Asmindrup sogn
1832 har J. H. Larsen i en topografisk beskrivelse opgjort antallet af beboere til 570 hvor 383 er over 15 år, og der er 1 sognekirke, 1 skole, 26 bøndergårde, 62 huse med jord, 18 huse uden jord, 2 boelsteder, 1 vejrmølle, 1 kro på landevejen, ialt 24 fæstegårde, 2 arvefæstere, og i skolen er tilmeldt 85 skolebørn. Ifølge folketællingen mangler der 9 personer, men den tids tællinger kan sagtens svinge lidt, da der ikke bliver talt på samme tidsrum.
Kvægbestanden er på 162 heste, 397 kvæghøveder, 456 får, 200 svin.
Asmindrup sogn havde ved folketællingen i 1930 1.000 indbyggere, og er der mindste i herredet.
Indtil 1924 hørte Asmindrup til Vig-Asmindrup kommune.
Asmindrup sogn består af byerne Asmindrup, Svinninge, Brændt og Skaverup.
Mod øst støder sognet til Isefjorden, hvor hele den sydlige del dækkes af Annebergskoven. Det indre af sognet er højslette med en mængde bakketoppe, omgivet i vest af lave enge og moser, og i syd af dalstrøget Svenstrup Hestehave, hvor der tidligere har ligget en landsby, som blev afbrændt under Svenskekrigene.
Asmindrup kirke er bygget i romansk stil af kampesten.
Desuden fandtes en filial af Banken for Holbæk og Omegn, en maskinfabrik og en skærvefabrik samt jernbanestation, postkontor og telegraf- og telefonstation.
Indtil 1958 var parcellist Thorkild Mortensen, Glostrup Overdrev, snefoged, men han rejste.
1958 den 1. maj er parcellist Poul Nielsen, Ulkerup, (Poul Nielsens gård), valg til ny snefoged.
Se også: Kirkebjerg.
Se også: Vig-Asmindrup Sogneråd ca. 1915.
Se også: Vig-Asmindrup Sogneråd 1917-1921.
se også: Vig-Asmindrup Sogneråd 1921-1924.
Se også: Nr. Asmindrup Sogneråd 1924.
Indholdsfortegnelse
Sognerådsformænd:
Sofus Andreas Simonsen som var i sognerådet i 29 år, og heraf 21 som sognerådsformand 1929-1958.
1958 den 24. marts Kjeld Åby Nielsen, Hesselholm, til 1963, hvorefter han trak sig.
Rasmus Knudsen fra 1963.
Sognefoged-institutionen ophørte pr 1.-1.-1974.
Befolkningstallet:
1769 = 310 - 1787 = 351 - 1801 = 387 - 1834 = 579 - 1840 = 614 - 1850 = 643 - 1860 = 752 - 1870 = 882 - 1880 = 933 - 1890 = 882 - 1901 = 923 1911 = 954 - 1955 = 1.015 - 1960 = 958 - 1976 = 1.105 - 1980 = 1.234 - 1985 = 1.209 - 1990 = 1.185 - 1995 = 1.143 - 2000 = 1.176 - 2005 = 1.175
Da man delte Vig og Asmindrup sogne
I begyndelsen af 1920erne ønskede et flertal af vælgerne i Asmindrup sogn at blive adskilt fra Vig sogn i kommunal henseende, og der blev sendt et andragende derom til Holbæk Amtsråd.
Amtsrådet vedtog i medfør af lov om landkommunernes styrelse m.v. under forudsætning af Indenrigsministeriets godkendelse at adskille de to sognes kommunalvæsen, og i skrivelse af 31. august 1923 indstilledes beslutningen til ministeriets stadfæstelse.
Efter brevveksling med de forskellige ministerier og øvrige instanser meddeler Indenrigsministeriet den 15. januar 1924 til Holbæk Amtsråd, at det efter omstændighederne samtykker i, at de nævnte sogne fra den l. april 1924 at regne adskilles i kommunal henseende, for frem tidlig at udgøre tvende særskilte kommuner.
Ministeriet overlod til amtsrådet at træffe endelig afgørelse af delingen mellem sognene af fattig- og skolevæsenets aktiver og passiver samt af de indretninger, som måtte være fælles for sognene.
Den 18. februar 1924 meddelte Holbæk Amtsråd Vig-Asmindrup kommune på hvilke vilkår, delingen skal ske.
Formue og gæld blev fordelt med 76 % til Vig og 24 % til Asmindrup kommune.
Hver kommune overtog de bygninger m.v., der er beliggende i det pågældende område.
Asmindrup kommune overtog Asmindrup hovedskole og forskole med inventar samt sprøjte og sprøjtehus i Svinninge.
Fælleskommunens arkiv opbevares i Vig kommune, men er tilgængelig for Asmindrup sogneråd med hensyn til de oplysninger og afskrifter, som har interesse for Asmindrup kommune.
Fælleskommunen råder over 6 pladser på Nygård Alderdomshjem; af disse pladser tilfalder efter delingen 4 pladser Vig kommune og 2 pladser Asmindrup kommune.
Sognerådsmedlemmernes antal bestemmes således, at der til Vig sogneråd vælges 11 medlemmer, og til Asmindrup 7 medlemmer.
Asmindrup kommune fik kun en kort levetid. Den 1. april 1970 dannedes, efter mange forhandlinger, Trundholm kommune ved sammenlægning af Vig, Asmindrup, Egebjerg, Odden samt den største del af Højby kommune.
Vejforlængelsen 1955:
1955 den 19.juli var amtets vejudvalg i Nr. Asmindrup hele dagen, for først at se på forholdene langs hele den 3 km lange strækning, som den nye vej skal gå over, og dels for at forhandle med lodsejerne om arealafståelser og erstatninger.
Besigtigelsen var ledet af amtsvejinspektør Danø og landinspektør Forsberg. Asmindrup sogneråd var repræsenteret ved sognerådsformand Sofus Andreas Simonsen.
Ialt 16 lodsejere vil blive berørt af vejanlægget i større eller mindre grad. Tilbuddene om erstatning lød gennemgående på 55 øre pr. kvm for markjord, og 2,50 kr. for havejord. Hertil kommer erstatning for ulemperne. Begge dele er vidt forskellige for den enkelte ejendomme.
Der opnåedes frivillig overenskomst om følgende erstatninger:
Chr. Jacobsen, Hønsinge, 55 kroner. - Holger Olsen, Benzintanken, 237 kroner (selskabet skal flytte tank og skilte). - Jørgen Skovbjerg 600 kroner. - Jens Kaas, 2.390 kroner. - Emil Nielsen 196 kroner. - Poul Larsen, hvis mark deles i 4 dele, 30.000 kroner, hvoraf 20.000 kroner er for ulemper. - Stationen 200 kroner. - Sigurd Hansen 4.942 kroner. - Jens Benjaminsen 785 kroner. - Arthur Andersen, Nygård, 155 kroner.
Den samlede tilbudte erstatning til lodsejerne beløb sig til 74.000 kroner, heraf godt 34.000 kroner for de ikke antagne tilbud.
Viggo Hansen, Nørremark, Frede Andersen ( der skal have den næststørste erstatning), Herman Nielsen og Nordmark Rasmussen, har afslået de afgivne tilbud, mens Knud Hansen og Tormod Madsen, der skal have ret store erstatninger, ville overveje inden de siger ja.
Linieføringen:
Den nye vej skal gå i direkte fortsættelse af Cementvejen ved Hønsinge Nørremark, og det vil blive nødvendigt at anlægge en ny indføring i Slagelsevejen, hvad iøvrigt har været tiltrængt længe.
Fra indkørselen til Viekærgård skal vejen rettes ud, så den går lige forbi Jens Kaas gård ned over Frede Andersens marker og englodder bag Svinninge by.
Efter at have skåret af et hjørne af englodder tilhørende Knud Hansen, Herman Nielsen og Nordmark Rasmussen, fortsætter vejen over Poul Larsens marker til Asmindrup station, hvor stationsforstanderens have bliver formindsket lidt.
Ved passagen over banelinjen bag stationen skal der anlægges en 6 m høj viadukt, der kræver en omfattende jordpåfyldning. Jorden hertil skal tages fra "Lårbakken", der en gang før er gennemskåret. Den bliver så nu gennemskåret på den anden led.
Efter militært krav skal broen over jernbanen bygges så svær, at den kan bære 50 tons tryk, hvorved det bliver dyrere end beregnet,
Indtil Lårbakkerne vil vejen gå i en let bue mod øst.
Derefter kommer den til i en bue, ganske lidt den modsatte vej, over Tormod Madsen og Knud Hansens ejendom skærende lidt af hjørnet af den nuværende vej til Nr. Asmindrup Kirkeby, og munde ud ved Nygård, der skal afgive et ganske lille oversigtsareal .
Fra Nygård vil den nuværende asfaltvej foreløbig blive bevaret indtil Cementvejen i Stårup etableres, men det er meningen senere også at forny dette stykke vej.
Mens man naturligvis må bevare den gamle vej gennem Nr. Svinninge by, vil den nuværende vej blive nedlagt fra Lårbakkerne til Nygård, og en række ejendomme på denne strækning skal således have nye tilkørselsveje.
Det er meningen at arbejdet påbegyndes om et par måneder. Efter al sandsynlighed vil man bygge viadukten bag Asmindrup station først, og begynde med at køre fyld fra "Lårbakkerne" til denne.
Snefogeder:
1957 den 27. september valgte byrådet følgende snefogeder:
Gårdejer Clemen Jensen, Nr. Asmindrup. - Gårdejer Thorvald Hansen, Svinninge. - Forstander Rosedal Larsen, Svinninge. - Gårdejer Kjeld Aaby Nielsen, Brændt. - Parcellist Chr. Nørgård, Skaverup. - Parcellist Georg Petersen, Kildehusene. - Parcellist Ernst Hansen, Svenstrup Hestehave.
Kilder:
Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 1 – 1996.
Holbæk Amts Venstreblad 28. september 1957 og 25. marts og 1. maj 1958 og 9. december 1960.--SOC 2. feb 2013, 13:52 (CET)
Holbæk amt 1933-34 udg. af Amtshistorisk Forening. - Dansk Demografisk Database. - Statistikbanken.dk. - Odsherred, en topografisk beskrivelse af J. H. Larsen 1832.--SOC 24. apr 2012, 18:27 (CEST)