Borggården
Borggården, Nakke, Rørvig sogn.
(Ingen oplysninger om gårdens bedrift p.t.)
Ejere:
Ane og Peter Petersen. Peter Petersen var søn af Karen og Peter Hermansen, Ubberup ved Anneberg. Peter Hermansens far, Herman Zakariasen havde gården i Ubberup, og hans far omtales bare i kirkebogen for Højby sogn som "gamle Takarias", der er født 1660.
1740 fik Peter Hermansen Borggården som fæste.
Efter dem kom sønnen, Peter Petersen og hustruen Ane.
Deres søn Hans, gift med Sidse.
Derefter deres yngste søn Jens Hansen.
En Frierfærd!
Poul Jensen, Bastegård, Lumsås, fortælle følgende om sin tipoldefar Hans Petersen på Borggården i Nakke:
I de forrige generationer var det ikke ualmindeligt, at forældrene arrangerede de såkaldte fornuftægteskaber.
Jeg vil i det efterfølgende berette om, hvorledes min tipoldefar "fandt" sin tilkommende.
Min tipoldefar hed Hans Petersen, han var født i 1807 på Borggården i Nakke, og var søn af Ane og Peter Petersen, han var igen søn af Karen og Peter Hermansen, der havde en gård i Ubberup ved Anneberg.
Hele byen Ubberup brændte i 1776 og blev ikke genopført. Alle byens jorder blev herefter lagt ind under Anneberggård, der på den tid var krongods og ejedes af Christian VII.
Peter Hermansen, der var født i 1740, fik i stedet Borggården i Nakke som fæste. Der foreligger intet om, hvornår gården er overgået til selveje. Peter Hermansens far hed Herman Zakariasen, han blev gift i 1736 og havde gården i Ubberup før Peter Hermansen. Herman Zakariasens far omtales i kirkebogen for Højby sogn som "gamle Zakarias", der er født omkring 1660.
GIFTERMÅL I TANKERNE!
Tidspunktet for min beretning er 1830 eller 1831, Hans Petersen (min tipoldefar) gik dengang hjemme og hjalp sine forældre med at drive Borggården. Da begge forældre var svagelige, og Hans var nået den giftefærdige alder, havde han udset sig naboens datter, Trine, som han var meget kær i og vidste, at sympatien var gensidig, til at blive hans kone på Borggården.
Dette havde hans kloge mor, Ane, bemærket hun var ikke umiddelbart begejstret ved tanken, for selv om Trine var en sød pige med et lyst og let sind, var hun ret umoden efter Ane's mening, ikke den helt rette kone for hendes Hans, og til at styre hus på Borggården.
En dag kaldte hun derfor Hans til sig og sagde til ham: "Jeg synes du skal gå over til naboen Søren Christensens, og fri til deres datter, Sidse, hun kan blive dig en god kone og en god hjælp for os på vore gamle dage".
FORNUFTEN SEJREDE.
Hans har sikkert tænkt sig meget grundigt om, inden han indså det fornuftige i anmodningen og tog sin beslutning.
Han blankede derefter træskoene og begav sig af sted for at indfri sit løfte til mor Ane.
Inden han nåede nabogården fik Trine øje på ham og stormede ham glad i møde, hun kunne se, at han var ude i et alvorligt ærinde og troede, at det var hende det gjaldt.
Hans skubbede hende blidt fra sig og fortalte, at det ikke var hende, han kom for at fri til, men hendes søster, Sidse.
Trine brast i en stille gråd, og blev fortabt stående, medens Hans tavs gik videre og fuldførte sit ærinde.
Sidse sagde selvfølgelig ja til frieriet. Når man var en fornuftig pige, sagde man ikke nej til en sådan karl, der var eneste søn fra en god gård.
Beretningen er nedskrevet af Hans og Sidses yngste søn, Jens Hansen, der er født i 1851 og selv overtog Borggården
Jens Hansen betegnede sin far som en meget rar og god mand, der var dygtig til håndens arbejde, men lidt veg, og har måske ikke stået i allerforreste række, da de åndelige evner blev uddelt.
Derimod var Sidse en stærk kone, der forstod at styre hjem og familie på en god måde. Dette havde den kloge mor Ane åbenbart forudset.
Der har sikkert i mange tilfælde været en god portion fornuft i de mere eller mindre arrangerede ægteskaber.
Jeg (Poul Jensen) har læst beretningen for mange år siden og har nedskrevet den efter hukommelsen.
Den 27. januar 1992.
sign. Poul Jensen, Bastegård, Lumsås.
Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 2 - 1992.--SOC 26. jan 2013, 15:21 (CET)
