Vildtbanestenen ved Mantzhøj

Vildtbanesten ved Mantzhøj, som bærer Kong Christian den syvendes monogram. - Fotograf: Ukendt.

Vildtbanestenene ved Skovridergården Mantzhøj, Ulkerupvej 1, matr. nr. 1c, Egebjerg, 4500 Nykøbing Sjælland.

Ved opkørslen til skovriddergården "Mantzhøj" i Ulkerup skov, står to "vildtbanepæle". Disse to stenpæle der måler 1,30 m. og bærer indskriptionen: "Krone OHVP 1778" var grænsepæle for kongens jagtområde i et århundrede.

Disse to pæle er ud af en række på 12, og stammer fra 1778, som indgraveringen på pælene viser. Oprindelig stod de i det nuværende sogneskel, mellem Asnæs og Fårevejle, men flyttedes til Ulkarup Skov i 1934. Flytningen er sandsynligvis sket af lokalhistoriske hensyn, idet Ulkerup Skov jo hører med til Odsherreds Skovdistrikt, og pælene derfor stadig står som grænsepæle for deres oprindelige lokale jagtområde. Kongernes jagtområde var jo dengang enormt store.

Hvornår stammer vildtbanepælene fra? - Jo – for under Christian den 3. og Frederik den 2.'s tid var det kongerne meget om at gøre, at samle så store områder til jagt, som muligt, idet man tit holdt store kongejagter.

For at fortælle folk, at det her var kongens område, startede man, under Frederik den 2. med at opsætte egetræspæle eller gærder, og senere gravede man også grøfter, men det sidste var lige så meget for at vildtet ikke skulle løbe ud.

Disse egetræspæle var 6 alen høje, firkantede og 10-12 tommer brede, og desuden var de rødmalede, og de har sikkert stået så tæt, at man har kunne se fra den ene til den anden.

I 1688 blev det bestemt, at der overalt ved de kongelige jagtmarker skulle sættes skelpæle op.

Ordet vildtbanepæl stammer fra Chr. lV's tid, og i nogle vildtbaneområder blev der ført nøje kontrol med, hvem der passede vildtbanepælene.

I ca. 1730 blev det indført, at vildtbanepælene landet over skulle være af sten, og at de skulle bære samme tekst, nemlig kongens monogram under en kongekrone bogstaverne for vildtbanens navn og årstallet.

Det var strengt forbudt, for den almindelige befolkning, at skyde dyr indenfor vildbanepælene, og straffen for krybskytteri var streng. Jo længere nede ad samfundets rangstige man var, jo strengere var straffen. Hvis man var husbond, var bøden 1000 rigsdaler for en hjort, for en hind, dådyr eller andet stort vildt 800 rigsdaler, for et rådyr 600 rigsdalere - og således nedefter, alt efter dyrets art.

Var man der imod tjener, skytte eller anden tjenende ånd, blev man fanget og bundet ført til tinge, for at blive dømt til døden.

De bønder, der havde jord grænsende op til de kongelige skove, måtte finde sig i, at vildtet kom ud af skoven, og åd deres kål, og andre afgrøder. Det var ikke tilladt drive jagt fra nabojorder.

Det var heller ikke tilladt at have løse hunde gående, som kunne sætte efter vildtet. Disse hunde fik senerne i et af forbenene skåret over, så de ikke kunne løbe.

Vildtbanepælenes betydning som grænsepæle for kongens jagtområde ophørte først i midten af 1800-tallet!

Kilde: Lokalarkivet 2012. - Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 1 - 1989.--SOC 5. sep 2012, 13:15 (CEST)