Nykøbing Sjælland
Sjællands Nykøbing er, som ofte skrevet, en af Danmarks ældste byer. En Byfoged i Nykøbing har påstået, at han med sikkerhed kunne påvise byens eksistens så langt tilbage som til år 505 f. Kr., og selv om denne påstand måske ikke holder stik, er det dog givet, at byen for 1000 år siden var kendt som Odsherreds største handelsplads.
Om byens navn har de lærde ofte diskuteret. Nogle mener, at den har haft navnet "Hogakøbing" (Højkøbing). I Kong Valdemars Jordebog nævnes en nu forsvundet by med det navn, men selve navnet Nykøbing har sikkert haft sin naturlige forklaring i følgende: Det var i Nykøbing bugt, at den skandinaviske flåde samledes med Nordens Høvdinge til kongevalg på Isøre Ting. Da så kongevalgene ophørte, er der nok blevet en nybyggelse i Tingstedets nærhed, heraf navnet "Nykøbing".
Nykøbing Sjælland nævnes første gang tilbage i sidste halvdel af det 13. århundrede, og det var også først i 1370 man første gang hørte om Nykøbing Sj. kirke. Men der er ingen tvivl om, at der i tidlige tider har været en boplads hvor Nykøbing ligger i dag her ved fjorden og havet.
Byen er anlagt på en langstrakt bakke, som går i retningen øst-vest, og som skråner langsomt ned mod fjorden. Den ældste bydel er den østlige, hvad en gammel brolægning i en alens dybde i alle haverne bekræfter såvel som de mange gamle, nu jævnede, kampestensbrønde, hvoraf den sidste så sent som i 1926 udgavedes på jernbanens terræn i Strandstræde. Da kirken i Valdemarstiden blev bygget oppe på bakkekammen, har de mere velhavende flyttet deres gårde op i nærheden af kirken.
Vest for byen lå to store moser, der gik så langt ind som inden for linien Grundtvigsvej. De nye veje, som er anlagt bag denne gade går over en gammel bysøs grund, og her lå i sin tid byens gadekær, som blev kaldt for A-Dammen. Ældre borgere huskede navnet Adamsstræde på den lille vej, som går hen til vænget.
Længere vest for byen har der været farbart for skibe lige op til Trolleberg-Syvhøj kunne det fortælles, ligesom man huskede navnet Trolleberghavn. Op til 1860-erne var der også damme ved Vesterbro, hvor vandet ofte gik op på kørebanen.
Ude øst for byen ligger en samling huse kaldet Lergravene, for herude blev i sin tid gravet ler til klinkning af byens huse, og her lå i gamle dage en skov ved navn "Askehaven", men for omkring 100 år siden blev de sidste Asketræer fældet, så nu er kun navnet tilbage.
For Nykøbings borgere har fiskeri og landbrug lige op til vore dage spillet en stor rolle. Man ved, at i Øresund kunne sildestimerne stå så tæt, at fiskene ligefrem kunne øses op med en spade, og her inde i Isefjorden har forholdene nok været noget lignende, for i gamle Helsingørpapirer læser man, at de gode borgere dèr havde deres fiskefartøjer på fangst i Isefjorden.
Til hver eneste blot lidt større ejendom i Nykøbing by hørte landbrug med køer og svin. Først de senere år er de sidste landbrug, der hørte til husene oppe i Hovedgaden, blevet nedlagt, og det er i reglen først sket ved ejerens død. Nede på Algade ud for Strandstræde stod Gadeportene, som først forsvandt fra bybilledet i 1923. Her samledes kreaturerne om morgenen til vanding, og blev derefter af vogterdrengene drevet i samlet flok på "de 27", hvilket var navnet på en del jordlodder (Flyvesand) som lå ude ved Skærby. Der hørte nemlig en sådan jordlod til hver af de større ejendomme i den østlige bydel. De blev til sidst ikke regnet for noget af ejerne, og alle blev bortsolgt. En husejer i strandstræde solgte for eksempel sin jordlod for "6 riskoste med skafter".
Nykøbing i Middelalderen:
Nykøbing Sj. kirke blev bygget i Valdemarenes udviklingsrige dage, og da det er en ret anselig kirke, viser det os, at byen på deen tid har været i god fremvækst. Og i slutningen af det 13. århundrede må det efter hine tiders forhold have været en stor by. Den lå jo også på søvejen til den daværende kongeby Roskilde og det ældgamle Lejre. For datidens mægtige fribytter Marsk Stig Andersen, som havde sin residens på Hjelm, har Nykøbing sikkert været et godt bytte at udplyndre, hvilket han efter samtidens skik nok har gjort til gavns, uden at vise skånsel på hverken liv eller gods. Det har været frygyelige tider for den lille værgeløse bys beboere.
Uden for Nykøbing i få km`s afstand lå dengang en ridderborg (Drøsselholm), men der har måske ikke været krigsfolk nok, som kunne hindre en plyndring af byen. Måske har borgens besætning også været i Marskens sold. I gamle skrifter fra Højby sogn kan man se, at flere af Stig Andersens betroede folk efter deres herres død på øen Hjelm år 1230, nedsatte sig på de større gårde i sognet.
Der hersker stor usikkerhed om hvor Marsk Stig ligger begravet, men efter overleveringerne skal den have fundet sted i Rørvig kirke. I mange år havde Nykøbing en biograf, Regina, som lå i Havnegade, men som de faglige organisationer overtog, og her havde Odsherredsmaleren Troels Trier foreviget overleveringen på et stort frescomaleri. Et minde om Marsk Stigs plyndring fandt man også for en del år siden, da man ved en udgravning, i ejendommen op til den daværende Teknisk Skole, stødte på en lerpotte med en mængde sølvmønter, præget under Erik Glipping.
100 år efter Marsk Stigs hærgen, og selvom der er udgravet noget som kunne minde om en forsvarsværk, var det åbenbart ikke nok, for i 1308 skal byen være blevet afbrændt af Kong Erik Præstehader fra Norge, og ligeledes have lidt samme skæbne af englænderne. Derfor undres man ikke når man i de gamle bypapirer kan læse, at i året 1370 pantsattes byen for 8000 Mark Lod Sølv til Roskilde-Bispen, som dog bliver indbetalt af Dr. Margrethe I, som i den anledning er blevet ihukommet ved at få Dr. Margrethesvej mellem Algade og Stationspladsen opkaldt efter sig.
Nykøbings Genopvækst gennem 300 år:
Nu synes det, som om Nykøbing i de følgende tre århundreder er blevet forskånet for store voldelige ulykker. I de ganle papirer nævnes intet af betydning, men det skyldes måske, at byens efterladenskaber i arkivernhe fra denne periode er meget bringe. Idet hele taget er Nykøbing en af de byer, der har bevaret os mindst af skrifter og bygninger fra middelalderen. I disse når lever byen sit stille liv, men set med vore øjne en streng og hård tilværelse opfyldt af indre stridigheder. Lidenskaberne skulle have udløsning, slagsmål og drab hørte overalt til de daglige begivenheder. Vi har beretninger om hårde og grusomme straffe, såsom kagstrygning, levende bålbrænding o.s.v. Selv en degn fra Odden blev offentlig brændt for troldom.
Pontoppidan skriver i sine optegnelser: 1552 forundte Kong Christian III Borgmester og Raad i Nykiøbing Kronens Jord Liggende udenfor Byen, kaldet Torups Jord.
1546 befaldede Kong Christian III at tvende Markeder, som plejede at holdes på Landet i Vigby og Egebjergh, skulle derefter holdes i Nykøbing.
I 1590 fik byen en latinskole, som i året 1640 blev afløst af en dansk skole. På dette tidspunkt havde Nykøbing bare 350 indbyggere og var derfor én af de allermindste byer på Sjælland.
I Nykøbing-Rørvig præstebog anno 1761 skriver præsten: Byens alder var endnu bekendt, såvel af dens gamle privilegier udgivne af Kong Hans og Friderick den Anden højlovlig ihukommelse, som og af denne kirkes indsigel, der består af: En halvmåne med fem stjerner, med denne inschripyion: "Sigillum Euclesiae Neocopiensis in Ott Harrith". Dette med blå baggrund er også nu Nykøbings smukke bymærke. Efter tradition er byens Privilegium som købstad første gang blevet bekræftet af kong Kristoffer af Bayern i 1443 og senere atter af Kong Hans og af Frederik den Anden i 1588.
Nykøbing under den svenske hærs besættelse af Danmark 1658-1660:
Fra den 17. november 1657 havde Nykøbing den tvivlsomme ære at huse kongens egne soldater i indkvartering. Disse landsknægte, for hvem krig var et betalt håndværk, var rå og brutale, og derfor ikke velsete i afsidesliggende byer, og de drog først ud af byen da krigen mod Svenskerne brød ud.
Den 19. februar 1658 ankom svenskerne, og rykkede ind i Nykøbing med et Fortrav bestående af 7 højtstående officerer og en snes mand. Den 13. marts ankom en større styrke under anførsel af en af Karl Gustavs betroede mænd, Oberst Knuth, og byens borgere måtte yde dem fuld underhold. Af et gammelt regnskab kan ses, at det har beløbet sig til intet mindre end 4106 Rdl., og senere ankom endda yderligere 2 regimenter svenske soldater inkvarteret her i godt 4 måneder. Det sidste kompagni forsvandt på march ud af byen den 18. januar 1661.
Da grunden til Nykøbings fattighus i 1853 blev udgravet, fandtes skeletterne af fire svenske soldater, der kunne identificeres på de rustne sabler.
De stakkels Nykøbinggensere var nu helt forarmede, erhvervene var lammede, og menigmand måtet begynde forfra igen.
Nykøbing efter svenskekrigene:
Kornhandelen gik i 1700-tallet fortrinsvis til Norge, men havnen var i så dårlig stand, at man måtte laste og losse skibene ude på fjorden i små både. Det medførte at mange bønder i den sydlige del af Odsherred bragte deres korn ulovligt til Holbæk og Kalundborg, og så mistede byen endnu mere af sin i forvejen sparsomme handel.
1740 havde Nykøbing 90 familier, boende i 87 huse og gårde, og bestående af ialt 350 indbyggere.
De trange tider skrider langsomt, og omkring 1730 var indbyggertallet faldet til 350, og byen var i det hele taget en forarmet lille købstad. Det er dog bevist, at byen havde 30 brændevinsbrænderier, så det var ikke så få tusinde tønder byg, der hvert år anvendtes til mere eller mindre ædel brændevin. Til langt op i næste århundrede var i øvrigt antallet af brændevinsbrænderier stort, men udøverne af erhvervet havde for de flestes vedkommende andet erhverv ved siden af.
Et minde fra tiden er komplekset mellem Vesterbro og Algade ved Hotel du Vest der bærer navnet ”Brændergården”.
I årene 1743-85 raser en ondartet kvægsygdom over hele landet, som giverforfærdelige tab. Den daværende ejer af Anneberggård (Anneberg) Commerceråd Peder Schwane skriver: "Der er i år død på Kongens Gods i Ods Herred fra den 22. December til 29. December 1745 ialt 151 Høveder og Kalve i en uge, deraf 33 i Klint, saaledes at der intet mere Kvæg findes i denne Bye".
Men elendigheden varede ikke ved, og der kom igen opgangstider for byen og egnen. Fra de 30.000 tønder land bøndergods, som kronen ejede, var kornet tidligere blevet solgt til Holbæk og Kalundborg, men vejen var lang og trang og bønderne fik derfor lov til at levere kornet til Nykøbing.
Byen måtte imidlertid have en havn, og æren for den skyldtes i høj grad byfoged, kancelliråd Bang, der skaffede lån, borgerne gav også et bidrag, og så blev havnen bygget.
Forbindelsen med den øvrige del af Sjælland skete dengang dels til vands og dels med dilligence Nykøbing-Holbæk og Nykøbing-Jyderup. Denne sidstnævnte, den sidste dilligencerute på Sjælland, blev i øvrigt først nedlagt i 1909.
1753 - natten mellem den 31. januar og 1. februar nedbrændte 10-12 af de største købmandsgårde i byen ved hvilken lejlighed den rige købmand Tønnes Roeskilde blev ruineret i bund og grund.
I begyndelsen af 1800 tallet genopbyggede man Amtsstuegården, også kaldet ”Kongens Gård”, og byen blomstrede igen op efter 1840 da flere store købmandsgårde byggedes. Der kom også saltværk på havnen, spinderi, rebslageri m.m., og så florerede brændevinsbrænderierne stadig.
Omkring 1850 fik Nykøbing sit første egentlige havneanlæg, og byens indfaldsveje blev forbedret, og samtidig opstod nogle få mindre industrivirksomheder, bl.a. et jernstøberi, og lidt anden mindre industri.
I 1868 blev Nykøbing Sjællans Tinghus opført på Holtets Plads tæt ved Nykøbing Sj. kirke og bygningen kom ligeledes til at tjene som råd- og arresthus. Siden 1991 hvor alle aktiviteter blev flyttet til Holbæk, har den været fredet. Den har fungeret som spisested for Restaurant Madkunsten, hvor bl. a. cellerne efter lille ombygning, har været brugt til værelsesudlejning.
Nye udviklingslinier begyndte også at tegne sig. Først og fremmest så folk i Nykøbing muligheder for at etablere et badested ved Nordkysten, og efter et par års overvejelser stiftedes i 1896 aktieselskabet Nykøbing Sjællands Kattegatbad. I 1903 kunne man bygge et beskedent badehotel ved Nordstrand.
Nykøbing vokser ved århundredskiftet!
Senere kom der igen stilstand, men til åbningen af Odsherreds Jernbane, der blev officielt indviet den 17. maj 1899 var der store forventninger, men den kom knapt nok til at betyde det for byen man havde håbet.
Omkring 1900 blev befolkningstallet opgjort til kun 2000 indbyggere i Nykøbing. Men fra 1910 til 1925 så byen en stor befolkningstilvækst hvor indbyggertallet fra de 2.000 blev fordoblet til omkring 4.000.
En af grundene var selvfølgelig da der i 1915 oprettedes et Statshospital, det senere Amtshospital i udkanten af Nykøbing bag Grønnehave skov, og her opstod en hel lille by, som kom til at betyde meget for Nykøbing. Mellem hospitalet og byen var det bedste samarbejde, hvilket også man kunne se ved, at næsten alle pensionerede tjenestemænd eller –kvinder foretrak at blive i Nykøbing når de havde taget deres afsked.
En anden grund var sikkert også da man udover Amtshospitalet, i 1911 byggede Nykøbing sygehus (Amts- og Bysygehuset), som blev udvidet flere gange. Ved sygehuset opførtes plejestiftelsen ”Grønnegården” for kronisk syge, og man drev også på dette tidspunkt rekreationshjemmet ”Klintsøgård” i Klint.
Af store købmandsforretninger fra den tid skal nævnes Ole Olsens, som lå på hjørnet hvor Brugsforeningen har til huse. Endvidere den jævne, men rige købmand Hans Bentzen, der stod i sin butik med det store hvide lærredsforklæde, og som afregnede ved at skrive regnskabet op med kridt på disken. Købmand Bronniches Gård, som blev overtaget af sadelmager Frederiksen. Konsul Nielsens forretning i den såkaldte "Brændergård", hvor Nykøbings sidste brændevinsbrænderi fandtes. I 1844 havde byen fået sin første forretning i manufaktur, det var tidligere kommis hos Seidelin i Holbæk, der startede på Algade hvor Urmager Andersen havde forretning, som senere blev overtaget af Damborgs Isenkram.
Grundtvigslægtens vugge stod i Nykøbing, hvilket Nykøbing Sj. kirke også bærer præg af. En anset borger, Morten Tuesen, er stamfader til salmedigteren Grundtvig og hans slægt. Morten Tuesens ligsten kan man se i Nykøbing kirke. En søn af ham, Jørgen Mortensen, blev byens borgmester og forærede i 1657 kirken en meget smuk lysekrone. Jørgen Mortensens ældste søn tog navn efter bydelen Grundtvig, altså stedet med det lave vand – de grunde vige – og Grundtvigernes slægtsgård lå i øvrigt hvor nu Dr. Margrethesvej ligger. En plade på væggen af bygningen på hjørnet af Algade og Dr. Margrethesvej fortæller om slægten.
Også på anden måde havde Grundtvigs slægt tilknytning til Odsherred. Grundtvigs mor er født på Egebjerggården syd for Nykøbing, og lige inden man når Egebjerg fra Nykøbingsiden, står der ud mod vejen en mindesten med Skovgårds relief og Grundtvigs sønlige hyldest til moderen. Og så skal det lige med, at Grundtvigs far var præst på Sjællands Odde.
En anden af de kendte er den særprægede personlighed amtmand Bille – journalisten – der blev amtmand over Holbæk amt – han har fået sin mindeplade på ejendommen på hjørnet af Nørregade og Billesvej, og på Grundtvigskolen fortæller en mindeplade om politikeren K. K. Steinckes far, overlærer Steincke, den gode lærer og historiker. Den ansete socialdemokratiske politiker H. P. Hansen, senere finansminister og indehaver af vort lands fornemste post, formand for folketinget, er født i et arbejderhjem i Kildehusene.
Landliggerne kommer, og byen ændre sig radikalt!!
I 20-erne var de første sommerhuse begyndt at dukke op, selvom det mest i starten var Nykøbing-borgerne, der skulle have et fristed, så kom der flere og flere til ”udefra”, og begrebet landliggere begyndte at tegne sig. Sidst i 30-erne begyndte der at dukke busruter op til København, og selvom Laurits Jacobsen i 1920 havde anskaffet den første rigtige Rutebil, en Car-a-Bane, der betyder åben vogn med bænke, til afløsning for en hestetrukken rute til Rørvig, og flere rutebilvognmænd dukkede dukkede op med flere ruter, var det først efter Anden Verdenskrig sidst i 1940-erne at begrebet ”Hurtigruten” opstod, som kunne fragte glade landliggere op til Sommerlandet, som det hed dengang.
Omkring 1960 var den største industri i byen Odsherreds Andelssvineslagteri, der senere blev overtaget af printpladevirksomheden Ruwell. Der var også et maskinsnedkeri og nogle æggepakkerier, og så voksede der parcelhuskvarterer op omkring den gamle bymidte, men væksten i befolkningstallet var på det tidspunkt begyndt at flade ud.
Sommerhuskvartererne omkring byen blev fortsat udvidet, og turismen kom til at spille en større og større rolle for byen.
Odsherreds museum lå indtil 2004 i Kirkestræde, men er blevet flyttet til en mere moderne bygning ved Anneberggård, og her er skiftende udstillinger.
Med strukturreformen i 2007 mistede byen den kommunale administration, da den blev en del af Odsherreds kommune, der har sæde i Højby.
Samtidig er Amtshospitalet under langsom afvikling, og byens sygehus er langsomt omdannet til Sundhedscenter.
Nykøbing Sjælland blev i 2010 kåret til danmarks hyggeligste by.
Borgmestre og byfogeder:
Stenum. - Byfoged før 1850.
Berner. - Byfoged før 1850.
Bang. - Byfoged før 1850.
Hans Grundtvig. - Byfoged før 1850.
Morten Grundtvig. - Byfoged fra 1710.
M. J. F. Svanenskjold. - Byfoged 1850-1870.
Nikolaj Esmark Muus. - Byfoged 1870-1883.
L. H. Jacobsen. - Byfoged 1883-1905.
H. J. F. Tamm. - Byfoged 1905-1910.
J. Schjørring. - Byfoged og Birkdommer fra 1910.
Bent S. Jensen - 1982-1994.
Antal indbyggere indhentet ved Folketællinger:
1769 var der 500
1787 var der 532 - i dette år anføres købstaden som Nykøbing Odsherred
1801 var der 615
1834 var der 944
1840 var der 1060
1845 var der 1156
1850 var der 1282
1855 var der 1330
1860 var der 1384
1870 var der 1548
1880 var der 1737
1890 var der 1703
1901 var der 2000
1906 var der 1997
1911 var der 2100
1916 var der 2616 - heraf 350 på Sindsygehospitalet
1925 var der 3988 - heraf 1252 på Sindsygehospitalet
1930 var der 4000
1950 var der 4400
.................
2011 er der 5212
Kildemateriale: Odsherred udg. af Odsherreds Turistbureau. Wikipedia den fri encklypodi. Dansk Center for byhistorie. Danske Kirker og Præstegårde bind 1. Odsherreds Jernbane 1899-1974 udg. af Dansk Jernbaneklub. Holbæk Amt udg. af Amtshistorisk Forlag 1933-34. Diverse tidskrifter og brochurer.
