Spillemænd og danse i det gamle Odsherred

Spillemænd og danse i det gamle Odsherred.

I Holbæk Amts Venstreblad fortæller lokalhistoriker Sophus Jensen:

I de følgende linier skal berettes lidt om de gamle gæve Odsherreds landsbyspillemænd og de gamle danse. I ældre tider var livet i landsbyen til dagligt meget stilfærdigt og ensformigt, den ene dag gik efter den anden med arbejdet hjemme eller i hovmarken, fra tidlig morgen til sen aften. Derfor er det ikke til at undre sig over, at man greb lejligheden til en munter adspredelse, når den tilbød sig, man havde jo ikke anden morskab end den, man selv skaffede sig.

Ved Bryllup og barsel samledes hele landsbyen til gilde i flere dage, og desuden de årlige tilbagevendende fester som majfesten, de store fastelavnsgilder, pinsefester o.s.v., her deltog alle unge som gamle og glemte de daglige bryderier under violinens og klarinettens klang.

Landsbymusikanten:

det var således ikke så sjældent, at der var brug for landsbyens spillemand, og i hver lidt større landsby var der i reglen to eller flere musikanter, som kunne håndtere violinen og klarinetten.

Spillemanden stod i høj kurs i datidens landsby og var selvfølgelig særlig populær blandt ungdommen.

I reglen var forholdet dog således, at han ikke levede af sit spil alene, ofte drev han tillige et lille håndværk som træskomager, skomager, skrædder o.s.v.

Når spillemanden var håndværker, fik han ofte navn efter sin profession, man kunne således træffe kuriøse navne som "violinsmeden" eller "klarinetskrædderen", eller også efter fornavnet som Per eller lars spillemand.

I reglen opfattede man spillemandens musik som et ganske almindeligt håndværk, men alligevel, der var noget ved de toner, han lokkede frem af sin violin, som ikke bare var håndværk. Der skulle gehør til for at blive en god musikant, og der gik mange myter i landsbyen om spillemænd, der gennem deres musik næsten havde troldomsmagt og kunne få alle de unge sorgløse til at fælde tårer, eller få de gamle og adstadige folk til at svinge sig i en lystig hopsa, om de så aldrig så meget forsøgte at stå imod.

I spillemandslære:

Når en ung mand skulle lære at spille, gik han til den gamle spillemand i landsbyen, og det første han lærte var at stemme violinen, derefter tog man fat på at indøve grebene på strengene og at føre buen med løse strøg.

Tonestige eller noder var der ikke noget der hed. Lærermesteren lærte sin elev at spille nogle af de mest brugelige danse, så var han udlært og måtte siden selv se at forøge sit repertoire. Det var derfor en ufravigelig betingelse, at den som skulle lære at spille, måtte have et godt gehør for musik.

I hvert fald indtil midten af det 19. århundrede var der såre sjældent, for ikke at sige næsten umuligt, at træffe en landsbyspillemand, der kunne læse og spille efter noder endsige nedskrive en melodi på et stykke nodepapir.

Som følge heraf blev alle datidens melodier spillet efter hukommelsen. Det var slet ikke noget ringe forråd af melodier, spillemanden således måtte have på lager, thi en god spillemand måtte aldrig kunne sættes i forlegenhed af sit publikum.

Når der "spilles over borde" og spillemændenes tallerken gik rundt:

I de mindre ungdomsgilder i landsbyen kunne man nøjes med én spillemand, men ved de store fastelavns-, pinse-, og maj-gilder var der i reglen to musikanter.

Skulle der være stort bryllup eller barselsgilde, kunne man, om man ikke ville stå tilbage, ikke nøjes med mindre end tre spillemænd, en førsteviolin, en sekondspiller og en til at blæse klarinet.

Ved de store bryllupper mødte spillemændene tidligt på højtidsdagen i den gård, hvor festligheden skulle holdes. De ble så som regel placeret på stole ude i gården, og hver vogn, der rullede ind med bryllupsgæster blev modtaget med musik. Senere når brudetoget kørte til kirke, blev spillemændene anbragt i den første vogn eller i nogle tilfælde i vognen efter brudeparret, og både turen til og fra kirken opmuntredes af muntre melodier.

Efter den kirkelige handling var vel overstået, måtte man have noget at styrke sig på, og ved hjemkomsten blev det egentlige gilde indledet med det såkaldte store højtidsmåltid. Ved denne lejlighed måtte musikanterne så "spille over bordet", men så fik de også deres velfortjente løn, thi henimod slutningen gik "spillemændenes tallerken" rundt, og på den måtte alle deltagerne lægge deres skærv til musikken.

Gårdmændene kunne give 8 skilling eller en hel mark, ja, måske, flot i slaget, for at dupere de andre gæster, lægge en klingende rigsort på fadet. Kvinderne nøjes med nogle få skilling. Husmænd og de unge kunne slippe med 2 skilling, men noget skulle alle give.

Imidlertid blev det hen mod aften, oppe i den store stue, der i festens anledning var ryddet for alle møbler, stemte spillemændene nu deres instrumenter, tællepråsene tændtes, og ungdommen stimlede sammen for at se brudeparret svinge sig i brudevalsen. Så gik dansen lystigt til den lyse morgen, og fra spillemændenes violiner og klarinet lød de gamle melodier ud over stuen.

Det var ikke altid de gamle spillemænd holdt sig strengt til den oprindelige melodi, et og andet kunne jo glemmes, men så måtte man selv lave noget andet i stedet. Dog en ting udmærkede de gamle musikanter sig ved, det var deres udprægede rytme og takt. De trampede takten med deres tyksålede sko eller træsko, og selv gennem de dansendes larm kunne man høre de taktfaste tramp.

Omkring århundredskiftet 1800/1900 holdt de rigtig store landsbybryllupper op.

I Odsherred holdt skikken sig længst ude på Sjællands Odde, hvor de sidste rigtig store bryllupper, i den rigtige gammeldags stil, holdtes til op i 1020-erne.

Spillemandsliv og danse i vore forfædres ungdom:

Der skulle en robust natur til at være landsbyspillemand, han var udsat for meget.

Det var således ikke altid behageligt at sidde en hel nat i en dansestue, thi det støvede fælt, og derfor blev spillemanden ofte tør i halsen. Var der ingen andre, der huskede på dem, skulle forspilleren nok vide at erindre om forglemmelsen. Her i Odsherred spillede de en bestemt melodi, og så sang hele stuen af fuld hals "brændevin og øl skal der til", og musikanterne fik omgående de tørre ganer læskede.

Men som regel behøvede de ikke selv at minde derom. de fik nok alligevel, thi dansestuens moral var dengang, at "strengene klinger bedst, når de smøres med brændevin".

Efterhånden som stemningen steg, blev også de ældre smittet af lystigheden, de måtte også op i øverste stuen og prøve om de endnu kunne træde deres ungdoms glade danse, og så gik det først rigtig løs med de gamle ture og menuetter.

Først prøvede man en sirlig "mollevit" (menuet), og senere dansede man alle dem man kendte, det var mange og flere særlig ejendommelige. Der var hoftetur - drejlsdansen - jødetur - pigernes fornøjelse - ottekanten - stikkelsbærsidse og den morsomme pudedans, som er gået i glemmebogen.

Pude- eller kyssedansen udførtes på den måde, at en kavaler ad gangen dansede rundt med en pude, den dame han knælede ned for med sin pude, måtte give ham et kys.

Af andre gamle danse var der tantes hopsa, den spanske vals, vejrmølletur og desuden to-tre-fire tur, halvfemte tur, sekstur og mange andre.

I det sydlige Odsherred dansedes også en nu glemt dans - tørvedansen - der blev lagt tørv på gulvet, mellem hvilke tre mænd valsede rundt. Den som rørte en tørv eller dansede i forkert retning, måtte til straf drikke et glas punch (mon ikke der let blev danset forkert).

Af andre pudsige Odsherredsdanse var der "Hans Jørgens tur fra Knardrup", og så var der "stakkevejrsvalsen", ved den første dans efterlignede kavalererne fårenes og kalvenes brægen, hver gang de bukkede for deres damer, og i den sidste dans gjorde spillemanden nu og da ophold i musikken, og i disse pavaer råbte alle de dansende i kor "det bliver stakkevejr i morgen" (godt vejr til at tage stak ind i). Navnlig den første nævnte dans kunne gøre et komisk indtryk, og børnene som altid stod andægtigt og betragtede musikanterne, tiggede dem i reglen om at få spillet den ofte.

Særligt fastelavnsgilderne kunne vare flere dage og nætter i træk og endte først op ad formiddagen. Den sidste gildemorgen sagde man "godmorgen" til spillemændene. De holdt da hånden godt åben, for de vidste, at nu faldt der spillemandspenge af til dem.

Landsbyens festligheder gik tit på, og ofte måtte spillemændene sidde nætter igennem i kulde og træk, de dansende var jo altid varme af datidens ofte anstrengende danse. Det var ikke noget sundt liv at være musikant, tilmed da flasken ofte gik rigeligt rundt. Det hed sig også derfor, at gamle spillemænd kom til at lide af "jægt og rystende syge". deres næse havde med tiden en mørkblå kulør, som i betænkelig grad nærmede sig farven på deres vadmelsbenklæder.

Adgangen til datidens private gilder og dansestuer var offentlig mod betaling. Entre var for herrer 1 krone, og herfor var adgang til dansen, fortæring hele natten, gratis øl, brændevin og tobak.

Forsamlingshusene afløste dansestuerne. Odsherreds første forsamlingshus (Stenstrup Forsamlingshus) opførtes i 1979, og der gik mange år, inden de nuværende huse i sognene blev bygget.

Når folk dengang skulle til fest, sagde de altid: "Vi skal gå til musik på søndag". Mange af de steder, der blev afholdt dans i, er af den nuværende generation glemt.

Her er nogle avertissementer fra dengang:

Dans afholdes 2. påskedag 1878 hos boelsmand A. Olsen i Ræberre. - Musik A. Jørgensen.

Dans afholdes i morgen, søndag 23. januar 1976, hos gårdejer P. Pedersen, Hønsinge.

Dans afholdes 2. påskedag hos slagter Anders Nielsens enke i Højby, 75 øre for hver herre, 25 øre for en dame.

Pigebal afholdes lørdag 24. oktober 1880 hos Lauritz Jensen i Rørvig (læg mærke til betegnelsen pigebal).

Søndagen den 26. september 1880 afholder Erik Madsen af Eskildstrup dans for gifte og ugifte i hans skovhave, hvortil lysthavende indbydes. Indgang som sædvanlig. - Musik og beværtning besørges af slagter Lars Nielsen i Bråde.

Pigedans hos Anders Olsen i Højby.

Dans 7. november 1880 hos tømrer Niels Jensen i Kollekolle.

Dans afholdes hos undertegnede 2. juledag 1880 og 2. nytårsdag 1881, betalingen erlægges med 1 krone for herrer, og 35 ører for en dame, hvorfor erholdes fri dans - kaffe - øl - brændevin og tobak. - Drejer N. H. Nielsen i Abildøre.

Dans var der også hos handelsmand J. Petersen i Højby og hos Hans Christensen på Vestre Lyng, hos skrædder Lars Pedersen i Tengslemark, Niels Petersen i Overby, og hos gårdejer Kristoffer Hansen, Overby.

De gamle spillemænd har desværre taget mange af de karakteristiske melodier og danse med i graven.

Kilde: Lokalhistoriker Sophus Jensen i Holbæk Amts Venstreblad 24. december 1954.--SOC 12. feb 2017, 01:33 (CET)