Folkesagn om baron Adeler på Dragsholm

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning

Folkesagn om baron Adeler på Dragsholm slot i Odsherred.

Lærersønnen Th. Leth fortæller 1868 at baron Adeler ikke var død da hans begravelse fandt sted, men at han levede i mange år derefter på slottet, uden at nogen fik ham at se.

Om natten så man lyset skinne ud fra et værelse, hvor ingen mennesker ellers kom, og der mente man baron Adeler ophold sig.

Th. Leths sagnoptegnelse sigter til baron Friedrich Christian Adeler, født 1764 på Dragsholm, som han ejede fra 1785 til sin død 1816.

Det hed sig, at han havde begået et stort bedrageri ved en kasse i København, hvor han 1809 blev udnævnt til overpræsident.

Han blev dømt til at blive halshugget, men rejste udenlands, døde snart efter og blev i sin ligkiste ført tilbage til Dragsholm.

Denne kiste blev udskibet ved Svinninge vejle, og her blev den modtaget med stor højtidelighed af godsets befolkning.

Der var imidlertid kommet det rygte ud, at han ikke skulle være i kisten, hvorfor den blev åbnet for øjnene af en stor mængde mennesker. Der var kun en blykiste indeni.

Man troede da almindelig, at han levede, og at han stundom i hemmelighed kom tilbage og beboede et bestemt værelse på Dragsholm Slot.

En karl, som mange år efter rejste af tjeneste på Dragsholm, sagde gerne, når baronens død kom på tale: "Ja, mig får i ikke til at tro, at det var hans lig, som blev ført hertil, for jeg ved nok hvem jeg så tit har kørt for om natten, og jeg ved også han levede endnu".

Det kammer, hvor baronen førte denne skjulte tilværelse, fik ingen endnu 1890, lov til at komme ind i, så lidt som i mange aflåsede værelser, der ligesom mange tomme gange og kældre skal være beboet af ellefolk.


Kilde: Uddrag af artikel om folkesagn i Holbæk Amts Venstreblad 13. december 1949.--SOC 23. okt. 2018, 16:43 (CET)