Kystlandskabets Forvandling

KYSTLANDSKABETS FORVANDLING og kulturhistorie i det Nordlige Odsherred.

De kilometerlange hvide sandstrande i det nordlige Odsherred har deres helt særlige historie. De var årsagen til at der langs dem opstod store sommerhusområder i løbet af 1900-tallet, med tilhørende badeliv, sommerpensionater og restauranter. En ny kultur kom til at præge den hidtil så afsides beliggende.

Gamle billeder og kort viser at sandstrækningerne tidligere lå øde og golde, uden bebyggelse og bevoksning, men med sand der let løftede sig for vinden og føg viden om og dækkede bøndernes agre. Sandfygning var et problem for dyrkningen af jorden allerede i 1500-tallet, hvor havet havde skyllet så meget sand ind mod kysterne at blæsten skabte regulære sandstorme.

Sandfygningerne:

Endnu i 1790erne kunne digterfilosoffen Henrik Steffens beskrive fra en tur til Rørvig, at "mens jeg red gennem den øde, sandede Egn, rejste sig fra Havet en frygtelig Sandstorm. Bølgerne hævede sig, Skyerne jog hinanden, Himlen blev mere og mere dunkel og truende; Sandet begyndte i større og større Masse at bevæge sid under Hestehovene, hævede sig til sidst i Hvirvler og fyldte Luften. Vejen blev fuldstændig usporlig, Hesten sank for hvert Skridt dybt i det bløde Sand, Himmel, Jord og Hav stod i ét".

Klimaforandringerne efter 1000-tallet ændrede på få århundrede landets geografi.

Netop på denne strækning havde flyvesandet forårsaget at gårdene omkring Rørvig kirke i 1600-1700-tallet måtte brydes ned og flyttes til den nuværende beliggenhed ved fjordkysten. Samtidig søgte bønderne at beskytte den nordlige vangs jorder ved risgærder, der kunne standse sandflugten og resulterede i dannelsen af en kunstig højderyg tværs gennem sognet (Højsandet).

Klimaforandringerne:

Sandet fra havet var i de forløbne århundreder blevet ført ind mod kysterne af stærke havstrømme. Store klimaforandringer i Nordeuropa satte ind i 1000-tallet og fremkaldte nye vindretninger og nye havstrømme. Vinden vendte da fra en hidtidig østenvind til stadig kraftigere vinde fra nordvest, som betød at havene møblerede om på nord- og vestvendte kyster. Klimaforandringerne kulminerede med 'den lille istid' i 1500-1700-tallet, hvor havvandsniveauet samtidig sank og gjorde kysterne bredere. Enorme mængder af sand og sten flyttedes på få århundreder med havstrømmene og lejrede sig på nye steder. Det gjaldt også i det nordlige Odsherred, hvor kysterne blev fuldstændig forandrede. Disse dynamiske kystændringer sker endnu i dag.

De isolerede Byer:

De opskyllede sandmasser lukkede således talrige indskæringer og gamle sejlveje langs den oprindelige kyst mod vest og nord. Tidligere øer blev af sandet forbundet med fastlandet, og adskillige landsbyer der i middelalderen havde ligget ved kysten, blev afsnøret fra havet af nye sandbarrierer som ubønhørligt voksede og blev til ørkenlandskaber. Bag de nye kyster opstod talrige lagunesøer med surt stinkende vande og sumpede moser (Sonnerup Sø, Klinte Sø, Paje Sø, Store og Lille Kleinemose, Davidsmosen, Dybesø, Flyndersø, Langesø mose m.fl).

Blandt de byer der mistede sejlvejen til havet var Odsherreds ældste købstad Højkøbing (Højby) med sin store naturhavn (Højby sø) ud mod Kattegat, som rummede havneanlæg, skibsbyggeri og ved hvis bred der lå gamle adelsborge. Dens handelspriviligier blev i løbet af 1200-tallet overført til Nykøbing, der da lå yderst på en halvø mellem havet og Isefjorden. Langs Kattegat-kysten lå desuden kystlandsbyerne Nyrup, Sonnerup, Tengslemark, og ved lensmandens gård Nygård var Troldebjerghavn, der ligesom havnen i Højby kunne besejles frem til 1400-tallet.

De ældste bykort over Nykøbing Sjælland fra 1500-tallet, som blev gengivet i Danske Atlas, viste at byen endnu lå omgivet af havet mod nord, øst og syd, og en beskrivelse oplyste 1804 at "byen ligger på en Odde næsten ganske omgivet af Stranden", hvilket et prospekt af købstaden et halvt århundrede senere stadig kunne bekræfte ved at vise de øde og ubevoksede strækninger mellem kirketårnene i Nykøbing Sjælland og Rørvig.

Vestpå gjorde sandmasserne fra havet tidligere kystlandsbyer som Hønsinge, Svinninge og Ellinge til indlandsbebyggelser, da bugten ved den nuværende Trundholm mose af tilstrømmende sandmasser forvandledes til et pløre af sand og vand. Frem til 1700-tallet var den "et aldeles utilgængeligt uføre, bestående at klart Vand og ubevokset Dynd", med Svinninge Sø og Sildehøj inderst inde, hvor "Sildefiskerne har draget Garn i gamle Dage". Og før 1800 beskrev man mosen som "vidtløftig, bundløs i Ordets almindelig Forstand af Mudder og indeholder en stor Mængde af vegetabilsk Gødske, blandet med en stor del Flyvesand". Landsbyen Ellinge lå på en halvø i den tidligere bugt, og det var på denne halvø man oprindeligt fandt Solvognen tidligt i 1800-tallet. Den blev da lokale beboere kaldt 'guldvognen' eller 'guldhesten'.

Øen Odsherred:

Mod syd dannedes Ordrup Næs, da sand gjorde en holm i Sejerøbugten landfast med højlandet. Og længere mod syd, neden for Vejrhøj, lukkedes det daværende indløb til Isefjorden omkring 1100, hvor der dannedes en smal sandtange 'Draget', som forbandt Odsherred med det tidlige Skippinge herred. Tangen blev så sent som omkring 1700 beskrevet som en lav og "næsten oversvømmet Landstrækning" mellem Vesterstranden og Lammefjorden.

Det middelalderlige herredsegl for Odsherred viste i overensstemmelse hermed landet som en fem-oddet ø omgivet af bølgende vande.

Tilsvarende angav Skippinge herreds segl et skib som symbol for den skibstrafik, der tidligere nåede ind til herredets hovedby, og hvor tillige en sejlrute fra Starreklinte forbandt Sjælland med den jyske hovedby Århus. Skippinge herreds nordlige del med Hørve, Vallekilde og Skippinge blev siden lagt under Odsherred.

De nye Landdannelser:

Længere vestpå gjorde sandet Odden-øerne landfaste med højderne ved Ebbeløkke og Lumsås. Præsten L. M. Wedel kunne i 1804 skrive om en vandring til Odden, at "Vejen hertil er idel Sand langs med den nordre Havbred. Høje skaldede Banker og Klinten hindrer den Reisende fra at se andet end Skyerne og den brusende Hav. I hule Drøn styrte Strandens Brændinger ind mod Brinkene og true hvert Øieblik at opsluge Vandringsmanden, som også må frygte for at de stejle Klintestykker skal nedrulle over ham". Yderst ude, ved Gniben, "er ikke en Busk i hele Egnen, kun Havets Brusen og Tuden af Sælhunde, Maager og andre Søfugle, Dampe af forraadnet Tang og en hæslig Taage".

Mod nord mellem Nykøbing og Isøerne (Rørvig og Nakke) skete det samme, da sandmasserne lukkede det vestlige indløb til Isefjorden og dannede den nuværende Hov Vig. Herved blev Isøerne midt i Isefjordsmundingen, der i vikingetiden havde været kendt for det fælles nationale Isøre Ting og flådehavnen Isøre Havn, sammenføjet med det øvrige Odsherred. Tinget på den sydligste af øerne var 'verdens ældste parlament' og ihvertfald i brug fra 500 til 1100-tallet, mens den nærliggende havn blev benyttet frem til 1180, hvorefter tilstrømmende sand med strandvolde lukkede indsejlingen til den. De nydannede sandstrækninger langs Kattegat førte til af beboerne i Rørvig og Nakke i 1770erne kom i strid om ejendomsretten hertil , og endnu omkring 1900 kunne folk i sognet omtale deres egn som 'Øerne'.

Menneskeskabte forandringer:

Sammen med de naturskabte forandringer af Odsherreds geografi kom i løbet af 1800-tallet de menneskeskabte indgreb. Søer blev tørlagte, og vige inddæmmedes med henblik på at skabe ny landbrugsjord. Det skete således ved sølandskabet omkring Højby.

I 1777 iværksatte Det Kongelige Odsherredske Gods jordforbedringer omkring gården Borrevang, hvor hoveripligtige bønder foretog 'betydelige' bortgravninger af Snekkebjerg. Jorden herfra anvendtes til opfyldning af Højby søs daværende afløb (og middelalderlige sejlløb) forbi Snekkebjerg mod Kattegat, med det resultat at søens vandspejl herefter steg op gennem 1800-tallets første halvdel og næsten gjorde hele Borrevang til en ø i søen.

I 1855 foretog man gravninger tværs gennem et bakkedrag mod øst, så overskydende vand fra søen kunne ledes over i Nygård sø og herfra videre til Kattegat, og først en snes år senere etableredes den nuværende dybe og kilometerlange afløbsrende til Kattegat, kombineret med pumpeværk ved søens østlige del. Det muliggjorde at søen efter 1870 kunne tørlægges.

Samtidig iværksatte godsforvaltningen en afvanding af Trundholm mose ved oprensning af åløbet fra Svinninge sø mod Sejerøbugten samt gravning af et nyt bredt løb tværs gennem mosen med tilhørende side-grøfter. I 1799 blev mosen beskrevet som "så fuldkommen udtørret, at man over alt kan gå, ride og køre, samt bruge samme til Græsning eller Høbjergning".

Tilsvarende skete siden med den store Klinte Sø, med Nygård sø og Hov Vig. Først omkring 2000 genskabtes sølandskabet ved Højby.

Udstykningerne:

I løbet af 1800-tallet begyndte man at dæmpe følgerne af sandets hærgen. Der blev plantet marehalm og anlagt sandflugtsplantager ved Rørvig, Sonnerup og Ellinge Lyng. Og der blev gravet afvandingsgrøfter i Trundholm mose og ved flere af lagune-søerne langs Kattegatkysten, hvor kun Dybesø og Flyndersø ligger tilbage i dag. Ved tilplantning og oprettelse af små husmandsbrug på de golde lyngstrækninger ændrede landskabet efterhånden helt karakter.

Dertil kom at man i begyndelsen af 1900-tallet begyndte udstykningen af sommerhusgrunde langs sandstrandene, først mellem Korshage og Klint, siden ud mod Sjællands Odde og langs Sejerøbugten til Ordrup Næs.

Sommerhusskovene:

Det betød at kyststrækninger, der tidligere havde ligget åbne mod havet, langsomt lukkedes af tætte bevoksninger som slørede landskabets linjer og former. Der opstod et fintmasket net af småveje med tusindvis af sommerhuse. Her plantedes træer og skærmende buske, som efterhånden groede til og blev grønne bræmmer langs kysterne. De fik karakter af skove med bebyggelser mellem træerne.

I dag fremtræder sommerhusområderne vidt forskellige. Nogle steder ligger de som villa-kvarterer med trimmede græsplæner, blomsterbede, carporte og hegn, hvor motoriserede haveredskaber bryder stilheden. Andre steder er de som vildtvoksende naturområder med sommerhuse svøbt i grønne buskadser af træer, kratbevoksninger og duftende kaprifolier, hvor dådyr færdes året rundt.

Urbaniseringen af Odsherreds kystlandskaber har betydet, at man dels fjerner sig mere og mere fra en landskabsform som var engang, dels drømmer om et vende 'tilbage til naturen' med fred og fordybelse i et uberørt landskab og i samhørighed med den natur, der forekommer stadig mere truet af en moderne civilisation. Odsherreds oprindelige kystlandskab med øer, halvøer og dybt fligede strækninger mod havet synes i dag glemt og bevidnes kun af kulturhistoriske kendsgerninger med gamle kort og beretninger.

Kilde: Af Kurt Sørensen, Nyk. Sj., august 2018.--SOC, 18. aug. 2018.