Højby Kommunebibliotek
Højby Kommunebibliotek, Højby, Odsherred.
Sonnerup Læseforening blev oprettet 21. januar 1880, men optegnelsen er først taget i brug i læreåret 1885.Foreningen begyndte sin virksomhed nærmest efter tilskyndelse af friskolelærer Anders Jørgen Pedersen i Sonnerup, som vidste, at der hos flere af de unge fandtes læselyst, særligt hos dem, som kom i aftenskole.
Således begyndte friskolelærer Anders Jørgen Pedersen, Sonnerup Friskole, en ny forhandlingsprotokol for Sonnerup læseforening den 12. november 1884.
I 1880 havde foreningen 18 medlemmer, som betalte hver 2 kroner i bidrag, og for disse penge blev de første bøger købt til foreningens bogsamling.
Det fremgår ikke af protokollen hvem der var foreningens formand i de første år.
Men fra 1885 til 1890 beklædte gårdmand Niels Andersen, Stenstrup, denne plads.
1890 afløstes han af parcellist Lars Jacobsen, Ellinge Kongepart indtil 1918 da Sonnerup Læseforening omdannedes, og fik navnet "Højby sogns Folkebogsamling".
Bogsamlingen havde 1880 til 1888 til huse i Sonnerup Friskole, og 1888 til 1919 i Stenstrup gamle Friskole, og udlånet blev i de fleste af disse år passet af ovennævnte friskolelærer Anders Jørgen Pedersen.
1919 overtog lærer K. Holst, Gudmindrup Friskole, stillingen som bibliotekar, og samtidig flyttedes bogsamlingen til Gudmindrup Friskole.
Lærer K. Holst var bibliotekar helt op til 1940, da han blev sparekassebestyrer for Højby Sogns Spare- og Lånekasse, og flyttede til Højby.