Lammefjordsdæmningen
Lammefjordsdæmningen, Audebo, Odsherred.
Det mest almindelige navn var "Audebodæmningen".
Her er historien om da Audebodæmningen var i fare for at bryde sammen.
Det var den 23. oktober 1921, og det var en skæbnesvanger aften.
Historien er fortalt til Holbæk Amts Venstreblad af boelsmand Anders Andersen, Østre Lyng, Nykøbing Sjælland, tidligere "Stenbjerg", Plejerup, hvor han var med til at redde det flade landskab for undergang, og han fortæller i "en øjenvidneskildring" herom:
Dæmningen havde i 47 år modstået alle hidtidige stormfloder. Ganske vist dækkede glasiet ikke helt op til kanten - jeg tror der manglede et par meter - men om togskinnerne var der endnu, kan jeg ikke huske.
Det havde i flere dage blæst fra nordvest, men dog ikke i så orkanagtigt omfang, at skovene led videre skade. Men den vedholdende storm havde tvunget vældige vandmasser udefra ind i vore fjorde. Højvande og storm fra nordvest var dog ikke særlig farlig for dæmningen.
Om aftenen den 23. oktober, lige inden mørket faldt på, gik jeg fra Lindebjerg i Højby sogn, på vej til Frenderup i Grevinge sogn. Allerede da var vandstanden ret høj, så bølgerne slog over volden og vejbanen som en styrtregn, der kom stødvis, og som var umulig at undgå.
På det tidspunkt begyndte vinden at dreje om i det aller farligste hjørne - nordøst - så bølgerne slog direkte imod voldens bredside, og slikkede sig i huller i den glaciøse jordmasse.
Om end jeg vandrede våd og skyndsomt gennem bølgesprøjtet, tænkte jeg endnu ikke på, at faren var overhængende. Jeg stolede blindt på voldens styrke. Dog, da jeg havde passeret broen og landvandingskanalen ved Gundestrup Færgekro, og kunne bestige volden, begyndte jeg at ængstes.
Her bag ved langs fjordens Vestbred var der opført et dige på ca. 1 m i højden, som skulle beskytte de bagved liggende marker. Men alt var oversvømmet. Vandet stod helt op til færgegårdens rejselade.
Her fra volden kunne jeg se, og fatte, vandstandens forfærdende højde. Men endnu havde jeg ingen tanke om, at volden kunne vælte.
Den holdt også - ved små menneskers energi og kløgt - mennesker som i de første kritiske øjeblikke ikke havde andet håndgribeligt at stole på end halmstrå.
En halmstak blev kørt til katastrofestedet, og knipperne blev af dyngvåde offervillige mænd, presset ned i de bølgeslikkede huller, mens andre fyldte sand i sække, der transporteredes ud indtil hvert gab var stoppet, og vinden løjet af.
Dette må ikke glemmes når erindringerne opfriskes denne - nu historiske - begivenhed, at vel kan naturkræfterne rase, men hvad han menneskers mod og livsvilje ikke udrette når det gælder.
Fortalt af Anders Andersen.
Kilde: Holbæk Amts venstreblad 16. maj 1967.--SOC 30. aug 2014, 14:37 (CEST)
