Asnæs Kost- og Realskole

Fra odswiki
Skift til: navigering, søgning
Asnæs Realskole ca. 1930 - fotograf: Søren Bay
Asnæs Kost- og Realskole blev oprettet af cand. theol. W. Grove-Rasmussen 1907, der samtidig var bestyrer på skolen.

Han opgav denne stilling i efteråret 1917 og overlod den til C. H. Bay.

1925 foretoges under ledelse af arkitekt Helboe, København, en gennemgribende udvidelse, så at skolen, der forbereder mellemskole- og realeksamen, nu var en af de mest tiltalende bygninger i byen.

1934 er ejeren Axel Brier.


Erling Olsen, Asnæs fortæller:

Når man går ud af Toftegårdsvej kommer man hurtigt ud til "Realskolebakken" hvor Asnæs Kost- og Realskole ligger.

På grund af utilfredshed med fokeskolerne i det sydlige Odsherred blev der i 1907 bygget en "Aktieskole" med lærer Grove Rasmussen som den første skolebestyrer.

der var på skolen en fireårig mellemskole og afslutning med et år i realklassen. Der var skolegang seks dage om ugen mod folkeskolens tre dages undervisning.

Efter 7 år rejste Grove Rasmussen til Fredericia, og blev afløst af skolebestyrer Bay, og i 1924 købte Esther og Axel Brier skolen. De udvidede med en kostskole-afdeling, hvor de havde 20 elever boende. der var ialt ca. 80 elever på skolen dengang, og der var med tiden bygget gymnastiksal og anlagt fodboldbane og tennisbane.

det var en meget populær skole, og der kom mange elever udefra med tog eller på cykel, og var vejret meget dårligt, kunne det ske, at forældrene kørte for dem blandt andet fra Skamlebæk Radiostation.

Der var i 1930, da jeg flyttede over til skolen, foruden E. og A. Brier, ansat tre lærere og en lærerinde. Det var frk. Hansen, Engvang, Rasmussen og Bruhn Hansen, der i 1933 blev afløst af Mogens Munk. Der var flest drenge på skolen. Der var oftest kun fem til syv piger i en klasse på tyve elever. Der var i 1930-erne ikke forståelse for, at pigerne havde ligeså meget behov for en god uddannelse som drengene.

I februar 1945 blev skolen besat af tyskerne, og selvom de kun var der i få måneder, blev der ødelagt meget på skolen, men dog ikke mere end der der efter en istandsættelse kunne startes op igen ugen til det nye skoleårs begyndelse august 1945.


Kildehenvisning: Holbæk amt 1933-34 udg. af Amtshistorisk Forening.--SOC 18. okt 2011, 14:50 (CEST) Sjællandske byer og deres mænd udg. på National-Forlaget 1918.--SOC 8. nov 2011, 17:11 (CET) - Asnæs by`s historie udgivet af Dragsholm Lokalhistoriske Forening 1996.--SOC 10. jan 2012, 17:02 (CET)