Audebodæmningen
Til højre ses Lammefjordssøen og i baggrunden vindroserne ved Audebo Pumpestation.
Til venstre anes skorstenene til pumpestationens dampmaskiner.
Skorstenene blev nedrevet i 1920erne, da dampmaskinerne blev afløst af elektrisk drift.
Fotograf: Søren Bay, Asnæs.
Den blev også kaldt "Lammefjordsdæmningen".
Mellem Audebo og Gundestrup var der faktisk en lille færge, som kunne transportere hest og vogn, og selv om der var andre færger i Holbæk fjord, Lammefjorden og Siddinge fjord, var disse meget mindre, og næppe meget andet en store robåde og pramme.
Det første spadestik blev taget 3. april 1873 på Audebo Mark på Tuse Næs. Herfra skulle dæmningen udgå i nordvestlig retning over fjorden til Gundestrup.
Længden ville blive 2.400 meter, og i omtrent halvdelen var der dybt vand.
Dæmningsarbejdet var overdraget ingeniør Sletting. Dæmningen skulle hæve sig til en højde af 3½ meter over daglig vande. På ydersiden skulle store partier beklædes med svære rullesten.
I årene 1873-74 anlagde man så en dæmning mellem Audebo og Gundestrup, udfor hvilken der i overensstemmelse med koncessionsvilkårene anlagdes en "skibbro" (Lammefjordshavnen), hvor selv de største af de skibe, der iøvrigt kunne besejle Isefjorden, kunne gå ind.
Dæmningsanlægget krævede meget store jordtransporter, hvilket oprindeligt skete med 60 heste og 120 tipvogne på en primitiv jordbane.
Efter man havde fyldt de sænkekasser med sten, der skulle danne kærnen i dæmningen, fortsatte arbejdet med at forstærke dæmningen, og hertil havde man anskaffet endnu et lokomotiv, der kunne trække 32 tipvogne indeholdende 36 rummeter fyld. Lokomotivet kunne gøre 22 ture dagligt ad banen, der strakte sig fra bakkedragene syd for fjorden ud på dæmningen. Denne Odsherreds første dampdrevne jernbane blev nedlagt, og sporene taget op i 1875, og der eksisterer ingen levninger fra den.
På dæmningen anlagdes en vej, til hvilken der førte tilslutningsveje fra såvel nord som syd, således man nu fik en vejforbindelse mellem Holbæk og Nykøbing Sjælland, der var 2 mil kortere end den hidtidigere eneste vej over Svinninge og Draget.
Dæmningen bygges:
Om det var baron Zythpen-Adeler, Dragsholm Slot, der først fik inspirationen, eller en anden person har overført den til ham, ved vi ikke. Vi ved kun han blev sjælen i det store landvindingsprojekt, der skulle fravriste Lammefjorden ca. 10.000 tdr. land.
Der blev taget jordprøver fra alle dele af fjordbunden, og der blev gjort en masse beregninger om strømforholdene, vandets udpumpning, og arbejdsplaner, så det tog kun 2½ år inden vandstanden var sænket 8½ fod.
Vanddybden var under almindelige vindforhold 22 fod, men hvad der vanskeliggjorde arbejdet mest, var den betydelige ebbe og flod i fjorden, 6 timer indadgående og 6 timer udadgående.
Jordarbejdet blev påbegyndt den 3. april 1873, og den 23. september 1874 var gabet lukket.
Det dramatiske øjeblik da gabet blev lukket hører med til historien, for den 21. september var voldene så tæt sammen, at der kun var 70 meter for oven imellem dem. Men det var ude på det værste strømdyb, og vældige vandmasser pressede sig igennem.
Efter at strømmen var passeret ud, gik der ca. 1 time inden den indadgående strøm kom. I dette øjeblik var tiden til den endelige lukning inde.
Der var bygget 3 store sænkekasser, der på siderne var beklædt med lange risrækker.
Kasserne var læsset med så mange sten, som de kunne bære. Derpå blev de bugseret på plads for enden af hinanden i voldlinien.
På begge sider af volden stod alle tipvognene læsset med sten og jord parat til at fylde i sænkekasserne, at de kunne synke, og dermed standse strømmen.
Det var stille vejr, og alt gik efter beregning.
Da kasserne sank til bunds med sin stenlast, lød der fra arbejderne et rungende hurra.
De følgende 2 dage fuldførtes så lukningen helt. Det gjaldt nu om at værne om det vundne ved at gøre volden så stærk, at den altid kunne modstå vandets tryk.
I mange år syntes volden at være uindtagelig for havet.
Men den 23. oktober 1921 var der storm fra nordvest. Vældige vandmasser blev tvunget ind i Isefjorden. Henad aften drejede stormen om til nordøst. Derved førtes høje bølger direkte mod volden.
Storm og vand vedblev at stige. Og i nattens løb slikkede bølgerne flere steder hul i dæmningens overrand og sider.
Der var alarmeret mandskab til at holde vagt, og udbedre de farligste skader med sandsække og halm, og beboerne på den vidtstrakte flade blev anmodet om at holde sig rede på minutter at rykke op det høje land, hvis havet skulle vinde i den rasende kamp.
Men dæmningen holdt, og blev efter dette yderligere sikret ved, at der blev lagt et stærkere glacis.
Da udpumpningen var nået så vidt, at vandstanden var sænket 8½ fod, var størstedelen af fjorden tørlagt. Tilbage var dog en anseelig indsø.
Se også: Dæmningsarbejdere ca. 1873 - 1.
Se også: Dæmningsarbejdere ca. 1873 - 2.
Kilde: Odsherreds Jernbane 1899-1974 udg, af Dansk Jernbaneforbund - Grevinge Sogn, III bog, samlet af Anders Andersen. - Odsherred Tidende 2. april 1948.--SOC 10. feb 2012, 01:13 (CET)
