Wilhelm Nielsen

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Vilhelm Nielsens Hotel engang i 50-erne, som senere blev til Hotel Odsherred.

Wilhelm Nielsen, kroejer, Hotel Odsherred, Algade 37, Nykøbing Sjælland.

Han er født 12. juli 1876 i Grevinge.

Som ung var han staldforpagter i 8½ år på hotel Mellerupgård i Holbæk (senere Industrien).

Her traf han Sofie, der er født 7. oktober 1884 i København.

Han traf som ung mand Sofie på hotel Mellerupgård i Holbæk (senere Industrien) da hun var stuepige på hotellet.

1905 den 27. april blev de gift, og flyttede til Nykøbing Sjælland, hvor de begyndte restaurationsvirksomhed midt på Algade, hvor senere Irma - Nykøbing Sj. kom til at ligge, under navnet Wilhelm Nielsens Hotel, som de havde til 1916.

1916 købte de træskomager Laur. Jensens ejendom overfor Dr. Margrethesvej, og indrettede det til Wilhelm Nielsens Hotel, det senere Hotel Odsherred.

Wilhelm Nielsen var vært i restauranten, mens Sofie Nielsen huserede i køkkenet.

Det var Wilhelm Nielsen, der var vært, mens Sofie Nielsen regerede i køkkenet.

1945 afstod de hotellet til sønnen Knud Aage Nielsen, der afhændede hotellet 1957, og fik Faxe-depot i Holbæk.

De tog ophold på Grundtvigsvej i Nykøbing Sjælland.

I ægteskabet er udover nævnte søn, datteren Karen Emil Jensen, der bor på Frederiksberg.

1957 den 13. maj døde Wilhelm Nielsen.

1961 midt i december døde Sofie Nielsen på plejehjemmet "Solvang" ved Kirke Hyllinge.

+

I anledning af parrets guldbryllup 27. april 1955 fortæller de til Holbæk Amts Venstreblad 20. april 1955:

Sofie Nielsen er fra København, Wilhelm Nielsen fra Herrestrup.

De traf hinanden på Mellerupgård i Holbæk, hvor hun var stuepige, og han havde staldforpagtningen i 8½ år.

Han lagde penge til side, og 1916 købte de en ejendom på Algade i Nykøbing Sjælland, og indrettede Wilhelm Nielsens Hotel.

Men først havde de en lille restaurationsvirksomhed i ejendommen, hvor Irma - Nykøbing Sj. senere fik til huse, og hvor Odsherred Teater kom til, da Irma flyttede.

1905 startede de den lige efter deres giftemål.

Den gav kun lige til dagen og vejen, for priserne var små dengang. Kaffe og to stk. wienerbrød kostede 25 øre, en kop kaffe med al den snaps, cognac eller rom, man ville drikke, kostede 20 øre. Flaskerne skulle værsgod at blive stående på bordet. En bajer var til 15 øre, cigarer fra 6 øre pr. stk., en bøf med smeltet smør (ikke margarine), brød, ost, hvidtøl og snaps kunne man få for en krone.

Og der var tider, hvor bønderne i restaurationen ofte væddede om, hvem der havde flest penge på sig, og ud af tegnebøgerne væltede 6.000, 7.000, 8.000 kr. eller endnu flere sedler.

Wilhelm Nielsen serverede, og Sofie Nielsen stod i køkkenet med en pige til hjælp, og en ung pige til at passe Karen og Knud, da familien var blevet forøget.

Men det var en dejlig tid, siger de begge, trods for meget solderi blandt gæsterne, og for lidt luft i restaurationen, så man engang imellem måtte udenfor for at trække vejret, og glemme al servering, men dejligt alligevel.

1916 begyndte parret så hotelvirksomhed, og eftersom der i forvejen var 2 hoteller i byen, og mange rådede fra det og sagde det var dumdristigt at begynde et tredie.

Men fortæller Wilhelm Nielsen med et lunt smil, ejendommen ligger så godt for folk, der kommer fra stationen, at de slet ikke kan komme udenom os, og så mente jeg jo, at jeg havde en kundekreds. Men der havde jeg forregnet mig, for da vi fik serveringsdame og tjener, fandt bønderne fra min gamle restaurant, at nu var Wilhelm blevet fin på den, og så holdt de sig borte.

I stedet for gamle kunder fik vi et stort klientel af handelsrejsende.

Vi tog kun 2½ kr. for et værelse, og Sofie serverede hjemmelavet medisterpølse, som de kunne li`.

Og vi havde foreningsballer til den lyse morgen, fortsætter fru Nielsen. Jeg sad i køkkenet med mit broderi, og vågede hele natten, for hvis en af balgæsterne skulle få lyst til et stykke brød, måtte jeg naturligvis være der.

Vi arbejdede i døgndrift i mange år, og børnene vidste altid hvor de kunne finde mor: I køkkenet.

Tiden krævede også mere end nu, mener Wilhelm Nielsen, for selv om tjenerne var flinke, dygtige og høflige, spurgte gæsten: Hvor er manden selv? - Han er her heller aldrig! - Også gik han fornærmet bort, for man skulle helst drikke en øl med kunden, spille billard eller tage et slag kort.

1945 solgte parret hotellet, og flyttede ind i en lejlighed på Grundtvigsvej 2, men forinden havde de fejret 40 års jubilæum i hotelbranchen den 1. maj 1945, kort før landets befrielse.

Det var en lykkelig tid. de havde haft tyskerne helt ind på livet. De fremmede havde Hotel Phønix til hovedkvarter, og når Gestapo-folkene kom til Nykøbing, forlangte de værelser på Wilhelm Nielsens Hotel. Om værelserne var optaget i forvejen brød de sig ikke om. "Smid dem ud, hvis der er nogen i værelserne", befalede de.

Når Gestapo uventet dukke op, tog Wilhelm Nielsen telefonen, og ringede til landsretssagfører Henry Andreas Gideon: "Nu er der ål igen", så var modstandsgruppen informeret.

Men rædsomt var det nu alligevel, og en dag blev fru Nielsen så harmfuld, at hun gik hen til en dansk Gestapo-mand og sagde: "Hvilke ulykker har I nu lavet i byen i dag"? Hvad mener de, spurgte han forbløffet? Jeg mener lige præcis det jeg siger, fortsatte fru Nielsen ufortrødent: "Der er altid sorg i byen når I har været her"!

Men hun og Wilhelm Nielsen tog deres egen lille hævn over Gestapo. De fik aldrig hverken bøf eller koteletter, for køkkenet rådede kun over brasekartofler når de uvelkomne gæster krævede ind.


Se også: Algade 37.

Se også: Wilhelm Nielsens Hotel.

Se også: Hotel Odsherred.


Kilde: Holbæk Amts Venstreblad 6. juli 1951 og 1. oktober 1954 og 20. april 1955 og 5. juli 1956 og 14. maj 1957 og 19. december 1961.--SOC 6. jun 2015, 18:57 (CEST)