Tjørnholmen

Tjørnholmen, Ebbeløkke, Lumsås, Odsherred.

Tjørnholmen er det lille stykke land, der ligger neden for Ebbeløkke Bakke ud mod Sjællands Odde.

Engang var det overgroet med hvidtjørn, og derfor fik det navnet "Tjørnholmen".

Før Yderby havn blev bygget var der i Tjørnholmen noget, som skulle gøre det ud for en havn, og som blev kaldt "Kaasen". Der var de største sten fjernet, og et efter datidens forhold stort spil trak de ret store fiskejoller på land.

"Kaasen" lå der, hvor den gamle Oddenvej gik, og fremdeles går langs med Kattegat.

Overfor "Kaasen", med Oddenvej imellem, lå en ejendom, der hed "Dannebrogshuset", som var kunstfærdigt rødt og hvidt.

+

Uddrag af en fortælling af Eli Larsen i Holbæk Amts Venstreblad:

I "Dannebrogshuset boede to familier, de unge Cecilie og Laurits Nielsen, der drev landbrug, og de ældre der var på aftægt Dorthe og Niels Larsen, der drev en lille kro.

Foruden "Dannebrugshuset" lå der ialt seks ejendomme og huse.

Tjørnholmerne var vidt forskellige af type, egenrådige og stædige med livligt temperament, men fælles for dem alle var sammenholdet i deres lille samfund, som var for lille til at blive kaldt en landsby. De stod last og brast i store ting.

Der var pinligt rent i alle hjemmene. - En gang om ugen fik de hvidskurede gulve en ekstra omgang, idet de blev skuret i kalk med en halmvisk.

Jeg kan huske for længst afdøde personligheder bænket i den gamle kro, og det kan være en hvilken som helst sommermorgen tidligt, hvor fiskerne sidder og spiser den medbragte mad, og får en morgenbitter serveret af Mine, der er Dorthe og Niels Larsens ugifte datter. Hun er en stor og kraftig kvinde, som også har det job at gå langs stranden, når det er uvejr og mørkt, med en tranlygte i hånden for at orientere de fiskerbåde, som endnu ikke er kommet i land.

Værtinden Dorthe er en ældre meget sirlig dame, altid klædt i sort. Evig og altid er hun på vagt overfor sin mand, at han ikke får lejlighed til at tage sig en snaps af ankeret. Noget andet er det, når gæsterne køber en til ham. I Dorthes tallerkenrække ligger der en snapsepung, en ølpung og en lollepung. Jollen er hendes mands, men Dorthe lejer den ud til at bringe fiskefangster i land med fra de store Hundestedbåde, som ikke kan gå ind i "Kaasen". 10 åre er prisen for en tur.

I sidetiden er der travlhed om morgenen med at få pillet sildene af garnene, hvilket kvinderne hjælper til med. Fiskehandlerne holder så parat med deres hestekøretøjer, og får de halmfyldte vognbunde fyldt med sild for 75 åre pr. "ol", som er firs stykker. Det var fast pris ved stranden.

Niels Larsen havde været med 1848 og 1864, og han havde oplevet for meget til, at han kunne tro på den megen overtro, der endnu florerede mange steder. Han drev gæk med dem, og kunne fortælle i timevis om det meget troldtøj og underjordiske djævelskab, som han forsøgte at bilde tilhørerne ind, at han stod i nær kontakt med.

Niels Larsen begyndte dagen med at gå rundt til de seks steder for at sige godmorgen, og hver sted fik han en dram. Omkring klokken 10 gik han gerne ned til "Kaasen", sammen med sit barnebarn, en lille pige på otte år. De to skulle ryge sild og makrel. Det foregik i en gammel rusten kakkelovn, hvor der kunne være 10 sild ad gangen, og de blev fine.

Man kunne aldrig vide, om betjent Nielsen og tykke Sørensen fra Nykøbing skulle komme forbi i den lukkede vogn, de altid kørte i, når de skulle til Sjællands Odde. De var glade for røgede sild, og havde altid en pose bolsjer med til den lille pige. En god kaffepunch fik de også, og de to var de eneste Dorthe beværtede gratis, og det hang sammen med, at hendes kro aldrig havde haft nogen bevilling.

Om onsdagen, når det var torvedag i Nykøbing Sjælland, sad Niels Larsen gerne udenfor på en forhøjning i haven, og fik en sludder med dem, der kom fra Sjællands Odde på vej til torvs.

Der boede engang en gårdejer derude, som aldrig hilste på folk man mødte. Han ville ikke slide på sin fine, høje hat, som han altid brugte, når han var ude at køre, men en dag blev dette Niels Larsen for meget. - Hejsa, råbte han efter den sparsommelige gårdmand, som standsede for at spørge hvad han ville. - Nåe, jeg ville bare spørge, om der kom andre kvaj fra Odden i dag, sagde Niels Larsen. - Siden den dag løftede gårdmanden altid på hatten for Niels Larsen.

Da Niels Larsen døde den 13. juli 1908, 82 år gammel, blev han begravet fra hjemmet, og mange gæster var samlet til frokost i "Dannebrogshuset". En af fire våbenbrødre, der var kommet for at stå æresvagt for deres gamle, lystige kammerat, sagde henvendt til sønnen: Lad mig sige skål til dig, Laurits Nielsen, for nu kan jeg jo ikke skåle med din fader mere.

I det samme løftede kuplen sig af den store hængelampe, der hang over bordet. Den hævede sig op over lampeglasset, og dalede ned på våbenbroderens tallerken, hvor den knustes. Sådan fortælles der, og ingen kunne forklare hvordan det gik til. Skolelærer Carlsen og pastor Herskind, der sad ved samme bord, sagde de ikke havde troet det, hvis de ikke havde set det. 22 vogne fulgte Niels Larsen til Lumsås kirke. Da han var død var også al troldtøjet forsvundet. Nu havde det ingen mennesker at tale med mere.

Der fortælles mange muntre historier om andre særprægede mennesker derude fra. Tjørnholmerne kunne lide at danse, og i "Solås" den stejle kratbevoksede bakkeside, der strækker sig fra "Fægangen ved Ebbeløkke" i Ebbeløkke ud til Tjørnholmen, havde de lavet dansegulv. Der samledes de når vejret var godt, og i de lange lyse nætter blev der ofte danset det meste af natten.

Se også gården: Tjørnholm.

Se også: Krigen 1940-45 i Ebbeløkke.

Kilde: Eli Larsen i Holbæk Amts Venstreblad 18. maj 1956.--SOC 12. jul 2016, 17:37 (CEST)