Troldebjerggård

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Trollebjerggård matr. 3a, Nygård, Højby sogn, 75 tdr. land.

Heraf ager 52, mose, skov og lyng 21, have og gårdsplads 2.

Der holdes 10 køer, 10 stk. ungkvæg og kalve af rød dansk race, 4 heste og 2 plage. Sidste år solgtes ca. 150 fedsvin.

Anders Jensen, som overtog gården 1882, er født på gården 8. april 1850, og blev gift med Henriette Grønbæk født i Nykøbing Sjælland 2. februar 1853.

Trollebjerggaard ligger kun ½ km SV for Nygård mølle ved vejen til Højby.

Anders Jensen har fået gården efter sin far, Jens Larsen, som havde den efter sin far, Lars Jensen, som ægtede Mads Nielsens enke. Hun byggede gården.

Hovedbygningen stammer fra 1794, og er af bindingsværk med stråtag. De tre avlsbygninger er genopbyggede 1860 af grundmur med stråtag.

Anders Jensen har fået ca. 80 diplomer for heste og kvæg, og 1907-08 stod hans kvægbesætning højest i konkurrencen. Besætningen er bygget på kvier fra Egebjerggård, en falstersk tyr "Sortsø", en Holevtyr og en tyr "Octavius", der stammede fra Gunderslevholm, som er en herregård på midtsjælland.

Jes Lund Petersen overtog gården 1931 med et samlet areal på 64 tdr. land.

Han er født på "Skelbjerggård" i Stenstrup 13. december 1908. Hans Far, Henrik Petersen, er død, og hans mor, Ane Else Petersen, bor stadig på "Skelbjerggård".

Jes Lund Petersen er gift med Jenny Elise Petersen, der er født i Bråde i Egebjerg sogn 29. marts 1910 som datter af Anna og Karl Hansen, der nu bor i Nykøbing Sjælland.

Gårdens areal er nu 67 tdr. land, heraf 9 tdr. land skov og mose.Besætningen er på 4 heste og 1 plag af belgisk racesamt 20 malkekøer og 17 ungkreaturer af R.d.M. Endvidere holdes 11 svin og 5 får.

Stuehuset er opført 1941, laden 1936 og staldene 1883. Bygningerne er restaureret 1934-44. Gården har malkeanlæg og nødvendige maskiner. 

På dens mark findes en ruin fra Valdemar Atterdags tid, samt nogle frede høje, der kaldes "Syvhøjene" og Næsholm borgruin.

1963 om sommeren blev gården solgt til gårdejer Kulidowski.

1963 den 21. august har dyrlæge H. A. Isbrandtsen, Højby, købt Troldebjerggård.

I gamle dage var det almindeligt, at bønderne i Højby sogn hentede sten til deres bageovne fra borgruinen, der jo stammer fra Valdemarernes tid.

Den blev fredet, men en af ejerne til Troldehøjgård, sidst i 1800-tallet, fortsatte ufortøvet med at hente sten til forskelligt byggeri. 
Han fik så mange dagbøder, at han til sidst gik fallit, og måtte rejse fra gården.


Kilde: Danske Gaarde bind 4, 1910-16. - Holbæk amt udg. af Dansk Kulturhistorisk Forlag 1947. - Holbæk Amts Venstreblad 27. april 1963.--SOC 27. nov 2011, 21:38 (CET)