Ulkerup
Nedlagt landsby, som lå i Ulkerup skov mellem Egebjerg og Nykøbing Sjælland i Odsherred.
Ulkerup stavedes i de gamle skrifter Ulkethorp, Ulkurp = Ulkes thorp. En P. Ulke nævnes her i 1231.
Også nævnt som "Ulkestrup" i nyere tid.
Landsbyen Ulkerup, der lå i den gamle Bispeskov som før reformationen havde tilhørt Roskilde bispestol, blev brudt ned i slutningen af 1700-tallet, så dens jorder kunne tilplantes med skov.
Her lå da 6 gårde, 1 boel-sted og 9 huse. Ved matriklen i 1682 havde Ulkerup bestået af 6 gårde og 3 huse med 71 tdr land jord omkring.
Landsbyen nævntes så tidligt som 1231 i jordebøgerne.
Indtil Ulkerup by blev nedlagt lå skovridergården her, men blev så flyttet til dens nuværende placering. Den nye gård fik navn efter den daværende skovrider Mantzíus, men var iøvrigt sá ringe bygget, at længerne måtte genopføres i 1830.
Hvorvidt skovridergården i den gamle landsby er den samme gård som forvalteren over det kongelige gods i Odsherred, Niels Christian Bang, boede i de første embedsår, ved man ikke. Men det er sandsynligt.
Indtil l680'erne var skovriderboligen på kongens jagtgård ved Asmindrup, men blev derefter flyttet. Godset var dengang ryttergods som blev bestyret af regimentsskriveren, men i 1719 blev forvaltningen overført til Sjællands Stifts renteskriverkontor, og det daglige tilsyn førtes af en fuldmægtig som boede i Ulkerup.
I 1728 udnævntes en særlig forvalter, nemlig Niels Christian Bang, der boede i landsbyen til 1734, hvorefter han flyttede til Egebjerggård. Han er mest kendt som Grundtvigs og Henrik Steffens bedstefar, men hans administration af krongodset og bøndernes fæsteforhold skabte ham også på den tid et navn, og godskontoret i Ulkerup har utvivlsomt givet stedet anseelse og gjort landsbyen kendt viden om.
Ulkerup var en skovlandsby, baseret på kvægavl og animalske produkter. For eksempel blev det meste af afgifterne i mange år betalt med smør.
For de 6 gårde i landsbyen fik kvægpesten i 1740-erne derfor alvorlige følger; Bøndernes gæld voksede og gårdene forfaldt. Sammen med reformtankerne (specielt udskiftningen) og et ønske om en bedre skovdrift betød det, at det i 1782 blev besluttet at nedlægge landsbyen helt.
Tre af bønderne fik nye gårde i nabolaget, og to bondefamilier fik sammen med ni husmænd hver et husmandslod i det tidligere Strandvang.
Kilde: Forsvundne landsbyer i Odsherred/ af Kurt Sørensen, 1983.
