Skærby
har været et skær i farvandet mellem Nykøbing Sjælland og Rørvig, og det har varet beboet, for man har her fundet en lille boplads og en gravhøj fra oldtiden. Måske stammer navnet fra en tid, hvor der har været en bebyggelse på øen. Men egentlig ved man ingen ting om stedet.
Den dag i dag kan man konstatere, at her ligger et par tilsandede morænehøje midt i et nu tilgroet hav af sand. De blev landfaste med Nykøbing-halvøen i l5oo-tallet, dog næppe mere end at lagunesøer bag strandvolde af opskyllet sand adskilte dem fra købstaden. Søerne blev senere kaldt Store- og Lille-Kleinemose, og i det hele taget var området præget af mosestræk ninger med saltholdigt vand. Her var øde, kun bakkerne ved Skerby har formentlig varet bevokset, og sandet har frem til l8oo-tallet jævnligt føget hen over de senere lyngområder.
En vej førte i slutningen af 1700-tallet her til fra Nykøbing Sjælland. Den er aftegnet på matrikelkort fra 1797 og førte videre mod Rørvig, efter at den passerede mellem de to Kleinemoser; en afstikker af vejen fortsatte tæt forbi Skærbybakkerne ned mod stranden. vejenes forløb var som i dag, hvor de kaldes Rørvigvej og Skærbyvej Desuden førte en vej syd fra mod Skærby, forbi Brunhøj langs den nuværende Rosendalen.
På den tid lå her ingen huse. Mellem Nykøbing Sjælland og Rørvig var kun Lynghuset, der i 1795 fik krobevilling, fordi turen mellem de to byer da stadig kunne være drøj og farlig, når sandet rejste sig i høje mørke skyer og vejen føg til foran én og helt forsvandt.
Sandfygningerne var også et stadigt problem ved dyrkningen af de jorder, der omgav byen. I 1835 beklagede man i en lejlighedssang at 'det hvide sand standser kilden til ny erhvervs grene'. og man begyndte nu så småt at tilså og beplante klitterne med hjelme og marehalm. Senere, i l860’erne plantedes fyr og gran i forsøg på at dæmpe fygningerne. Og efterhånden kunne man udnytte de bagved liggende lyngarealer landbrugsmæssigt: Et husmandsbrug blev oprettet 1 1846, et andet i 1863. Men ved århundredeskiftet var der stadig nord for Skærby bakke på flyvesandslodderne kun ét hus, nemlig et røgterhus på bakkens nordside, samt et lille badehus på forstranden, hvorfra en af byens prokuratorer tog sit årlige bad.
Og flyvesandsjorderne var i 18oo-tallets begyndelse et stort stykke ingenmands-land. skabt af havet. Det tilhørte alle, og her hentede man sand, grus og tang efter behov. Først i l86oerne begyndte man at tildele strækningerne til byens borgere i forhold til størrelsen af de ejendomme de havde i byen. Den største lod på elleve hektar fik kommunen, og et par anselige lodder tilkom Borgerstiftelsen og Skytteforeningen: men ellers opdeltes resten i lange strimler og fordeltes på de enkelte borgere.
Lodderne var efter den tids opfattelse næsten intet værd, og man har eksempler på at nogle af de små lodder, der ud mod stranden kunne have en bredde på seks-otte meter og en længde på fire-fem hundrede meter ind i landet, blev solgt for nogle få potter brændevin eller for et halvt dusin riskoste med skaft. Så sent som i l9l2 solgte røgterfamilien på Skærby Bakke en strandgrund på fem tusind kvadratmeter for 35 kr, fordi man stod og manglede penge til en konfirmation; i 1918 var værdien steget til tre tusind kroner.
Området bag plantagen lå stadig åbent og uden megen bevoksning. Vist nok i l897 indrettedes mellem Skærby bakke og stranden en skydebane, forsynet med mure for måltavler; men den voksende sommerhusbebyggelse de efterfølgende årtier talte for at banen blev flyttet og arealerne udstykket. Det skete i begyndelsen af 1930erne.
Den første bebyggelse efter århundredeskiftet var tilfældig, men fra 1918-19 gennemførtes organiserede udstykninger af “Vibo“- og Klitborg-arealerne, med fælles badestrand og vejanlæg som sikrede adgangen til herlighederne. Også Borgerstiftelsen i Nykøbing Sjælland solgte nu sit strandområde til feriekoloni, mens kommunen tilbagekøbte Skærby-lodden, som man havde afhændet kort før århundredeskiftet med henblik på opførelse af et større rekreationshjem. På de kommunale jorder camperede folk i sommermånederne, og i det hele taget havde Skærby på den tid et primitivt og interimistisk præg. Et af husene nær vejen var bolig for kommunens husvilde, der hermed var placeret i betryggende afstand fra bygrænsen. Skærby var ikke dengang så socialt acceptabel som Nordstrand, hvor
der lå velbyggede strandhuse og et badehotel.
Situationen ændrede sig imidlertid. I 1950erne og 60erne nedlagde man landbrugene og udstykkede i stedet jorderne som nu blev nye sommerhusområder. Samtidig etableredes en regulær campingplads, og resultatet var at området blev bebygget og befolket. Plantagerne groede til, og sammen med klitterne og kysten gjorde de Skærby til et attraktivt og velbesøgt feriested.
I dag er stedet tillokkende. Den langstrakte bakke i en frodig bevoksning udgør et næsten alpeagtigt sceneri. Plantagerne har deres hemmeligheder og skjulesteder, deres dufte og dyreliv. Den hvide sandstrand og de grøntoppede klitter danner sammen med den fint svungne kystlinje mod Kattegat et rekreativt naturområde af høj kvalitet. Og dertil kommer om sommeren en livlig campingby omgivet af et villakvarter med nette feriehuse gemt i grønt.
Se også: Lergraven ved Skærby.
Kilde (gengivet fra): "Kort og godt om Skærby"/Kurt sørensen, 1989.
