Grønnehavehus

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Grønnehavehus ca. 1910
Sommerrestauration i Nykøbing Sjælland. Grønnehavehus lå i skovbrynet i Grønnehave skov lige syd for byen og med udsigt over fjorden.

Den blev opført i 1902 eller 1903 i to etager (til erstatning for "Den Runde Dansepavillon", der var opført tidligere, og som blev flyttet til Rørvig Kro og Badehotel), hvoraf den øverste rummede en sal for foreningsballer og fester. Mens den nederste indeholdt restaurationen. Foran huset var en åben veranda, hvor man kunne nyde udsigten og søndagskaffen, mens musikken spillede. Desuden var der en lille te-pavillon. Bag opførelsen stod 3 af byens foreninger - Den Borgerlige Forening, Skytteforeningen og Landboforeningen.

Det foregik der i 1930.
Annonce i Holbæk Amts Venstreblad

Stedet var i mange år ramme om byens sommerforlystelser, bl.a. fugleskydningen. I 1891 var der afholdt fest for at skaffe penge til bygning af Teknisk Skole, med teaterforestilling, varietè, ballonopstigning og dans, og i skænkestuen solgtes da rejemadder (15 øre), snaps (10 øre), øl (15 øre) og kaffe med små cognac (25 øre).

Det foregik der også i 1930.
Annonce i Holbæk Amts Venstreblad.

Restaurationen blev hurtigt populær, og i 1927 blev den bygget om og udvidet- således blev den åbne veranda lukket med glasvægge - og ovenover byggede man en lang balkon i hele husets længde, hvor de dánsende kunne svale sig.

I de københavnske aviser kunne Grønnehavehus anbefale sig til "det ærede publikum, der i sommerens løb agter at foretage en udflugt": man havde to sale hvor "der kan dækkes til henholdsvis 600 og 100 personer". Et orkester sørgede hver aften til midnat og på søndag eftermiddage for koncert. Revyforfatteren Mogens Dam skrev i disse år Grønnehavehus-valsen som en hyldest til livsglæden der udfoldede sig her.

Grønnehavehus nedbrændte søndag d. 15. juni 1975. Dagen efter var der en grundig dækning af branden i Holbæk Amts Venstreblad og i en artikel i Holbæk Amts Venstreblad 18. juli 1975 berettes om, hvordan de sidste forkullede rester af Grønnehavehus bliver ryddet væk - og at foreningerne bag Grønnehavehus havde opgivet at genopbygge den.

Kilder:Grønnehave Skov/af Kurt Sørensen, 1986 og Byens Værtshuse/af Kurt Sørensen, 1988. Samt Holbæk Amts Venstreblad