Flygtningeruterne Sjællands Odde-Mølle i Sverige

Flygtningeruterne Sjællands Odde-Mølle i Sverige

I slutningen af besættelsen, nemlig efteråret 1944 og foråret 1945, indtil kort tid før befrielsen, blev der på Frihedsrådets anmodning forsøgt oprettet, og gennemført, en transportrute for danske forfulgte modstandsfolk.

Ruten skulle gå fra Odden Havn til Mølle i Sverige, (Mølle ved Kullen). En af grundene til oprettelse af denne ret lange rute var de problemer, der blev større og større ved Øresundsruterne.

Kontaktmanden mellem København og Sjællands Odde var afdøde Dr. Lindhardt, Højby. De to fiskekuttere der anvendtes, var "Ellen", der tilhørte Karl og Aage Larsen samt "Søren Kanne", som Aksel Christensen ejede.

Afsejlingen skulle foregå fra Odden Havn, men vi sejlede kun en eller måske to gange. Vi blev hurtigt klar over, at der boede alt for mange mennesker ved havnen og at der nemt kunne være en, der var for åbenmundet.

Vi bestemte derfor at flytte indskibningen ud på kysten, selvom den ville blive vanskeligere og kræve flere medhjælpere. De to mest brugte steder var fra østkanten af Sonnerup skov og vestkanten af Klint bakker.

En gang sejlede vi fra det sted, hvor den nuværende havn er anlagt, og en gang ud for Klintsøgård. Grunden til at vi skiftede på udskibningsstederne var dels af sikkerheds grunde og dels vindretninger, det blev bestemt nogle timer før kutterne skulle sejle fra Odden Havn.

INDLOGERING AF FLYGTNINGENE.

I korte træk var praktikken den, at flygtningene blev indlogeret hos Lilly og Børge Jeppesen, pension REX, Sjællands Odde, eller hos Erna Jens Christensen i Klint på pension Rotofte.

FAREFULD TRANSPORT.

Vi havde bestemte lillebiler, som kørte for os til det sted, hvorfra de skulle gå det sidste stykke, i nogle tilfælde op til 2 km gennem Sonnerup Skov.

Flygtningene blev så sejlet ud i kutternes redningsbåde, men det blev meget hurtigt ændret, da det tog alt for lang tid.

Det blev så arrangeret, at Poul Petersen og hans broder, Knud, fra Sjællands Odde, med deres båd VIVI (motorbåd), med to ture kunne få alle passagererne om bord, foruden at de to kuttere kunde ligge en længere og sikrere afstand fra kysten.

I må huske på, at vi havde tyske militærforlægninger på Gniben, Sjællands Odde, Ebbeløkke Bakke ved Lumsås, og et hovedkvarter på Rødhætte i Klint.

Normalt sejlede vi med de to kuttere samtidigt, således at den ene kunne virke som redningsbåd, hvis den anden skulle komme ud for ulykke f.eks. minesprængning.

I perioden 1944/45 transporterede vi ca. 140 personer til Sverige uden uheld, bortset fra vrøvl med brændstoffet i begyndelsen, men da vi fik leveret godt brændstof fra København, var det problem løst.

I den allersidste periode af krigen havde fiskeeksportør Leo Henriksen m.fl. bygget en ny stor fiskekutter "Eva Mach" i Rødvig, og for at den ikke skulle blive beslaglagt af tyskerne til vagtskib, bestemte man, at kutteren skulle gemmes i Sverige til krigens afslutning, men skulle tage 28 flygtninge med fra Sjællands Odde, direkte taget om bord i Odden Havn.

Den dag, skibet skulle sejle om aftenen, kom kl.12.00 middag GESTAPO fra Hundested sejlende ind i havnen, gik om bord på kutteren, og undersøgte den.

Vi måtte aflyse den store tur og vi havde stort arbejde med at få de 28 mennesker tilbage til København, da vi jo ikke turde sejle efter den interesse Gestapo havde vist for kutteren.

Det, jeg har skrevet om, er hændelser for ca. 65 år siden. Der kan være et enkelt navn, der ikke helt rigtig, en forkert dato osv.

Også her en tak til moster Dagny for de oplysninger, jeg fik af hende.

Nedskrevet i marts 1992 af Bill Hansen.

Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 2 - 1993.--SOC 28. jan 2013, 00:39 (CET)