Grønnehave skov
Grønnehave skov er utvivlsomt en rest af den skovbevoksning, der i middelalderen omgav Nykøbing Sjælland. Et kort til Resens Atlas angav endnu i 1600-tallet tre små skove omkring byen, nemlig Askehave, Grønnehave og Øster skov, hvoraf de to sidstnævnte siden syntes at være vokset sammen. Også Videnskabernes Selskabs kort fra 1771 viste skoven.
Tidligere dækkede skove store dele af landet, men de blev ofte forhuggede, anvendt til brænde og tømmer. I middelalderens Nykøbing fremstilledes bl.a. store mængder malt, hvilket krævede opvarmning og tørring af den gærede byg over brændeild. Man ved det fordi bispestolens indtægter i 1300-tallet til dels bestod af en halv snes læster malt fra byen, svarende til henved halvtreds tons.
Skovbevoksningerne havde dog næppe dækket højderne ved Grønnehave længere tilbage i oldtiden. Ud mod den gamle kystlinie ved Isefjorden ligger en halv snes gravhøje fra broncealderen, som sikkert har været synlige langt ude fra fjorden, da de blev til. Højene ses fremdeles mellem træerne langs stien i skovens østside. Og de viser naturligvis at stedet har været bebygget i et par tusinde år før vor tidsregning - men derudover har man ingen viden om det.
De tidligste optegnelser om Grønnehave skov stammer fra 1500-tallet. Formodentlig erhvervede kronen skoven ved reformationen i 1536, hvor alt kirkegods overgik til Christian III, og under efterfølgeren Frederik II har den sikkert tilhørt en del af det kongelige jagtområde. Et bevis herpå er historien om "Det Hvide Hus", som man ikke kender placeringen på, men Grønnehave skov er et godt bud.
Sidst i 1500-tallet blev Grønnehave bortforpagtet til en Nykøbing-borger ved navn Laurits Jensen, da kongen øjensynligt ikke længere havde brug for skoven. Man kender borgerens navn, fordi han på kysten neden for skoven bjærgede en hvalfisk og herfor ("uhjelmet") idømtes en bod til kongen, ligesom han senere indviklede sig i et skænderi med købstadens byfoged.
På den tid har der formentlig ligget en gård i skoven, og dens jortilliggender synes forøget i 1630-erne, hvor en borger fra København, Hans Jørgensen, søgte kongen om at mageskifte med en gård han ejede i Hønsinge. Ved den lejlighed udgik Grønnehave af kronens eje og blev lagt under købstadens jorder, og hans Jørgensen fik desuden andel af overdrevet uden for byen til fædrift.
At dømme efter matrikelkort og opmålinger fra 1788 var gården da firlænget, mens de dyrkede arealer bestod af rydninger i skoven, samt et stykke strandeng.
Sagn omtaler "på en klint nordligst i Odsherred" Sct. Thores kilde, og kilden i Grønnehave skov er netop en af herredets nordligste. Sagnet forbinder den med to andre helligkilder, nemlig Sct. Karens Kilde ved Kildehusene lidt sydligere i fjorden, og med Sct. Helenes kilde ved Tisvilde, og beretter om tre søstre der omkom på havet, og hvis lig drev i land, hvor kilden derpå sprang frem af jorden. Nogle yderligere overleveringer om kilden ved Grønnehave kendes ikke.
I randen af skoven lå desuden en vandmølle. Vandet fra Engmosen og omliggende jorder løb langs skovkanten mod nord, og dannede en kløft, hvor man med en lille dæmning opstemmede vandet så det drev hjul og værk. Grønnehave mølle blev imidlertid nedlagt i begyndelsen af 1800-tallet og erstattet af en vindmølle vest for købstaden, hvor den såkaldte Lille Mølle var blæst omkuld i 1793.
Op gennem århundrederne var stien gennem skoven en offentlig sti. Ved Vibehusene i skovens sydligste del passerede den over "stenten", og herfra ned mod det åbne land.
Sagn knytter sig også til skoven, for det var her på stien Niels Jensen fandt Troldomsbogen Cyprianus da han var på vej fra Anneberg til Nykøbing.
