Langdyssen i Plejerup
Langyssen i Plejerup, som lå på gården Stenbjerg, har en helt specil historie, som Anders Larsen her fortæller om:
På bakkens højeste punkt ligger den nu helt afdækkede og restaurerede langdysse, med et gravkammer i midten. Lyder Sørensen Høyer omtaler den ikke.
Indtil 1910 var der kun lidt af randstenene synlige. Rummet i midten var fyldt med sten og jord, og over det hele groede tjørn og hassel.
En gammel købmand i Frenderup, Jakob Larsen, havde banet vej gennem krattet og anlagt gange der, og det hele synes middelalderligt idyllisk.
Ca. 1870 havde stenhugger Dahl i Odstrup haft adgang hertil. Den store dæksten over kammeret havde han sprængt, og af de synlige randsten havde han flækket de trappesten ud, der kom i brug i Herrestrup Købmandshandel.
Under den første verdenskrig begyndte en gammel mand, Jens Kristensen fra Atterup, hvis søn da boede her, så et stort rydningsarbejde med at fjerne alle de sten, der dækkede det indre af dyssen. Alle tjørnene ryddede han, og plantede gran i stedet for.
I løbet af 15 år var højen lukket af gran. De opsamlede sten havde han sat i et meterhøjt og meterbredt gærde oovenpå selve randstenene.
Det blev da min opgave som daværende ejer af Stenbjerg, at fjerne disse gærder. Jeg kørte ca. 40 kubikmester sten derfra. Da randstenene nu var blottede, kom jeg i forbindelse med Nationalmuseet, og højen blev restaureret. Tusind vintre med frost og tø havde tvunget stenene ud af deres oprindelige stilling.
De blev nu rejst igen, og står ½ meter i jorden. Den sprængte dæksten blev samlet så godt det lod sig gøre, og lagt på plads.
En randsten udfor kamrets venstre side var flyttet ca. 1 meter ud. Da vi skulle sætte den på plads, var hullet, hvor den tidligere havde stået, fyldt med aske, så det drejer sig rimeligvis med en offerplads.
Ved dyssens østre side er der utallige flinteflækker, og vi fandt under planeringen to stenkiler.
Efter endt restaurering blev højen fredet. Granerne blev ryddet. Tilbage står en enlig bøg, hvis krone breder sig på den åbne plads som ætling fra skoven der svandt. Og denne bøg må aldrig ryddes uden min tilladelse - og den giver jeg ikke.
Kilde: Grevinge Sogn, III bog, samlet af Anders Andersen.--SOC 30. jan 2012, 17:05 (CET)