bugt, derefter sandede det til vesten for bakkerne.
Ude mellem bakkerne i Nordre Bjergmose blev der for godt og vel 150 år siden fundet et vikingeskib, men det gik op i røg, da al træet blev brændt i ovnene på gårdene, og fundet herfra er helt gået tabt.
Senere har Nationalmuseets folk gravet i en af køkkenmøddingerne og fundet ben, redskaber og ildsteder. Der findes mængder af flinteredskaber i egnen og på bakkerne.
Omkring 1820 kunne man sejle fra Klint til Sonnerup, og drage sin jolle i land der, og gårdmændene i Klint satte marsvingarn, og havde tørreplads på Østgårdens jord. Spækket blev benyttet til smørelse.
Søndre Bjergmose, der ligger under havoverfladen, stod under vand indtil 1923, skønt man begyndte at udtørre den i 1850, men der måtte i mange år stadig pumpes.
Klint sø begyndte man omkring 1830 at pumpe vand ud af. Dengang var der kun tale om ålebækken, og i en overenskomst af 1807 hedder det: "Beboerne af Tengslemark, Nyrup, Sonnerup, og Holmstrup ere pligtige til at udrede en årlig godtgjørelse til syv gårdmænd i Klint by, fordi disse have paataget sig til fælles bedste forsvarligen at vedholde aaen fra Klinte sø til stranden. Dette vandløb fra Klinte sø over Sonnerup Lyng udi stranden ere optaget under Amtets store vandløb". Søen stod under en domæneforpagters opsyn, men 1850 blev 457 tdr. land solgt til proprietær Jørgensen. Der var ikke mindre end 14 veje til Klint sø, af hvilke de fem blev bevaret.
Men det gik åbenbart for trægt med at få Klinte sø udtørret, og skylden herfor rettedes mod de syv gårdmænd i Klint by, thi 1874 mødte amtsmanden og to kammerråder fra København op, og afsagde kendelse mod de i Klint jordbesiddere. Gårdmændene dømtes til at holde ølerenden i orden, og tillige "gjemmen havstokken føre en stensat, bedækket rende 16 favne lang, hvilken rende sænkes i niveau med ålerendens bund, og gives en åbning af 1 alen i bredde og en alen i højde, hvor den udtræder af havstokken, men 1½ alens højde, hvor ålerenden indtræder i samme".
Desuden måtte de 7 dømte betale 55 rigsdalere for løbende udgifter og diæter til amtsmanden og de tvende kammerraaders befordring.
Gårdmændene blev fortørnede over retskendelsen og søgte at få den omstødt ved højesteret. Da det ikke lod sig gøre, spadserede de op til kong Frederik den 7., og forebragte ham deres klage, men heller ikke dette gav noget resultat.
På Østergård hos Karl Momme logerede den første københavner i Klint, det var skuespiller Guldbrandsen, der fra 1893 efter sæsonens afslutning i flere efterfølgende somre ferierede i det dengang fredelige Klint. Men når man taler om Københavnere og Klint, tænker man først og fremmest på den aldrende globetrotter og forfatter Holger Rosenberg, der i årevis var "fastboende". Han kom første gang hertil 1913, og købte en fiskerhytte, som han døbte "Den lille Rødhætte".
Jeg plantede de første træer hos Rosenberg, beretter Peter Jensen - ingen af træerne vil komme til at gro, ensige bære frugt nogensinde, udtalte Holger Rosenberg pessimistisk, men de slog rødder og groede alle sammen, og blev til store livskraftige og gamle træer.
Der har altid ligget en skov ved hver af de 7 gårde: Søndergård, Østergård, Nyvangsgård, Toftegård, Klintebjerg, Roetoftegård og Højgård, som er fredskov, og resterne af Horsebjerg skov.
Rosenberg sagde altid: Det er jo ganske unødvendigt at rejse til udlandet, når man i Klint bakker har et landskab som Hartzen i Svejs.
Det første hus i bakkerne blev opført af Petersen på Klintebjerggård, der nu næsten helt er dækket af skovens høje træer. Her boede professor Niels Bohr en årrække, samt skuespillerparret Johannes og Ulla Poulsen.
Huset blev senere solgt til højesteretssagfører Henriques, og igen til højesteretssagfører Gammeltoft, der nu ejer en pragtfuld grund på 20 tdr. land.
Indtil 1956 har man ikke fået fredet Klint Bakker, og kun tiden vil vise om det lykkedes.
Kilde: Jorurnalist og forfatter B. Rosenkilde Nielsen i Holbæk Amts Venstreblad 28. september 1956.--SOC 11. aug 2016, 20:34 (CEST)
