Byporte i Nykøbing Sjælland

Byporte i Nykøbing Sjælland.

Nykøbing Sjælland havde hele 6 byporte, fortæller lokalhistoriker Sophus Jensen til "Odsherreds Kysten", og fortsætter:

Først omkring 1800 blev de revet ned og erstattet med bomme, som blev stående til konsumtionsvæsenet blev ophævet 1850.

Sophus Jensen helliger sig derefter omtalen af Vesterport og Grønnehave port: I 1784 forlangte borgerne Vesterport erstattet af bomme. Af gamle arkivpapirer fremgår, at hattemager Dahl og hans genbo Chr. Rasmussen i 1704 klagede over, at Vesterport og det tilhørende plankeværk tog tys og sol fra deres stuer.

Byens styre vendte dog det døve øre til, men efter et par års forløb tog byfogeden klagernes parti, og rettede sit skyts mod amtmanden. "Husene blev rykket løse af den svære port, der også indsnævrede gaden og hæmmede trafikken".

Hans Henstilling hjalp, og i 1799 blev porten erstattet af en bom ved acciseboden.

Men nu var mange borgere kede af den forandring, for man havde mistet det kære væsen som "værn for byen mod ugerningsmænd og andet postyr", som der står i de gamle arkivalier.

Indtil 1770 havde acciseboden ligget udenfor byporten, mens der kun var åben mark udenfor - men så blev de første huse bygget på Vesterbro, og man flyttede derfor boden længere ud.

Smeden Chresten Gotschalck byggede smedjen op til acciseboden på det sted, hvor tandlæge Thorlasius senere havde klinik, altså i første del af Algade.

Og her omkring smedjen og boden var der hver onsdag og fredag stor travlhed, når landboerne kom med deres kreaturer. Toldbetjenten og smeden brændte toldmærker i dyrenes højre klov eller horn. Kun dyr der skulle igennem byen - og altså ud igen - var afgiftsfrie.

I vore dage gør byerne jo alt for at trække folk til, men dengang måtte man betale for at få lov til at komme ind i byen.

Om sommeren var der kun adgang til byen for kørende fra 6 morgen til 10 aften - om vinteren fra kl. 7 til en halv time før solnedgang. På alle helligdage blev portene stænget fra kl. 9 om formiddagen til kl. 4 om eftermiddagen af hensyn til helligdagsfreden. Dog var der mulighed for at redde sig en passerseddel på allerhøjeste sted, hvis man havde et særligt presserende ærinde.

Efter accisebodens flytning fra svinget i Algade kunne portbetjenten her ikke længere holde opsyn med Grønnehavestræde, og konsumtionsforvaltningen beordrede da Grønnehavestræde lukket med en svær port og et plankeværk med såkaldte vinkel-låger ved siden.

Dette skete i 1780, men den daværende ejer af Grønnehavegård - Birch - protesterede idet hans gård lå på byjorden, og Grønnehave skov oven i købet hørte med hertil. Han kunne endda fremlægge skøde på, at han, grosserer Chr. Faber Birch, var lovlig ejer af Grønnehave skov, som hørte ind under byen. Skødet var dateret 1636.

Stiftsamtmanden gav Birch medhold, men det hindrede dog ikke konsumtionsforvalteren i på rigets vegne at opsætte omtalte port.

I parentes kan nævnes, at Birchs søn i 1841 solgte Grønnehave skov til staten.

I en skrivelse til konsumtionsforvalteren siger stiftsamtmanden så, at lukning af Grønnehavestræde næppe er lovligt, da der altid har været åben vej gennem dette, for de landmænd, der skulle til og fra byen om forår og efterår, når der er højvande i Isefjorden, og Egebjergvej derfor ikke er farbar for bønderne på det kongelige odsherredske gods, hvorfor de er tvunget til at benytte Grønnehavestræde.

Men porten blev stående, og for at drille myndighederne søgte - og fik mærkelig nok - Birch så bevilling til at oprette et brændevinsbrænderi i Grønnehavegård, og da det således kom til at ligge udenfor porten, gav det konsumtionsvæsenet svære problemer at hjemtage afgiftenfor det korn, som anvendtes til brænderiet.

Kilde: Lokalhistoriker Sophus Jensen i Odsherreds Kysten 8. januar 1976.