Oldhøjgård

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Oldhøjgård, matr. nr. 1a, Brådevej 19, Hølkerup By, Egebjerg sogn, Odsherred.
Oldhøjgård omkring 1900/1910. - Fotograf: Ukendt.

Gården er opkaldt efter bakken "Oldhøj", som ligger vest for gården, og det er den første ejendom på Brådevejens venstre side, hvor Hølkerup begynder.

Gården blev frikøbt fra det Kg. Odsherredske gods i februar 1855 af Anders Pedersen, en måned før han døde. Han havde været fæster på gården siden 1928 (var født på Damsgård i Bråde). Hans enke af andet ægteskab, Else (fra Skovgård i Gelstrup), solgte den i 1873 til sin datter, Elise Amalie og hendes mand Mads Frederik Carl Christian Larsen (han var født på Balslevgård.

Christian og Elise havde en datter, Else Caroline Dagmar. Elise døde 1892. Christian fik så en husbestyrerinde, Maren, som var meget omtalt, fordi hun var en frygtelig rappenskralde. Christian byggede et aftægtshus på Gadebakken i Hølkerup ( se:Mortensens Hus), omkring 1910/1912?, hvor han flyttede ned med sin husbestyrerinde. Han døde 1917.

Gården gik i arv til datteren Dagmar, der er født 16. maj 1876, og hendes mand Ole Anton Olsen (han skiftede navn til Vejsager i 1917). De havde haft en gård i Nr. Asmindrup. De havde 5 børn, Else var den ældste, de næste var tvillingerne Holger og Poul, en der hed Ernst og den yngste Eva. Else blev gift med Peter Larsen, der ejede Lønnebjerggård i Abildøre.

1938 solgte Ole Vejsager gården til Kristian Larsen, og parret bosatte sig i Lestrup, men kort tid efter døde Ole Vejsager, og Dagmar tog ophold i Vig, til hun kom på De Gamles Hjem i Grevinge. Af deres to døtre, og 3 sønner, bor flere på egnen.

Et halvt år senere solgte Kristian Larsen den til vognmand Th. Enevoldsen fra Holbæk, der renoverede gården.

I marts 1941 solgte han den til Harry Nielsen, som i september samme år, solgte den til Ragnhild og Peter Martin Madsen. Ranghild var datter af gårdejer Chresten Kjær, som stammede fra Jylland, og som i mange år have en gård på Fyn. Chresten Kjær og hustru flyttede 1946 ind hos en søn, som havde en gård i Gelstrup.

De var vegetarianere, og han var en ivrig foregangsmand for økologi, og drev gården biodynamisk, det vil sige uden kunstgødning og kemiske sprøjtemidler.

Han skilte sig også ud fra de andre landmænd ved kun at have Jerseykøer. Han var også engageret i politik og kultur, bl.a. satte han nogle dilettantopvisninger op i Egebjerg Forsamlingshus.

Han var med i J.A.K. (Jord, Arbejde og Kapital) Banken.

Da han solgte gården i 1958 blev han direktør for banken.

Ranghild var lærerinde, og underviste deres to børn hjemme.

Der har hørt 2 huse til Oldhøjgård, det ene lå lidt henne ad Gelstrupvej, på venstre side, lidt oppe ad bakken. Her boede et medhjælperpar, Martine og Peter Eriksen, Efter dem blev huset revet ned.

Det andet hus var det, der blev bygget nede på Gadebakken i Hølkerup, se: Mortensens Hus.

1958 blev den købt af en Mathiesen.


Kilde: Arkivet i Vig 2012. - Holbæk Amts Venstreblad 24. maj 1949 og 10. maj 1961. - Historie og fortælling fra Hølkerup og Bråde af Poul Kristiansen 2003.--SOC 19. nov 2012, 16:35 (CET)