Henrik Müller
Eller Heinrich Müller, som han flere steder står nævnt, og ejer af 16 hovedgårde, var ganske vist købmand, men han var også kongelig embedsmand, og i 1658 udvidede han forretningen med at låne penge til staten, som han selv havde lånt formodentlig i Hamburg og Holland, og ved krigens afslutning i 1660 er hans tilgodehavende opgjort til omkring 400.000 rigsdalere. Men da staten skulle tilbagebetale beløbet fik han det tilbudt i krongods, og man enedes om han kunne få Dragsholm Slot til 50 rigsdaler pr. tønde hartkorn. Müller tøvede længe, for det alt for dyrt, men i 1663 tog han imod tilbuddet, for det var den eneste måde han kunne få sine penge hjem på.
Dragsholm slot var på det tidspunkt på 6.265 tønder hartkorn, hvoraf de 140 tønder hartkorn bestod af Inderø, Lammeørerne i Lammefjorden, Hesselø, Ellinge Lyng, skovene, adragshoms marker, og resten var bøndergårde.
Henrik Müller begyndte nu at genopbygge Dragsholm Slot, og det var et møjsommeligt arbejde, men derudover byggede han flere store hovedgårde, og her bl.a. Anneberg, hvor der havde ligget en anden stor gård som hed Skovgård. Han opkaldte den nye gård efter datteren, Anna Catharina, og gav hende den. Nygård, Nygårds Mølle og jorde fra Højby og Nykøbing blev lagt sammen, og blev til "Drosselholm", som datteren Druede fik. Ellingegård var blevet til bondegård, men nu fik den jorde fra Ellinge landsby, som så blev nedlagt, og Müller overvejede også en hovedgård ved Kelstrup, men det blev til overvejelserne. I det hele taget syntes han at nære en urokkelig tro på storgodsdriftens fordele frem for de små brug, for overalt hvor der var mulighed for det lod han landsbyer nedlægge, og lagde deres jord ind under hovedgårdene.
Enevælden betød at at alle len blev omdannet til amter, og ved overtagelsen af Dragsholm blev Henrik Müller udnævnt til amtmand.
Det var meget vanskelige vilk¨r han blev budt, for Dragsholm Slot var i en sørgelig forfatning, for udover godsernes skattifrihed var inddraget, så var det godsejernes ansvar at sørge for bønderne betalte skat, og da de næsten ingen penge havde, så måtte godsejerne punge ud i deres sted, hvilket fik Henrik Müller til at fare hårdt frem. Bønderne klagede og Henrik Müller klagede, så det var den erene elendighed, men statskassen var tom. Endelig i 1674 fik han med hold i at prisen han havde givet på Dragshom slot var for høj, men penge fik han ingen af, for statskassen var stadig meget slunken, så han fik i stedet fik han Kongsberg Sølvværk i Norge som et plaster på såret.
Trods en hårdhændet godspolitik lykkedes det ikke Henrik Müller at få godserne til at løbe rundt, og hans hovedkreditor, Manuel Texeira fra Hamburg, fik i 1673 Dragsholm Slot i pant, og i 1676 overtog Texeira også Sæbygård i pant fra Henrik Müller, som i 1682 måtte se sit finansimperium endeligt bryde sammen.
Derefter levede han på skift hos døtrene indtil hans død i 1692 hvor kongen bevilgede 500 rigsdalere til begravelsen.
Kildemateriale: Danske Slotte og Herregårde. Diverse skrifter og brochurer om Dragshom og Odsherred.--SOC 25. jun 2011, 21:28 (CEST)
