Yderby Forskole

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Yderby Forskole.

Yderby Forskole, Yderby, Odden sogn, Odsherred.

Oprindelig var hele Odden sogn et skoledistrikt, og alle børnene gik i skole i Overby.

Men efterhånden blev børnetallet så stort, at en deling blev nødvendig, så i 1879 oprettedes lærerembedet i Yderby.

I 1914 besluttedes det at bygge en forskole i Yderby skoledistrikt - under forventning af statstilskud.

Der var enighed om at de to skoler skulle ligge i nærheden af hinanden.

Sognerådet havde sikret sig et lokale hos en privat familie i nærheden af skolen, hvor undervisningen kunne foregå indtil skolen var opført.

Der var truffet overenskomst med skoledistriktets lærer om at yde forskolelærerinden bolig og ophold i skolen mod et rimeligt vederlag fra hendes side.

Der ansøgtes om at få en forskolelærerinde ansat. Lønnen dengang var 550 kr. årlig + 50 kr. for håndgerning.

Endelig i maj 1916 forelå der approbation fra skoledirektoratet på opførelse af forskolen i Yderby -og arbejdet med byggeriet blev udbudt i licitation. Der kom kun et tilbud fra tømrer Chr. Frederiksen, Yderby på 7.480 kr. Bygningerne skulle stå færdige l. november 1916, og for hver dag det overskrides betales en dagmulkt på 25 kr. Chr. Frederiksen fik tilbudt arbejdet for 7.480 kr.

Den 7. oktober overlod sognerådet til murer Niels Hansen, Vig at levere støbegods (ovne og komfur) på plads og opstillet for en pris af 460 kr.

Den første lærerinde i Yderby Forskole var Ebba Jensen. Hun flyttede til anden skole i 1921 og hun blev senere gift med lærer Andreasens yngste søn, Asbjørn.

Yderby skole havde hidtil været delt i to klasser. De 3 yngste årgange gik sammen i den ene klasse og de 4 ældste i den anden.

Den 12. december 1916 fik skolen 4 klasser. Undervisningen for de små elever begyndte i den nybyggede forskole. Der var 78 børn i skoledistriktet. - Der forventedes stigende børnetal i området på grund af anlæggelse af en skærvefabrik, flere arbejderboliger var ved at blive opført.

Ifølge undervisningsplanen for 1916 var der 246 årlige skoledage - 123 til hver klasse. Alle klasser havde 18 ugentlige timer I sommerhalvåret undervistes der fra 7-1, i vinterhalvåret fra 9-3 og i april og oktober måneder fra 8-2.

1. maj 1916 havde flere forældre besværet sig over ulemperne ved det tidlige begyndelsestidspunkt for undervisningen, som blev en følge af "sommertidens" indførelse. Derfor ændredes mødetiden fra d.d. til oktober måneds begyndelse fra 8-2. Sommerferien, der var på 27 dage, lå i august. - Der holdtes eksamen i april og oktober for alle klasser. "Udenfor skoletiden har alle skolens drenge gymnastik eller badning l time daglig i sommerhalvåret, når ikke vejret hindrer.

Til samme tid har alle skolens piger, undtagen forskolens yngste klasse, håndgerning, hver klasse 3 timer ugentlig".

På grund af Den spanske Syge holdtes der kun skole i Yderby i 228 dage i 1918 -og i 1919 i 226 dage.

Lærer Andreasens plantning af træer m.v. var årsag til at flere på Yderby Lyng fulgte hans eksempel. Hvis man sidst i 1890'erne stod ved landevejen ud for skolen og så mod vest, var der så at sige ikke et træ at se.

30 år senere var det samme vejstykke beplantet på begge sider ved læbælter og tilstødende haver, så det på et langt• stykke dannede en hel alle.

Der skete også noget i skolen udenfor skoletiden. Om vinteren holdt lærer Andreasen aftenskole for de unge mennesker på egnen. Nogle søndage holdtes der gudstjeneste; da forskolen blev bygget, flyttedes den derhen.

Lærer Andreasen tog meget del i sognets liv, bl.a. sad han i soonerådet en del år.

I 1921, efter 30 år ved Yderby skole, tog lærer Andreasen sin afsked og flyttede til Nykøbing Sjælland.

Han efterfulgtes af sin ældste søn, Ejvind Andreasen. Som sin far tog han del i sognets ve og vel -også udenfor skoletiden - idet han en overgang var sognerådsformand på Odden.

Ejvind Andreasen blev i Yderby indtil den nye skole i Odden Havneby blev bygget og al undervisningen foregik der, og igen blev samlet et sted i sognet som i gamle dage.

Op mod 70 år har en lærer Andreasen undervist børn i Yderby skoledistrikt, og familien har derved sat sit præg på Odden sogn.

1960 den 21. april har Odden kommune solgt forskolen for 30.000,00 kr. til Højstengaards Legat, der vil oprette rekreationshjem for enlige mødre med børn, men overtagelsen sker først 1. juli.


Lærere ved forskolen:

Olga Jensen Overgaard forskolelærerinde fra 1. september 1930.

1947 den 24. november er lærerinde frk. Thøgersen er blevet indstillet til det ledige forskolelærerindeembede i Skarrild.


Se også: Yderby skole.


Kilde: Dansk Skole-Stat bind II, Arthur Jensens Forlag 1933. - Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 4. - 2002. - Holbæk Amts Venstreblad 21. april 1960. - Odsherred Tidende 24. november 1947.--SOC 10. apr 2012, 16:23 (CEST)