Forskel mellem versioner af "Frenderup Mølle"

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
m
 
(13 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke)
Linje 1: Linje 1:
[[Fil:Frenderup Mølle.jpg|300px|thumb|left|Frenderup Mølle, da der endnu var gang i mølleriet]]Oprindelig adresse: Egebjergvej 7, Grevinge. - Nuværende dresse: Egebjergvej 414. Matr. nr. 2g, Frenderup by, Grevinge.
+
[[Fil:Frenderup Mølle.jpg|300px|thumb|left|Frenderup Mølle, da der endnu var gang i mølleriet]]Frenderup Mølle, [[Frenderup]], [[Odsherred]].
  
Frenderup Mølle er en hollandsk vindmølle, bygget i 1866 af Peder Møller.
+
Oprindelig adresse: Egebjergvej 7, [[Grevinge]]. - Nuværende dresse: Egebjergvej 414, matr. nr. 2g, [[Frenderup]] by, [[Grevinge sogn]], areal 3,6 ha.
 +
 
 +
Marken kaldes for Brønsageren.
 +
 
 +
Frenderup Mølle er en hollandsk vindmølle, en såkaldt "Gallerihollænder", bygget i 1866 af Peder Møller.
  
 
I modsætning til så mange andre Hollandske vindmøller, havde denne ingen forgænger, hverken i en stubmølle eller en vandmølle.
 
I modsætning til så mange andre Hollandske vindmøller, havde denne ingen forgænger, hverken i en stubmølle eller en vandmølle.
I løbet af de første (godt og vel) 50 år skiftede møllen ejer 5 gange. Først til Lars Eriksen, til hvem lodden (ca. 6 tdr. land) blev udstykket, men han var her kun i få år og han udvandrede vist nok til USA.
+
 
Efter ham kom August Pedersen, Laurits Jensen og Jørgen Pedersen. Sidstnævnte havde kun møllen fra 1919 til 1920. Så mageskiftede han med Niels Peter Larsen, Engelstrup, hvis barnebarn, Jan Møllebro Larsen, i dag ejer stedet.
+
I løbet af de første (godt og vel) 50 år skiftede møllen ejer 5 gange. Først til Lars Eriksen, [[Brejneklint]], til hvem lodden (ca. 6 tdr. land) blev udstykket, men han var her kun i få år og han udvandrede vist nok til USA.
 +
 
 +
Efter ham kom [[August Pedersen]], Laurits Jensen og Jørgen Pedersen. Sidstnævnte havde kun møllen fra 1919 til 1920.
 +
 
 +
(1916 til 1928 står [[Vilhelm Drifte]] som ejer af møllen?)
 +
 
 +
Så mageskiftede han med Niels Peter Larsen, [[Engelstrup]], hvis barnebarn, Jan Møllebro Larsen, i dag ejer stedet.
 +
 
 +
Niels Peter Larsen var gift med Kristine, der er født 1871 i Grevinge sogn. Hun døde 3. marts 1953.
 +
 
 +
Niels Peter Larsen døde 18. maj 1947. 
 +
 
 
I sin tid havde man i møllen en meget stor produktion af mel, idet den ene ende af stuehuset var indrettet til bageri.
 
I sin tid havde man i møllen en meget stor produktion af mel, idet den ene ende af stuehuset var indrettet til bageri.
Mølledriften ophørte først i 1974, og den daværende ejer var nu Niels Peter Larsens søn, Aksel Andreas Larsen, som var Nordvestsjællans sidste aktive møller. Aksel Andreas Larsen er født den 6-9-1915 i Engelstrup og blev gift med Ebba Larsen født 15-2-1913 i København og er de sidste ejere af møllen mens den var i drift.
+
 
 +
Mølledriften ophørte først i 1974, og den daværende ejer var nu Niels Peter Larsens søn, Aksel Andreas Larsen, som var Nordvestsjællands sidste aktive møller.  
 +
 
 +
Aksel Andreas Larsen er født den 6. september 1915 i [[Engelstrup]] og blev gift med Ebba Larsen født 15. februar 1913 i København og er de sidste ejere af møllen mens den var i drift.
 +
 
 +
1982 var ejeren Jan Møllebro.
  
  
Linje 14: Linje 34:
 
Aksel Larsen har i utallige avisartikler fortalt sin mølles og sin slægts historie, og her fortæller han den endnu engang til Arrilds Lokaltidende:
 
Aksel Larsen har i utallige avisartikler fortalt sin mølles og sin slægts historie, og her fortæller han den endnu engang til Arrilds Lokaltidende:
  
Min far hed Niels Peter Larsen. Han var født den 5. november 1871 i Engelstrup. Min mor hed Kristine Madsen og var født den 18. december 1871 i Lynghusene.Såvidt jeg ved, havde mine forældre både gået i skole og til præst sammen – i hvert fald kendte de hinanden fra de var børn. Han var en værre ”Skrupsak” sagde mor, men så giftede jeg mig med ham alligevel.
+
Min far hed Niels Peter Larsen. Han var født den 5. november 1871 i Engelstrup. Min mor hed Kristine Madsen og var født den 18. december 1871 i Lynghusene.  
  
Kristine og Niels Peter Larsen blev gift den 22. september 1894 i Grevinge kirke. De bosatte sig på en lille ejendom på Engelstrup mark med tre tønder land og staldplads til en gris, et par køer og to heste.Vi var 6 søskende fortæller Aksel Larsen: Laurits, Christian, Marie, Ludvig, Hans og så mig – jeg er født i 1915.
+
Såvidt jeg ved, havde mine forældre både gået i skole og til præst sammen – i hvert fald kendte de hinanden fra de var børn. Han var en værre ”Skrupsak” sagde mor, men så giftede jeg mig med ham alligevel.
 +
 
 +
Kristine og Niels Peter Larsen blev gift den 22. september 1894 i Grevinge kirke. De bosatte sig på en lille husmandsejendom på Engelstrup mark med tre tønder land og staldplads til en gris, et par køer og to heste. Vi var 6 søskende fortæller Aksel Larsen: Laurits, Christian, Marie, Ludvig, Hans og så mig – jeg er født i 1915.
  
 
Der skulle naturligvis slæbes mange penge sammen for at forsørge sådan en familie, men far havde også mange jern i ilden; han kørte ud og slagtede for folk, og han var fast mand på det lokale tærskeværk, og så kørte han fragtmandskørsel til Holbæk, og det var derfor han var nød til at holde 2 heste. Dengang kørte en fragtmand med alt muligt; først og fremmest med almindelig varetransport, men for eksempel også kalve til slagteriet, og det var ikke ualmindeligt han havde et par passagerer med. Når han kørte kalve til slagteriet fik han altid betalingen med tilbage til bonden. Det har nok ikke været en ukendt sag; i hvert fald var han en gang ved at blive offer for et landevejsrøveri: Han havde været på slagteriet med et par kalve, og tegnebogen fyldte ret godt i inderlommen da han skulle hjemad. Ude i Allerup blev han stoppet af en mand, som gerne ville køre med. Far spurgte ham hvor han skulle hen, men manden nølede og kunne ikke rigtig gøre rede for det. Nå, sagde far, når du ikke kan gøre rede for det, så må du hellere gå, og så kørte han videre. Da han kom lidt derudaf sprang der pludselig en mand frem og greb fat i hestens hovedlag for at stoppe ham. Det var jo beregnet at den anden ”røver” skulle have siddet på vognen, og være parat til at overmande far, men han var der jo ikke, så far slog knald med pisken lige over hovedet på slubberten, og så fløj han af sted.
 
Der skulle naturligvis slæbes mange penge sammen for at forsørge sådan en familie, men far havde også mange jern i ilden; han kørte ud og slagtede for folk, og han var fast mand på det lokale tærskeværk, og så kørte han fragtmandskørsel til Holbæk, og det var derfor han var nød til at holde 2 heste. Dengang kørte en fragtmand med alt muligt; først og fremmest med almindelig varetransport, men for eksempel også kalve til slagteriet, og det var ikke ualmindeligt han havde et par passagerer med. Når han kørte kalve til slagteriet fik han altid betalingen med tilbage til bonden. Det har nok ikke været en ukendt sag; i hvert fald var han en gang ved at blive offer for et landevejsrøveri: Han havde været på slagteriet med et par kalve, og tegnebogen fyldte ret godt i inderlommen da han skulle hjemad. Ude i Allerup blev han stoppet af en mand, som gerne ville køre med. Far spurgte ham hvor han skulle hen, men manden nølede og kunne ikke rigtig gøre rede for det. Nå, sagde far, når du ikke kan gøre rede for det, så må du hellere gå, og så kørte han videre. Da han kom lidt derudaf sprang der pludselig en mand frem og greb fat i hestens hovedlag for at stoppe ham. Det var jo beregnet at den anden ”røver” skulle have siddet på vognen, og være parat til at overmande far, men han var der jo ikke, så far slog knald med pisken lige over hovedet på slubberten, og så fløj han af sted.
Linje 23: Linje 45:
 
Dengang var det helt og holdent vinden der bestemte hvornår en møller skulle arbejde, og det kunne lige så godt være om aftenen som om dagen. Blæste det op hen under aften, vidste vi, at vi skulle holde øje med Møllegården; blev der sat lys hen i vinduet, var det signalet til at far skulle på arbejde.
 
Dengang var det helt og holdent vinden der bestemte hvornår en møller skulle arbejde, og det kunne lige så godt være om aftenen som om dagen. Blæste det op hen under aften, vidste vi, at vi skulle holde øje med Møllegården; blev der sat lys hen i vinduet, var det signalet til at far skulle på arbejde.
  
Ellers har jeg ikke mange minder fra Engelstrup – hele min erindring knytter sig faktisk til Frenderup, men én ting kan jeg dog huske, og det er endda ikke noget særligt lyst minde. Det var nogle enkelte dage før vi skulle flytte til Frenderup (1.ste februar 1920), jeg havde været ude og rende på isen, og da jeg kom hjem og løb ind, skete det i en sådan fart, at jeg fik væltet en kande kogende kaffe ned over mit ene ben. Benet hovnede selvfølgelig op, og der kom store vabler på, men der gik alligevel et døgn før der blev sendt bud efter lægen. Man havde ikke fat i doktoren sådan i tide og utide dengang. Da han endelig kom, kan jeg huske han klippede hul på alle vablerne. Jeg lå i sengen i nogle dage efter, ja, jeg blev faktisk flyttet i sengen da vi skulle til Frenderup, og den blev læsset på vognen med mig i, og sådan gjorde jeg så mit indtog på den mølle, hvor jeg senere skulle få mit virke i over fyrretyve år.
+
Ellers har jeg ikke mange minder fra [[Engelstrup]] – hele min erindring knytter sig faktisk til [[Frenderup]], men én ting kan jeg dog huske, og det er endda ikke noget særligt lyst minde. Det var nogle enkelte dage før vi skulle flytte til Frenderup (1.ste februar 1920), jeg havde været ude og rende på isen, og da jeg kom hjem og løb ind, skete det i en sådan fart, at jeg fik væltet en kande kogende kaffe ned over mit ene ben. Benet hovnede selvfølgelig op, og der kom store vabler på, men der gik alligevel et døgn før der blev sendt bud efter lægen. Man havde ikke fat i doktoren sådan i tide og utide dengang. Da han endelig kom, kan jeg huske han klippede hul på alle vablerne. Jeg lå i sengen i nogle dage efter, ja, jeg blev faktisk flyttet i sengen da vi skulle til [[Frenderup]], og den blev læsset på vognen med mig i, og sådan gjorde jeg så mit indtog på den mølle, hvor jeg senere skulle få mit virke i over fyrretyve år.
  
 
Niels Peter Larsen havde aldrig fremmed hjælp på møllen. Drengene kunne jo hjælpe til, så både Laurits, Ludvig og jeg blev udlærte Møllersvende. Man skulle dog være 14 år før man fik lov at gå blandt de farlige tandhjul og kværne. Jeg var den yngste, og kom aldrig ud at tjene, men blev hjemme og hjalp min far til jeg som 23-årig overtog hele herligheden, og fik forældrene på ”aftægt”.  
 
Niels Peter Larsen havde aldrig fremmed hjælp på møllen. Drengene kunne jo hjælpe til, så både Laurits, Ludvig og jeg blev udlærte Møllersvende. Man skulle dog være 14 år før man fik lov at gå blandt de farlige tandhjul og kværne. Jeg var den yngste, og kom aldrig ud at tjene, men blev hjemme og hjalp min far til jeg som 23-årig overtog hele herligheden, og fik forældrene på ”aftægt”.  
Linje 32: Linje 54:
 
Den modsatte effekt havde ”selvsvikkeren”, der automatisk ”sejlede” vingerne af når vinden var for kraftig. Ved hjælp af et loddetræk åbnedes klapperne på vingerne (efter samme system som persienner), således at vinden ikke kunne få så meget fat. Før ”selvsikkerens” tid kunne en mølle sagtens løbe løbsk til fare for både mennesker og maskiner.
 
Den modsatte effekt havde ”selvsvikkeren”, der automatisk ”sejlede” vingerne af når vinden var for kraftig. Ved hjælp af et loddetræk åbnedes klapperne på vingerne (efter samme system som persienner), således at vinden ikke kunne få så meget fat. Før ”selvsikkerens” tid kunne en mølle sagtens løbe løbsk til fare for både mennesker og maskiner.
  
I møllens velmagtsdage blev der formalet hen ved 900 tønder korn om måneden, og var der vind til det kørte møllen både dag og nat.
+
[[Fil:Frenderup Mølle 2.JPG|300px|thumb|right|Frenderup Mølle først i 1950-erne.]] I møllens velmagtsdage blev der formalet hen ved 900 tønder korn om måneden, og var der vind til det kørte møllen både dag og nat.
 
Møllen fik som nævnt hjælpemotor allerede i 1922. Det var en gammel benzinmotor, som vi overtog fra Grevinge Elektricitetsværk. Den skulle varmes op med en blæselampe. Vi kørte med den lige indtil 1943, men det var jo under krigen hvor vi ikke kunne få benzin, så i stedet fik vi opsat en elmotor. Den kørte jeg dog kun med til 1948, da jeg i stedet fik installeret en 15 Hk motor, som jeg kørte med lige til det sidste.
 
Møllen fik som nævnt hjælpemotor allerede i 1922. Det var en gammel benzinmotor, som vi overtog fra Grevinge Elektricitetsværk. Den skulle varmes op med en blæselampe. Vi kørte med den lige indtil 1943, men det var jo under krigen hvor vi ikke kunne få benzin, så i stedet fik vi opsat en elmotor. Den kørte jeg dog kun med til 1948, da jeg i stedet fik installeret en 15 Hk motor, som jeg kørte med lige til det sidste.
 
Møllen var en dejlig arbejdsplads, også selvom arbejdstiden kunne svinge noget. Var der vind om aftenen måtte vi ud og starte kværnene, og så blev der malet så det stod om ørene. Når karlene og pigerne fra omegnen fik fri kiggede de gerne indenfor i møllen, og så var der liv og glade dage.
 
Møllen var en dejlig arbejdsplads, også selvom arbejdstiden kunne svinge noget. Var der vind om aftenen måtte vi ud og starte kværnene, og så blev der malet så det stod om ørene. Når karlene og pigerne fra omegnen fik fri kiggede de gerne indenfor i møllen, og så var der liv og glade dage.
Linje 41: Linje 63:
 
I 1938 var Niels Peter Larsen 67 år. Han syntes kommunen flåede ham i skat, så han gik på aldersrente, og solgte hele herligheden til sønnen, Aksel Larsen. Pris: 16.000,00 kr. Niels Peter Larsen levede i 9 år derefter. Kristine døde først i 1953, 82 år gammel.
 
I 1938 var Niels Peter Larsen 67 år. Han syntes kommunen flåede ham i skat, så han gik på aldersrente, og solgte hele herligheden til sønnen, Aksel Larsen. Pris: 16.000,00 kr. Niels Peter Larsen levede i 9 år derefter. Kristine døde først i 1953, 82 år gammel.
  
Frenderup Mølle rådede over to kværne med hvilke man kværnede skråning til grisefodder, og en valser så man kunne valse havre til hestene. Man kunne også male mel i møllen, men det skete mest under 2.den verdenskrig da det var forbudt. Til det formål havde man en ”sigter”, hvor melet skulle sigtes igennem, og denne kørte også på vindkraft, ligesom i øvrigt hejseapparatet der hejsede sækkene op fra mølleporten.  
+
Frenderup Mølle rådede over to kværne med hvilke man kværnede skråning til grisefoder, og en valser så man kunne valse havre til hestene. Man kunne også male mel i møllen, men det skete mest under 2.den verdenskrig da det var forbudt. Til det formål havde man en ”sigter”, hvor melet skulle sigtes igennem, og denne kørte også på vindkraft, ligesom i øvrigt hejseapparatet der hejsede sækkene op fra mølleporten.  
 
Det var dejligt at arbejde på møllen, siger Aksel Larsen, men det var hårdt. Der var mange, og meget tunge sække der skulle slæbes. Normalt malede vi 4-5 sække i timen, men var der travlhed kunne vi klare 10, men så stod der også bagefter flere tønder skråning der ventede på at blive bundet for.
 
Det var dejligt at arbejde på møllen, siger Aksel Larsen, men det var hårdt. Der var mange, og meget tunge sække der skulle slæbes. Normalt malede vi 4-5 sække i timen, men var der travlhed kunne vi klare 10, men så stod der også bagefter flere tønder skråning der ventede på at blive bundet for.
  
Linje 52: Linje 74:
 
Claus E. Pedersen & BK.
 
Claus E. Pedersen & BK.
  
''Kildemateriale: Arilds Tidende og familiearkivet.''--[[Bruger:SOC|SOC]] 23. jun 2011, 16:19 (CEST)
+
 
 +
''Kilder: Arilds Tidende og familiearkivet. - Holbæk Amts Venstreblad 4. marts 1953. - Odsherred Tidende 19. maj 1947.''--[[Bruger:SOC|SOC]] 23. jun 2011, 16:19 (CEST)  
  
 
[[Kategori:Møller]]
 
[[Kategori:Møller]]

Nuværende version fra 4. mar 2019, 10:56

Frenderup Mølle, da der endnu var gang i mølleriet
Frenderup Mølle, Frenderup, Odsherred.

Oprindelig adresse: Egebjergvej 7, Grevinge. - Nuværende dresse: Egebjergvej 414, matr. nr. 2g, Frenderup by, Grevinge sogn, areal 3,6 ha.

Marken kaldes for Brønsageren.

Frenderup Mølle er en hollandsk vindmølle, en såkaldt "Gallerihollænder", bygget i 1866 af Peder Møller.

I modsætning til så mange andre Hollandske vindmøller, havde denne ingen forgænger, hverken i en stubmølle eller en vandmølle.

I løbet af de første (godt og vel) 50 år skiftede møllen ejer 5 gange. Først til Lars Eriksen, Brejneklint, til hvem lodden (ca. 6 tdr. land) blev udstykket, men han var her kun i få år og han udvandrede vist nok til USA.

Efter ham kom August Pedersen, Laurits Jensen og Jørgen Pedersen. Sidstnævnte havde kun møllen fra 1919 til 1920.

(1916 til 1928 står Vilhelm Drifte som ejer af møllen?)

Så mageskiftede han med Niels Peter Larsen, Engelstrup, hvis barnebarn, Jan Møllebro Larsen, i dag ejer stedet.

Niels Peter Larsen var gift med Kristine, der er født 1871 i Grevinge sogn. Hun døde 3. marts 1953.

Niels Peter Larsen døde 18. maj 1947.

I sin tid havde man i møllen en meget stor produktion af mel, idet den ene ende af stuehuset var indrettet til bageri.

Mølledriften ophørte først i 1974, og den daværende ejer var nu Niels Peter Larsens søn, Aksel Andreas Larsen, som var Nordvestsjællands sidste aktive møller.

Aksel Andreas Larsen er født den 6. september 1915 i Engelstrup og blev gift med Ebba Larsen født 15. februar 1913 i København og er de sidste ejere af møllen mens den var i drift.

1982 var ejeren Jan Møllebro.


Den sidste møller i Frenderup fortæller

Aksel Larsen har i utallige avisartikler fortalt sin mølles og sin slægts historie, og her fortæller han den endnu engang til Arrilds Lokaltidende:

Min far hed Niels Peter Larsen. Han var født den 5. november 1871 i Engelstrup. Min mor hed Kristine Madsen og var født den 18. december 1871 i Lynghusene.

Såvidt jeg ved, havde mine forældre både gået i skole og til præst sammen – i hvert fald kendte de hinanden fra de var børn. Han var en værre ”Skrupsak” sagde mor, men så giftede jeg mig med ham alligevel.

Kristine og Niels Peter Larsen blev gift den 22. september 1894 i Grevinge kirke. De bosatte sig på en lille husmandsejendom på Engelstrup mark med tre tønder land og staldplads til en gris, et par køer og to heste. Vi var 6 søskende fortæller Aksel Larsen: Laurits, Christian, Marie, Ludvig, Hans og så mig – jeg er født i 1915.

Der skulle naturligvis slæbes mange penge sammen for at forsørge sådan en familie, men far havde også mange jern i ilden; han kørte ud og slagtede for folk, og han var fast mand på det lokale tærskeværk, og så kørte han fragtmandskørsel til Holbæk, og det var derfor han var nød til at holde 2 heste. Dengang kørte en fragtmand med alt muligt; først og fremmest med almindelig varetransport, men for eksempel også kalve til slagteriet, og det var ikke ualmindeligt han havde et par passagerer med. Når han kørte kalve til slagteriet fik han altid betalingen med tilbage til bonden. Det har nok ikke været en ukendt sag; i hvert fald var han en gang ved at blive offer for et landevejsrøveri: Han havde været på slagteriet med et par kalve, og tegnebogen fyldte ret godt i inderlommen da han skulle hjemad. Ude i Allerup blev han stoppet af en mand, som gerne ville køre med. Far spurgte ham hvor han skulle hen, men manden nølede og kunne ikke rigtig gøre rede for det. Nå, sagde far, når du ikke kan gøre rede for det, så må du hellere gå, og så kørte han videre. Da han kom lidt derudaf sprang der pludselig en mand frem og greb fat i hestens hovedlag for at stoppe ham. Det var jo beregnet at den anden ”røver” skulle have siddet på vognen, og være parat til at overmande far, men han var der jo ikke, så far slog knald med pisken lige over hovedet på slubberten, og så fløj han af sted. Væsentlig for denne historie er selvfølgelig Niels Peter Larsens erfaringer som møllersvend. Aksel Larsen mener hans far havde arbejdet på Gundestrup Mølle – hans virke på Engelstrup Mølle er dog helt sikkert.

Dengang var det helt og holdent vinden der bestemte hvornår en møller skulle arbejde, og det kunne lige så godt være om aftenen som om dagen. Blæste det op hen under aften, vidste vi, at vi skulle holde øje med Møllegården; blev der sat lys hen i vinduet, var det signalet til at far skulle på arbejde.

Ellers har jeg ikke mange minder fra Engelstrup – hele min erindring knytter sig faktisk til Frenderup, men én ting kan jeg dog huske, og det er endda ikke noget særligt lyst minde. Det var nogle enkelte dage før vi skulle flytte til Frenderup (1.ste februar 1920), jeg havde været ude og rende på isen, og da jeg kom hjem og løb ind, skete det i en sådan fart, at jeg fik væltet en kande kogende kaffe ned over mit ene ben. Benet hovnede selvfølgelig op, og der kom store vabler på, men der gik alligevel et døgn før der blev sendt bud efter lægen. Man havde ikke fat i doktoren sådan i tide og utide dengang. Da han endelig kom, kan jeg huske han klippede hul på alle vablerne. Jeg lå i sengen i nogle dage efter, ja, jeg blev faktisk flyttet i sengen da vi skulle til Frenderup, og den blev læsset på vognen med mig i, og sådan gjorde jeg så mit indtog på den mølle, hvor jeg senere skulle få mit virke i over fyrretyve år.

Niels Peter Larsen havde aldrig fremmed hjælp på møllen. Drengene kunne jo hjælpe til, så både Laurits, Ludvig og jeg blev udlærte Møllersvende. Man skulle dog være 14 år før man fik lov at gå blandt de farlige tandhjul og kværne. Jeg var den yngste, og kom aldrig ud at tjene, men blev hjemme og hjalp min far til jeg som 23-årig overtog hele herligheden, og fik forældrene på ”aftægt”.

Frenderup Mølle var noget gammeldags da Niels Peter Larsen overtog den, men i 1922 fik han indlagt en 22 Hk Tuxham motor, og året efter blev der opsat ”selvkrøjle” og ”selvsvikker”.

”Selvkrøjle” betyder ganske enkelt, at møllen selv ”krøjler” op i vinden. På bagsiden af møllehatten sad en lille ”vindrose”, og når vinden vendte tog denne lille mølle fat, og drejede møllen til de ”rigtige” møllevinger igen havde fat i vinden. Dette gav selvfølgelig en mere jævn arbejdsgang. Før den tid skulle man, når vinden vendte, ud på ”omgangen” og have fat i ”møllestjerten”, og manuelt dreje møllen op i vinden. Den modsatte effekt havde ”selvsvikkeren”, der automatisk ”sejlede” vingerne af når vinden var for kraftig. Ved hjælp af et loddetræk åbnedes klapperne på vingerne (efter samme system som persienner), således at vinden ikke kunne få så meget fat. Før ”selvsikkerens” tid kunne en mølle sagtens løbe løbsk til fare for både mennesker og maskiner.

Frenderup Mølle først i 1950-erne.
I møllens velmagtsdage blev der formalet hen ved 900 tønder korn om måneden, og var der vind til det kørte møllen både dag og nat.

Møllen fik som nævnt hjælpemotor allerede i 1922. Det var en gammel benzinmotor, som vi overtog fra Grevinge Elektricitetsværk. Den skulle varmes op med en blæselampe. Vi kørte med den lige indtil 1943, men det var jo under krigen hvor vi ikke kunne få benzin, så i stedet fik vi opsat en elmotor. Den kørte jeg dog kun med til 1948, da jeg i stedet fik installeret en 15 Hk motor, som jeg kørte med lige til det sidste. Møllen var en dejlig arbejdsplads, også selvom arbejdstiden kunne svinge noget. Var der vind om aftenen måtte vi ud og starte kværnene, og så blev der malet så det stod om ørene. Når karlene og pigerne fra omegnen fik fri kiggede de gerne indenfor i møllen, og så var der liv og glade dage. Selvom vi havde motor blev vi dog ved med at male med vindkraft – vinden var jo billigt brændstof, om end den kunne være noget dyr at fange. Møllevingerne er udskiftet flere gange, og det er ikke nogen billig affære. det var heller ikke gratis at få møllen tjæret, hvilket skete hvert tredje år, som det nu trængtes.

Det var gerne en karl der blev sendt til mølle. Han ringede på en klokke i mølleporten; en strop blev sendt ned, og sækken hevet op på tredje loft. Mølleren løb op ad trappen og hældte kornet i kværnen. Nede på andet loft blev skråningen taget fra, og sækken blev sendt ned til vognen på en sliske.

I 1938 var Niels Peter Larsen 67 år. Han syntes kommunen flåede ham i skat, så han gik på aldersrente, og solgte hele herligheden til sønnen, Aksel Larsen. Pris: 16.000,00 kr. Niels Peter Larsen levede i 9 år derefter. Kristine døde først i 1953, 82 år gammel.

Frenderup Mølle rådede over to kværne med hvilke man kværnede skråning til grisefoder, og en valser så man kunne valse havre til hestene. Man kunne også male mel i møllen, men det skete mest under 2.den verdenskrig da det var forbudt. Til det formål havde man en ”sigter”, hvor melet skulle sigtes igennem, og denne kørte også på vindkraft, ligesom i øvrigt hejseapparatet der hejsede sækkene op fra mølleporten. Det var dejligt at arbejde på møllen, siger Aksel Larsen, men det var hårdt. Der var mange, og meget tunge sække der skulle slæbes. Normalt malede vi 4-5 sække i timen, men var der travlhed kunne vi klare 10, men så stod der også bagefter flere tønder skråning der ventede på at blive bundet for.

Jeg malede med vindkraft indtil 1963 – og et par år efter tog jeg vingerne ned. En mølle ser ikke så pæn ud uden vinger på, men jeg havde ikke råd til at sætte nye op, og jeg var bange for de skulle falde ned af sig selv. Jeg malede videre indtil 1974, men da var kundekredsen så lille, at jeg ikke længere kunne leve af det, og så blev jeg i stedet fabriksarbejder.

Selvfølgelig er møllen ikke mere så flot som den var engang, men jeg er sikker på, at det der er tilbage, det skal der nok blive hæget om – også i fremtiden, slutter Aksel Larsen.

Interview og bearbejdelse: Claus E. Pedersen & BK.


Kilder: Arilds Tidende og familiearkivet. - Holbæk Amts Venstreblad 4. marts 1953. - Odsherred Tidende 19. maj 1947.--SOC 23. jun 2011, 16:19 (CEST)