Skoleholdere ved Herrestrup skole

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Skoleholder Cornelius Valentin Roed ved Herrestrup Skole I Odsherred, er født i Kalundborg af en tysk far, som var hattemager.

1723 dimitteret fra Kalundborg latinske skole til Københavns Akademi. Var huslærer hos Chresten Gamst i Store og Lille Fuglede, hos Jørgen Ogelbye i Viskinge og Avnsø i Skippinge herred, hos Edvard Christopher Bentzen i Lundby, Tuse herred og hos Claus Buk på Bierby-Gaard samme sted.

1737 blev han af Grevinge sognepræst Peder Olessøn Lund ansat ved Herrestrup Skole hvor han var i 14 år indtil 1751.

Han forlod bittert skolen efter at have fået afslag om degneembedet ved Grevinge Skole, og slog sig ned i et hus i Gundestrup, men efter Lyder Høyers død, blev han dog kaldet som degn ved Grevinge kirke.

++++++

Skoleholder ved Herrestrup Skole, Søren Ivarsøn Høbjerg, er født i Ålborg stift i Jylland, Horns herred i Tornebye, hvor hans far var præst.

1739 blev han dimitteret fra Viborg Katedralskole til Københavns Akademi som student.

Kom til Jægerspris hos forpagteren, Joachim Paaske, og til Nørre Jernløse hos præsten Abraham Rüdiger, og så i Asnæs i Odsherred hos præsten Chresten Dahl, kom til degnen i Tuse herred i Kundby hos Niels Sinning, og var derefter skoleholder 2 år i Søstrup i Merløse herred.

1751 til nytår blev han skoleholder ved Herrestrup Skole.

Han var gift med Karen Kristiansdatter, men de havde ingen børn.

Han døde den 2. marts 1757 36 år gammel.

++++++

Skoleholder ved Herrestrup Skole, Ole Bollesøn Rose fra den 27. marts 1757.

1779 den 15. oktober blev han sognedegn ved Højby kirke.

1767 blev han gift med Kirstine, salig Withs enke fra København.

++++++

Skoleholder ved Herrestrup Skole, Matthias Hansen, fra 18. oktober 1779.

1787 blev han degn ved Grevinge kirke.

++++++

Skoleholder ved Herrestrup Skole, Erich Jensen, var født i Vig sogn, og var en ustuderet mand.

Han var husmand i Sneglerup, og formodentlig har Provst Rasmussen interesseret sig for ham, givet ham lidt undervisning, og udvirket at han fik embedet.

1765 blev han gift med Morten Tygesens enke, Kirstine Pedersdatter, hun døde 1796 76 år gammel. En steddatter, Kirstine Mortensdatter blev 1796 gift med Niels Nielsen.

Erich Jensen døde den 21. oktober 1798 61 år gammel.

++++++

Skoleholder i Herrestrup Skole, Jørgen Nielsen, var fra Asmindrup sogn hvor hans far var tømmermand.

Han var en af Blågårds ældste seminarister, blev 1810 eller 11 forflyttet til Egebjerg, men kom tilbage til

Herrestrup 1814.

Han døde 1834.

++++++

Skoleholder ved Herrestrup Skole, Sinding, blev ansat 1810 eller 11, da Jørgen Nielsen blev forflyttet til Egebjerg.

1812 blev han kaldet til lærer i Højby.

++++++

Skoleholder ved Herrestrup Skole, Niels Jensen, var ved skolen da Jørgen Nielsen kom tilbage.

Havde en smuk håndskrift, og havde særligt lagt sig efter musik, hvor han havde fået undervisning af Zinzk på seminariet.

Han tog efternavnet Thorsager efter en mark på hans fædrene gård i Asnæs sogn.

En søn af ham var til 1881 købmand i Holbæk.

1814 blev han forflyttet til Nexø på Bornholm.

++++++

Skoleholder ved Herrestrup Skole Severin Kristian Lindenblad, er født 29. marts 1805 i Særslev hvor hans far var skolelærer.

Præsten i Føllenslev, provst Gregers Johannes Discher , hjalp ham på seminariet i Vesterborg på Lolland, hvor biskop Boisen dengang var forstander. På grund af knappe pengemidler opholdt han sig et par år hjemme indtil provsten 1824 kaldte ham til det lille skoleembede i Avnsø ved Kalundborg.

Her giftede han sig med provst Dischers plejedatter.

Efter 8 års forløb blev han kaldet til Jyderup i Odsherred hvor han var i 2 år.

Efter Jørgen Nielsens død 1834 overtog han embedet i Herrestrup Skole.

Han døde 2. december 1873, pludselig uden forudgående sygdom, af en blodprop i hjernen.

++++++

Hjælpelærer ved Herrestrup Skole, Anders Larsen, er født den 15. april 1848 i ubby ved Kalundborg som søn af gårdmand Lars Hansen, og hustru Mette Kirstine Kristoffersdatter.

Blev dimitteret fra det senere nedlagte Lyngby Seminarium.

Blev 1877 gift med Cecilie Katrine, f. Nielsen, datter af skolelærer Anders Nielsen i Ubby, og Hanne Katrine Vagtberg.

Kom til Herrestrup Skole som hjælpelærer 1870.


Kilde: Grevinge Sogn af Ferd. Petersen efter håndskrift 1750 af Lyder Høyer.--SOC 18. nov 2011, 15:10 (CET)