Banken for Nykøbing Sj. og Omegn
Spare- og Lånebanken i Nykøbing Sjælland blev i maj måned 1917 overdraget til Landmandsbanken.
En kreds af borgere med redaktør N. Vallentin Nielsen og borgmester Jakob Jensen, Nykøbing Sjælland, trådte sammen med det formål enten at tilbagekøbe den gamle bank, eller også søge oprettet en ny bank.
Trods gentagne forhandlinger lykkedes det ikke at tilbagekøbe den gamle bank, hvorfor man gik i gang med arbejdet på oprettelse af en ny bank.
Man begyndte med tegning af aktier, og da der viste sig en god stemning for aktietegningen, var der i løbet af et par dage tegnet aktier for 47.300 kr., og da målet var en aktiekapital på 50.000,00 kr. kunne det nedsatte udvalg allerede 1. juni 1917 indkalde til stiftelse af den nye bank.
Banken fik navnet: Banken for Nykøbing Sj. og Omegn. Fik et repræsentantskab på 9 medlemmer med redaktør N. Valintin Nielsen, Nykøbing Sjælland, som formand. Kæmner Th. Christensen, der havde været meddirektør i den til Landmandsbanken overdragne gamle bank, blev også meddirektør i den nye bank.
Som bankkyndig valgtes M. H. Olsen, Herning.
Banken begyndte sin virksomhed den 15. juni 1917 i afdøde bogtrykker Jacobsens ejendom på Algade. Lokalerne og interiøret var meget primitivt.
De lokaler banken var begyndt i viste sig hurtigt for små, og den 1. november 1917 rykkede banken i lokalerne i kredslæge Herskinds ejendom på Algade, den ejendom der senere ejedes af dyrlæge Vinding.
Den 3. juli 1918 var der tegnet 50.000,00 krs. nye aktier, så aktiekapitalen nu var på 100.000,00 kr.
Man havde ofte drøftet, at banken burde ligge på hjørnet af Algade og Grundtvigsvej, hvor farver Nielsens ejenddom lå, så da arvingene i 1918 satte den til salg, fik man kaldt bestyrelsen sammen, og købte ejendommen for 30.000,00 kr.
Først i året 1923 lod banken den nuværende bygning opføre, og den 1. november 1923 flyttede man ind i de nye lokaler. Bygningen er opført efter tegning af arkitekt Ejnar Andersen, København.
Allerede 1920 havde banken imidlertid udvidet aktiekapitalen til 250,000,00 kr.
Vedtægtene pr. 31. marts 1931 viser at bestyrelsen består af proprietær L. P. Hansen, Nordgård, Nykøbing Sjælland, som formand, tømrermester Niels Frandsen, Nykøbing Sjælland, som næstformand og købmand Hans Hansen, Nykøbing Sjælland. - Disse tre mænd har alle været med i bankens ledelse siden starten i 1917.
1933 var bankens ballance 2,4 millioner kr., og omsætningen var ca. 32 millioner kr. - Aktiekapitalen var som tidligere anført 250.000,00 kr. - Reservefonden andrager 110.000,00 kr. - Udbyttet af bankens aktier var det første år 5 pct., og de senere år 7 pct.
Se også: Sjællandske Bank.
Se også bygningsregistreringen: Algade 21.
Kildehenvisning: Holbæk amt 1933-34 udg. af Amtshistorisk Forening.---SOC 10. okt 2011, 11:22 (CEST