Else Danielsen

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Else Danielsen på kørekort udstedt i 1964. - Foto: Annie Brydegaard Danielsen, Holbæk, 2016.
Else Danielsen, Brydegaard, Nakke, Rørvig sogn.

Else Astrid Hansen blev født 6. juni 1925 i Hvalsø.

Hun var datter af Kirstine og tømmermester Frederik Hansen, der havde sønnerne Victor Didriksen og Hans Peter Hansen. 1½ år efter blev familien forøget med endnu en pige.
Daniel og Else Danielsen med Odsherred Landboforening på studietur til Holland i 1964. - Foto: Annie Brydegaard Danielsen, Holbæk, 2016.

I 1927 flyttede de til en lille gård i Taastrup Huse på Midtsjælland. Else, Hans Peter og Valborg kom til at gå i skolen ved siden af St. Taastrup Kirke.

Hjemmet i Taastrup Huse var præget af 1930’ernes fattigdom, og Else kom som lille pige til at passe lærer Kirkegaards børn efter skoletid. Pengene blev år for år lagt til side til konfirmationstøj. Først da Else blev ansat på en dametøjsfabrik, kunne hun råde over sine egne penge. Hun lærte tilskæring og syning; men mangel på metervarer under 2. Verdenskrig medførte, at uddannelsen ikke blev gjort helt færdig.

1947 blev Else ansat på Postfunktionærernes Feriehjem i Rørvig, hvor hun lærte rigtig meget om at føre stor husholdning med rengøring, servering, lave madplaner og føre regnskab.

1950 den 7. januar blev hun gift med Daniel Danielsen, Nakke, der var gårdejer på Brydegaard.

På det tidspunkt summede Brydegaard af daglige aktiviteter i stalde, have, hus og på 68 tdl. agerjord, mose og eng i takt med årstiderne skiftede. Besætningen var på 27 røde malkekøer, kvier, kalve, fedesvin, høns, gæs, katte, hund og frederiksborgheste med føl.

Arbejdsfordelingen var trukket op. Else Danielsen stod for husholdningen og hvad der af fulgte.
Kirstine Hansens 80 årsfødselsdag på Brydegaard den 30. maj 1970. Fra venstre sidder Aksel og Valborg Sørensen, Kirstine Hansen og Oda Didriksen. Bagerst står Daniel Danielsen, Victor Didriksen og Else Danielsen. - Foto: Annie Brydegaard Danielsen, Holbæk, 2016.

Daniel Danielsens domæne var driften af gården. De diskuterede familiens økonomi og deltog begge i socialt arbejde uden for hjemmet.

Else Danielsen sad en overgang i Rørvig Husholdningsforenings bestyrelse. Hun var også med i kredsen, som udførte ulønnet socialt arbejde i sognet. Hun var aktiv i gruppen som kom og underholdt med hyggesnak og fællessang på Rørvig Alderdomshjem på Møllebakken.

På et tidspunkt flyttede Else Danielsens bror, malermester Hans Peter Hansen, Nakke, ind på gården, og da han døde, flyttede Else Danielsens mor, Kirstine Hansen, ind på Brydegaard.

Efter Daniel Danielsens død, solgte Else Danielsen Brydegaard, og købte hus i Nykøbing Sjælland i 1978.

Else Danielsen døde i 1983.


Kilde: Annie Brydegaard Danielsen, Holbæk, 2016.--SOC 27. maj 2016, 19:46 (CEST)