Asfaltbal i Nykøbing

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Asfaltbal:
Asfaltballet i Nykøbing samlede altid mange mennesker, men hvornår er billedet taget? - Fotograf: Ukendt.

Algade, Nykøbing Sjælland.

Snakker man om "Asfaltballet" i Nykøbing Sjælland, blev det altid omtalt som Danmarks største sommerfest, og også en af de mest traditionsrigeste fester.

Det var faktisk i Nykøbing Sjælland begrebet "Asfaltbal" opstod da man opdagede at de asfalterede gader var et fortrinligt dansegulv.

1930 den 27. august afholdtes det første asfaltbal, og det var den daværende borgmester, Jakob Jensen, der var sagfører og formand for turistforeningen, der foreslog man skulle markere, at asfalten havde afløst de toppede brosten på Algade.

Man havde 2 blæseorkestre på hver ti mand. Illuminationen, som fra første færd har været et væsentligt led i traditionen, kostede det første år 425 kroner. man havde også fyrværkeri, og det kostede 240 kroner. Optoget dengang var et fakkeltog, til hvilke der fakler for 50 kr. Billetpriserne var oprindelig 1 krone for voksne, og 50 øre for børn. Overskuddet var dengang 1.701 krone.

Ved den lejlighed "opfandt" man navnet "Asfaltbal", som snart spredte sig til hele landet. Afbrudt af et par år under Anden Verdenskrig fortsatte man med Asfaltbal hvert år helt op gennem 60-erne og 70-erne indtil det gik over til at blive en "Havnefest" afholdt på Nykøbing Sjælland havn.


Optog:

Blandt mændene bag de første asfaltballer var, foruden borgmester Jakob Jensen, den herlige teaterdirektør og senere æresmedlem af Odsherreds Turistforening, Ivar Schmidt, der fra sit teater i København medbragte masser af farveprægtige kostumer til optogene, og stillede en teatersnedker til rådighed mod, at han skulle have kost og logi på Hotel Phønix, men det gik, for han var en påholdende mand.
Annonce i Holbæk Amts Venstreblad 22. juli 1961.

Og så var der forfatteren Mogens Dam, der jo også i Nykøbing Sjælland dengang hentede impulser til sit berømte "Pjærekjøbing Tidende", der var fotograf Valdemar Georg Hansen, der som gammel skuespiller i masser af år lagde krop til rollen som en af optogets hovedpersoner, og der var malermester Jarmer, en farveglad kunstner, der med fantasi forestod opbygningerne til optoget.

I mange år var optoget hovedattraktionen ved asfaltballet, og mange optog blev husket i mange år fremover, og ikke mindst optoget med kæmpetyren "Højager Nakke", (det år da denne tyr fra Borggaarden i Nakke havde fået kongepræmie på Bellahøjs Dyrskue), der i en vældig opbygning, olm og prustene førtes gennem byen. Inde i sad betroede folk, der dels lod havnens tåge-sirene lyde, og dels pustede cigarrøg ud gennem tyrens næsebor.

Der var optoget med "Jarlen af Bothwell", der var "Marsk Stigs indtog" med over 100 ryttere og skuespilleren Gunnar Lauring som en imponerende Marsk, der var Grundlovsoptoget med Frederik den syvende, og Grevinde Danner i åben Landauer, fulgt af den grundlovsgivende forsamling, hvoriblandt "Grundtvig", her som ved flere andre lejligheder, fremstillet af boghandler Gunnar Rasmussen (Gunnar Rasmussens Boghandel), som havde en boghandel i Svanestræde, og han var iøvrigt selv en ætling af Grundtvig, og havde en slående lighed med den gamle salmeskjald.

1956 den 22. juli løb et af de største asfaltballer af stablen, med Nykøbing Byorkester i spidsen, og med 50 faner båret af børn fra feriekolonien "Klitgården". Lysklædte småbørn strøede blomster foran hovedpersonerne, og den flotteste rødhårede pige kåres. Optoget indlededes med stenalderfolk, og afsluttes med en stribe flotte dollargrin med kønne piger i badedragter. Der medvirker over 100 personer på vognene i optoget og en ny Odsherreds-vals præsenteredes af lokal sangerinde, ligesom optog og aftenfest samlede over 12.000 mennesker. Asfaltballet denne lørdag satte rekord i deltagere i optoget og gæster, og kun 2 overstadige personer måtte overnatte i detentionen.

1960 den 23. juli var det ved at gå galt, da temaet var sørøvere, og her havde man planlagt fyrværkeri som krudt og kugler, men da man ville lave røg, og skulle starte, gav det et ryk i skibet, så brændende pulver på en bakke væltede, og der gik ild i dækket.

Stor panik, men det lykkedes nogle at trampe ilden ud, så der kun skete røgskader på skibet, og det store sejl blev svedet lidt. - Der var en brandmand til stede, men han anede ikke noget om ild, så han havde ingen brandslukker med - og så kunne det store optog starte, som vækkede stor jubel.

1965 var temaet på et kilometerlangt optog "Kardemomme by", med de tre røvere Kasper, Jesper og Jonatan:

1972 den 4. oktober besluttede man at stoppe med asfaltballerne efter et voldsomt fald i antallet af besøgende. I Turistforeningen mener man den nu er blevet så omfangsrig, at den er til gene for byens borgere.

Der var 6.889 besøgende 1970 - 7.391 besøgende 1971 - 7.963 besøgende 1972.

Det var det første møde i Turistforeningen med de indvalgte kommunerepræsentanter, og bestyrelsen konstituerede sig med Marie Steen som formand, Bent Højbjerg som næstformand og Palle Hansson, Hotel Odsherred som sekretær.

Kilde: "Dette er Odsherred" udgivet af Odsherreds Turistforening, Nykøbing Sjælland. - Holbæk Amts Venstreblad 14. april til 23. april 1956 og 1. og 25. juli 1960 og 20. juli 1965 og 8. oktober 1968 og 5. oktober 1972.--SOC 23. jun 2011, 16:25 (CEST)