Asfaltbal i Nykøbing

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Asfaltbal:
Asfaltballet i Nykøbing samlede altid mange mennesker, men hvornår er billedet taget? - Fotograf: Ukendt.

Snakker man om "Asfaltballet" i Nykøbing Sjælland, blev det altid omtalt som Danmarks største sommerfest, og også en af de mest traditionsrigeste fester.

Det var faktisk i Nykøbing Sjælland begrebet "Asfaltbal" opstod da man opdagede at de asfalterede gader var et fortrinligt dansegulv. Det skete allerede i 1930, da den daværende borgmester, Jacob Jensen, der var sagfører og formand for turistforeningen foreslog at man skulle markere, at asfalten havde afløst de toppede brosten på Algade. Ved den lejlighed "opfandt" man navnet "Asfaltbal", som snart spredte sig til hele landet. Afbrudt af et par år under Anden Verdenskrig fortsatte man med Asfaltbal hvert år helt op gennem 60-erne og 70-erne intil det gik over til at blive en "Havnefest" afholdt på Nykøbing Sjælland havn.

Optog:

Blandt mændene bag de første asfaltballer var foruden Jacob Jensen den herlige teaterdirektør og senere æresmedlem af Odsherreds Turistforening, Ivar Schmidt, der fra sit teater i København medbragte masser af farveprægtige kostumer til optogene, forfatteren Mogens Dam, der jo også i Nykøbing Sjælland dengang hentede impulser til sit berømte "Pjærekjøbing Tidende", der var fotograf Valdemar Hansen, der som gammel skuespiller i masser af år lagde krop til rollen som en af optogets hovedpersoner, og der var malermester Jarmer, en farveglad kunstner, der med fantasi forestod opbygningerne til optoget.

I mange år var optoget hovedattraktionen ved asfaltballet, og mange optog blev husket i mange år fremover, og ikke mindst optoget med kæmpetyren "Højager Nakke", (det år da denne tyr fra Borggaarden i Nakke havde fået kongepræmie på Bellahøjs Dyrskue), der i en vældig opbygning, olm og prustene førtes gennem byen. Inde i sad betroede folk, der dels lod havnens tåge-sirene lyde, og dels pustede cigarrøg ud gennem tyrens næsebor.

Der var optoget med "Jarlen af Bothwell", der var "Marsk Stigs indtog" med over 100 ryttere og skuespilleren Gunnar Lauring som en imponerende Marsk, der var Grundlovsoptoget med Frederik den syvende, og Grevinde Danner i åben Landauer, fulgt af den grundlovsgivende forsamling, hvoriblandt "Grundtvig", her som ved flere andre lejligheder, fremstillet af boghandler Gunnar Rasmussen, som havde en boghandel i Svanestræde, og han var iøvrigt selv en ætling af Grundtvig, og havde en slående lighed med den gamle salmeskjald.

1972 den 4. oktober besluttede man at stoppe med asfaltballerne efter et voldsomt fald i antallet af besøgende. I Turistforeningen mener man den nu er blevet så omfangsrig, at den er til gene for byens borgere.

Der var 6.889 besøgende 1970 - 7.391 besøgende 1971 - 7.963 besøgende 1972.

Det var det første møde i Turistforeningen med de indvalgte kommunerepræsentanter, og bestyrelsen konstituerede sig med Marie Steen som formand, Bent Højbjerg som næstformand og Palle Hansson som sekretær.

Kilde: "Dette er Odsherred" udgivet af Odsherreds Turistforening, Nykøbing Sjælland. - Holbæk Amts Venstreblad 5. oktober 1972.--SOC 23. jun 2011, 16:25 (CEST)