Den hvide kalv
Den hvide kalv - sagnet om præsten Oluf Pedersen Schytte, Vallekilde kirke, Odsherred.
Nedennævnte fortælling står at læse i bl.a. Tang Kristensens Danske Sagn, men findes også i J. S. Møllers "Fester og Højtider" II s. 300f.
Oluf Pedersen Schytte døde 1759.
Han efterlod sig ingen livsarvinger, men en anseelig formue, og et lidt plette eftermægle, for degnen kunne han ikke enes med, ej heller herskabet på Dragsholm Slot, og desuden stod han i ledtog med den onde selv - det var derfor han var blevet så velhavende.
Til straf måtte han så gå igen i skikkelse af en hvid kalv, der gik og forskrækkede folk i byen - og det måtte der gøres noget ved!
Hans efterfølger var Otto Grundtvig, der bare var almindelig præst, og heller ikke den næste i embedet, Søren Nygaard, kunne drive det onde på flugt, men så kom Jens Bech fra 1773 til 1806.
Han havde gået i "den sorte skole", og var magister, så han kunne mane spøgelser i jorden, troede man, altså udøve en slags eksorcisme.
Fortællingen:
En aften da føllet (fejlangivet for kalven) viste sig i præstegården, sendte provst Bech sin pige op i kirken efter tre bøger, der lå på alteret, og til karlen sagde han, at han skulle tage kalven i det ene øre, og trække den ned i engen på præstegårdens mark, og så skulle præsten nok selv komme derop så snart han kunne.
Præsten mødte pigen udenfor porten, og tog bøgerne under armen, og nede i engen sagde han til karlen, der hed Jørgen, som stod der og holdt fast i kalvens øre, at nu kunne han gå hjem, og "med Guds hjælp, skal jeg være i præstegården lige så tidligt som du!
Da Jørgen var kommet lidt ned ad vejen, stod han stille og lyttede; han hørte da præsten sige: "Nu har du slået de to bøger fra mig - kan du også slå den tredie bog fra mig, er du stærkere end jeg".
Nu blev Jørgen bange, og skyndte sig videre, men snart efter hørte han en underlig lyd, og et øjeblik efter nåede præsten ham, så de kunne følges ad ind i præstegården.
Jørgen så da, at præsten kun havde een bog under armen - det var biobelen.
Siden har det aldrig spøgt i Vallekilde Præstegård, og stedet hedder nu "Mariemose".
Præsten og Jørgen levede endnu da sagnet blev optegnet (præsten døde iøvrigt 1806, da han var til landemøde i Roskilde).
Navnet på engen - eller mosen - er misforstået, for på gamle kort, f.eks. udskiftningskortet fra Vallekilde fra 1805 hedder den Mannemose, andre steder skrevet Manemosen, der vil skulle hentyde til den ovenstående beretning.
Jeg tror dog nok, at navnet er betydeligt ældre end sagnet!
Skrevet af Oscar Udsholt.
+
Stedet hedder nu "Manemose".
Kilde Arilds Lokaltidende nr. 2 - 1983.--SOC 9. mar 2013, 15:39 (CET)
