Niels Christian Bang

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Niels Christian Bang, Egebjerggård, Egebjerg, Odsherred.

Niels Christian Bang var præstesøn, født i Vorbasse sogn i Jylland 1699.

Han bliver 16. september 1728 udnævnt til forvalter over det kongelige gods i Odsherred, og han får først bolig i Ulkerup i Egebjerg sogn. Faktisk var han den første forvalter.

Han kunne naturligvis ikke selv foretage det daglige tilsyn, så til dette havde han en fuldmægtig, Herlof Kjær, der boede i Ulkerup. En Stephen Clausen, som på det tidspunkt boede i Vindekilde synes også at have haft noget med det kg. gods, eller regnskabet, at gøre.

Han var ugift da han kom til Ulkerup, men inden der var gået et år, blev han gift med Catarina Marie Kjær.

1734 flytter Bang til Egebjerggård, som han får i fæste for livstid, men med ret til for ham at opsige fæstemålet.

1743 dør Catharina efter at have født ham 10 børn, hvoraf 4 dog var døde før moderen.

Derefter bliver Niels Christian Bang, i 1743 gift med Ulrikke Eleonore Schwane, og fik derfor Anneberg med i købet.

Han døde på Anneberg i 1760.

Han omtales som en alvorlig og ordenskær husholder, kraftig og streng af naturen.

+

Den Bangske slægt havde gennem et par århundreder skænket Danmark adskillige betydelige videnskabsmænd, og længere tilbage regnede man slægtsskab med Skjalm Hvide og Palnatoke.

Men det blev dog efterkommere fra dette hjem, der kom til at betyde noget for Danmark.

Niels Christian Bang og hans hustru fik tre søskende:

Sønnen Frederik Ludvig Bang blev født på Egebjerggård 5. januar 1747, og blev en fremragende læge, professor i medicin og overlæge ved Frederiksberg hospital i København. Han ægtede den unge enke Frederikke Nicoline Christiane Mynster, og blev derfor stedfar for hendes 2-årige søn Jacob Peter Mynster, der blev en af Danmarks betydeligste prælater, og han virkede gennem mange år som Sjællands biskop.

Det var hans datter, Cathrine Marie Bang, født på Egebjerggård 1748, der den 4. oktober 1768 blev viet til præsten ved Odden kirke Johan Ottosen Grundtvig, der havde været huslærer på Egebjerggård, og således blev moder til Biskop N. F. S. Grundtvig. Johan Ottosen Grundtvig var søn af sognepræsten i Vallekilde, Otto Grundtvig, der tidligere havde været præst på Sejerø. Christine Marie fødte sin mand 4 sønner, der alle blev præster, den fjerde og sidste dog den navnkundigste, nemlig Nikolaj Frederik Severin Grundtvig.

Cathrine Marie Bang døde 1822.

En anden af hans døtre, Susanna Christina Bang født på Egebjerggård 1751, blev gift med lægen Henrich Steffens, og blev mor til den kendte filosof og naturvidenskabsmand Henrik Steffens, der blev født i Stavanger i Norge 2. maj 1773.


Kilde: Danske Slotte og Herregårde.

Kilde: Artikel af valgmenighedspræst Uffe Hansen, Ubberup, i Holbæk Amts Venstreblad 2. januar 1954.

Kilde: Holbæk amt 1933-34 udg. af Amtshistorisk Forening.--SOC 16. aug 2011, 15:56 (CEST) Højby sogn for 200år siden af Chr. Mikkelsen.--SOC 10. nov 2011, 15:40 (CET)