Rørvig sogn
Rørvig sogn.
Hvordan navnet "Rørvig" er opstået har der været mange mere eller mindre fantasifulde forklaringer på, men en meget sansynlig forklaring er den J. H. Larsen kommer ned i sin topografiske beskrivelse af Odsherred 1832.
Han har fundet stavemåderne "Røørwif", "Rørvigh", og fortsætter: Men i den ældre afdeling også "Ysøørn". Dog er Rørvig ikke som jeg har formodet opkommet af selve "Ysøøre", "Ysøørn", så er stamfaderen til navnet sandsynligen en Roar = Roars, Roars Vig = Rørvig. Begge navne findes hos Caro. Altså en vig, som en Roar har tilegnet sig og beherskede, og hvorfra han drev sin vikingefærd.
Den almindelige, men meget usandsynlige mening er for mytologien af "Røvernes Vig", men den er af en sådan beskaffenhed, at man kun behøver analysere den, for straks at forkaste den.
J. H. Larsen har opgjort det samlede areal til 5.607 tdr. land med et folketal 1828 på 800 mennesker, 1 sognekirke, 1 præstegård uden bygning, 2 skoler, 1 kongeligt toldsted for samtlige Isefjordens købstæder, lodse og ladepladser, 40 bøndergårde med 3 tdr. hartkorn hver, 54 huse med jord, 12 huse uden jord, 3 vejrmøller og 30 skibe.
En kvægbestand på ca. 120 heste, 300 køer, 200 får og 150 svin.
Årligen fødes af børn 15 ægte, 1 uægte, 1 dødfødt, 4 par ægtevies, der er 9 fattiglemmer og der dør 9. I byen bor 8 skippere.
Rørvig sogn er efter folketællingen 1930 det mindste sogn i Odsherred.
Det består af byerne Rørvig, Nakke og Nørrevang.
Det er et sted som turister i større og større omfang søger hen til, for få steder rummer en så storladen natur, omtrent helt omgivet af vand, mod nord Kattegat, og mod øst og syd Isefjorden.
I sognet findes Flyndersø, som nu er mest eng og moseområde og Dybesø, som ligger 2 meter over havet, er en ferskvanssø, og kun adskilt fra Kattegat med en dæmning på et par meter i bredden.
Ved Isøre i øst samledes i fordums dage høvdingerne til Kongevalg, og her var også toldstedet, hvorfra man kunne kontrollere alle varer, som førstes ind til havnepladserne ved Isefjorden.
Fra Rørvig til Dybesø strækker sig en mægtig indlandsklity, Højsandet, der efter traditionen er opstået om de risgærder, som bønderne anbragte for at standse sandflugten ind over land, og hvorfra man har den skønneste udsigt mod Rørvig kirke med Amtsplantagen og havet i baggrunden. Omkring kirken, der nu ligger i ensom majestær omgivet af sommerhuse, mener man der i gamle dage har ligget en by, som under sandflugt er forsvundet i det 16. århundrede, hvortil er knyttet sagnet om Marsk Stig, der siges ligget begravet i midtergangen i kirken, og ikke mindst sagnet om "Bruden fra Rørvig" (Mordet i Rørvig kirke).
Rørvig by er fra gammel tid en udpræget sømandsby, ikke fiskerby, idet 155 af de 496 indbyggere omkring år 1890 levede af skibsfart, mens kun 21 levede af fiskeri.
Byen har skiftet markant udseende fra dengang, hvor den nu er præget af de mange turister, der stadig kommer i større og større mængder.
I Rørvig finder man færgerne til Hundested, Lodsoldermandsgården opført i 1861, Rørvig Kro og Badehotel, som i dag hedder Rørvig Kro, og flere andre restauranter, som er et besøg værd.
Syd for Rørvig ligger Nakkeland og i nord ligger Nørrevang, der begge tidligere har været øer, men ved hævning og tilsanding nu er forvandlet til halvøer.
Det nordligste punkt helt ud mod Kattegat er "Korshage", der sikkert har sit navn fra det som sømærke rejste kors.
Til Rørvig sogn hører endelig Hesselø, hvor der er fundet bosteder fra Stenalderen.
Sognefoged-institutionen ophørte pr 1.-1.-1974.
Sognerådsformænd:
1937 til 1962 Carl Olsen, Søndervang, der er født 20. januar 1894.
1962 den 2. april til 1966 gårdejer Daniel Danielsen, Nakke.
1966 den 31. marts valgtes entreprenør Henry Jacobsen.
Befolkningstallet for Rørvig sogn:
1769 = 469 - 1787 = 521 - 1801 = 488 - 1834 = 616 - 1840 = 637 - 1850 = 685 - 1860 = 780 - 1870 = 802 - 1880 = 817 - 1890 = 804 - 1901 = 810 - 1911 = 832 - 1930 = +++ - 1955 = 991 - 1960 = 998 - 1976 = 1.061 - 1980 = 1.066 - 1985 = 1.187 - 1990 = 1.315 1995 = 1.320 - 2000 = 1.455 - 2005 = 1.538
+
I Holbæk Amts Venstreblad 2. juli 1955 kunne man læse følgende om Rørvig sogn af G. H. J.:
Rørvig før og nu 1955.
Rørvig sogn skyder sig med sin fligede kystlinje ud mellem Kattegat og Isefjorden (burde skrives Issefjord).
Det er kun forbundet med det øvrige Odsherred ved en smal landtange, som gennem årene øgedes derved, at naturen gavmildt lagde til ved den ene side, mens det menneskelige snilde ikke uden held forsøgte sig på den anden side.
Fire småøer: Nakke, Søndervang, Nørrevang og Vestervang blev tid efter anden landfaste, og dannede et sammenhængende hele, der blev til Rørvig sogn.
På en brink ud mod havet i Vestervang opførtes i år 1200 en kirke, og ved den grupperede sig en del våninger. Navnet på denne boplads skal have været Isby eller Isor, der senere blev til Isøre. Dette navn er i vore dage taget i brug af telefonselskabet.
Et sagn vil vide, at præsten her i en sen nattetime blev tvunget til at gå over i kirken og foretage en vielse, og da han var vel ude af kirken, blev bruden skudt. Stærkt imod sagnets pålidelighed taler dog den omstændighed, at der på daværende tidspunkt ikke boede nogen præst på stedet.
Og når et større provinsblad for få år siden bragte en udførlig tildragelse – den blev foregivet at være skrevet på grundlag af optegnelser i margen på en gammel bibel, som sammen med en del ragelse var fundet på præstegårdens loft – må dette af samme frund henføres til fantasiens verden, da der hverken var præst eller præstebolig i sognet.
Et andet sagn henlægger Marsk Stigs gravlægning til Rørvig kirke. Det er dette Troels Trier har foreviget i forhallen til biografen Regina i Nykøbing Sjælland. Pillerne som godt nok omtales i sangen om marsken eksisterer dog ikke i Rørvig kirke.
Begge disse sagn hører forøvrigt til de såkaldte ”vandresagn”, idet de siges at have tilknytning til forskellige egne. Det er ligesom med Hamlet, der skal ligge begravet flere steder i landet – blandt andet i Grevinge og Kongsøre skove.
Isøre ting.
Rørvig sogn havde fordum et tingsted, hvor folkets ve og vel afgjordes, og hvor kongevalg fandt sted.
Det sidste ved vi noget om af denne art, angik kong Niels, der kåredes her, mens en svensk flåde lå ude i den naturlige havn (Skansekrogen) for eventuelt at snakke med, hvis resultatet ikke blev efter deres hoved, og samtidig holdtes ting på fjordens modsatte side – altså ved Hundested.
Valgets udfald må dog så nogenlunde have tilfredsstillet gemytterne, da historien intet fortæller om eventuelle skærmydsler i den anledning.
Men selve tingstedets beliggenhed er gået i glemmebogen. Der gættes på både Højby og Kongsøre på den anden side af Nyvang, som var stedet for Isøre ting. Og selv om de to førstnævnte straks må lades ude af betragtning, er tingets plads dog ikke fastslået.
Og kan Nakke end ikke helt udelades, må tingets placering her dog anses for ret tvivlsom. Her er ganske vist ”Borggården”, hvis nuværende ejer har vundet sig et navn som kvægopdrætter (Højager Nakke). Gårdens navn skulle hidrøre fra, at der engang har været en borg, og der gisnes på en høvdingeborg, som skulle have været i nærheden af tingstedet.
Nørrevang kan derimod komme i betragtning som tingstedets plads. Det må i så fald have været i nærheden af eller på selve ”Egehøjen” med de forblæste og forvredne træer.
Men der er dog også nogen sandsynlighed for, at Isøre ting har været på den lille banke, hvor Rørvig vartegn, Rørvig Mølle, står. Og er denne formodning rigtig, vil nogen af tingstenene nok være at finde i Møllens fundament. Pladsen blev senere skolelod, som dog senere igen solgtes, og overgik i privat eje.
For nogle år siden rejstes, en for øvrigt ikke særlig smuk, men karakteristisk, sten til minde om [Isøre ting. Den gør et skamferet og hærget indtryk, og synes at have været truet af med sønderdeling som selve det danske rige.
Det kan dog med fuld sikkerhed fastslås, at denne sten ikke står på tingstedets plads, da de lyngklædte arealer, hvor den er anbragt, på den tid lå hen som sumpet fladstrand. Saxo betegner stedet som nogle blinde skær, der kun er synlige når vandet faldt.
Den store sandflugt:
Og årene rullede, og skiftede om på jord.
En heftig storm fra nordvest rejste sig og fo`r hylende og hærgende hen over landet.
Det tørre sand langs strandbredden hvirvledes op, og førtes af stormen ind over markerne. Luften formørkedes og blev så tyk og tæt, at egnen syntes som forvandlet til en filial af Saharas ørken.
For beboerne i kirkebyen blev tilværelsen mere og mere uudholdelig. Revner og sprækker skortede det ikke på i husene, og stormen formåede at presse sandet ind overalt. Der var ikke til at være, så de måtte forlade hus og hjem.
Flygtningene søgte tilflugt i nogle småhuse, der lå ved vigen – Rørvig. – En anden version, som dog forekommer noget usandsynlig går ud på, at disse huse blev kaldt ”Røverhusene”, hvilket så i tidens løb skulle være blevet til Rørvig.
Den lille by ved kirken blev aldrig til boplads mere. De skrøbelige huse faldt sammen, og markerne – hele Vestervangen – var begravet i sand, der på sine steder lå i et mere end metertykt lag.
I al dette triste øde stod Rørvig kirke troende i ensom majestæt.
Ved opgravning i forskelligt øjemed finder man stadigvæk ting, der røber den tidligere bebyggelse.
Skellet Mellem Nørrevang og Vestervang markeredes ved et stengærde, der strakte sig tværs over tangen fra vigen og ud til Kattegat. Ovenpå dette var anbragt et rishegn, hvis opgave det var at hindre løsgående kreaturer i at overskride grænsen.
Her havde sandet lagt sig i en drive, som ikke alene begravede gærdet, men også rishegnet. Og senere opsatte hegn gik det med på samme måde, da sandflugtsperioden kom til at strække sig over en menneskealder (1501-1530).
På denne måde fremkom den ejendommelige indlandsklit, Højsandet, der skal være enestående af sin art, idet den siges at være verdens eneste indlandsklit. Den har på sine steder en højde på over 20 meter.
Befolkningen klagede og anråbte autoriteterne om hjælp i Nøden. Vestervangen var ødelagt, og Nørrevang var stærkt truet af at skulle lide samme skæbne. Men myndighederne kunne eller ville eller turde ikke gå an med naturkræfterne. Folk måtte se at affinde sig med dem, som de bedst kunne.
Så gik der godt og vel 300 år. Sandet var stadigt i bevægelse, når vinden rørte på sig, og blæste det op til storm, var det, som om hele arealet blev levende. Sandet føg igen.
Da plantningerne begyndte:
Men så endelig for godt 100 år siden (midt i 1880-ene) bestemte det offentlige – i dette tilfælde Holbæk amtsråd – sig til at købe 365 tdr. land af det af flyvesandet dækkende område.
Det købte areal strakte sig fra Dybesø mod øst langs stranden til Nykøbing Sjællands skel mod vest. Det blev tilplantet med den nøjsomme og villigt groende marhalm. Senere blev plantet nåletræer, og langs stranden et bælte af den mere hårdføre bjergfyr, som end ikke lod sig hue af havgusen.
Eksemplet med plantning smittede, så også andre lod noget af den tilplantede jord tilplante. Disse plantninger voksede med årene dels ved ny plantning, dels også ved selvsåning. Plantevæksten på Højsandet er således selvsået.
Lodder og Led:
Der var i Rørvig 22 gårdmænd, der som et levn fra fællesskabet godt kunne have deres lodder liggende på en snes forskellige steder.
Nørrevang var før udskiftningen fuldstændig ubeboet. Når derfor disse marker var afhøstede, blev kreaturerne sluppet løse og overladt til byhyrdens omsorg.
Alle veje, der førte til byen, var lukket med et led. Det vigtigste var kongeleddet på Nykøbing-vejen. Når de kongelige køretøjer kom ad de kanter, måtte drengene løbe foran og lukke op for dem.
Højsandsleddet spærrede for Nørrevang, og mod syd var ræveleddet og sandledet, og endelig var der skellet mellem Rørvig og Nakke, mellemleddet.
Nogle af gårdmændene havde lodder i Vestervang. Den resterende del – godt et par hundrede tdr. land – blev tildelt småfolk (husmændene) i Rørvig. De fik hver to lodder, som dog ikke lå sammen. Navnet Vestervang gled ud, og navnet ”Husmandsvanden” trådte til i stedet.
Husmændene ernærede sig kun kummerligt, da den magre jord jo ikke ydede noget stort udbytte. De prøvede derfor at forbedre økonomien ved fiskeri i fjorden, og det nære Kattegat.
Af den mandlige ungdom fra hus som fra gård, stak de fleste til søs. Nogle gik på langfart, og sejlede på vandet i de syv verdenshave tyndt. Og når de lagde op og gik i land, kunne det være som lodser, havnefogeder, eller de slap ind hos toldvæsenet. En og anden vendte dog hjem til de hjemlige kødgryder.
Rørvig som ferieland:
Lidt efter lidt blev Rørvig opdaget som feriested. Skrivende, malende såvel som andre kunstnere var blandt de første.
Holger Drachmann tumlede sig her i de unge år, og så godt syntes han om stedet, at han ønskede at blive begravet her, når livsvandringen var slut, hvilket dog var en opgave, kirkegårdsledelsen ikke fik løst. Drachmann fik sin grav i den hvide klit i Skagen.
Utallige er de motiver, malere har fæstet til lærredet her.
Og flere forfattere – bl.a. Sophus Bauditz – spores et umiskendeligt kendskab til egnen omkring Rørvig.
Vilhelm Bergsøes roman ”Bruden fra Rørvig” handler om og foregår i Rørvig. Dog ikke den før omtalte brud, der blev skudt i kirken umiddelbart efter vielsen.
Og Louis Levy har skrevet en lille roman, ”Gaarden”, efter levende model fra Rørvig. Denne roman, som for øvrigt er en hyldest til ungdommen, blev i sin tid bragt som følgeton i lokale blade, og dette blad såvel som romanen blev med interesse læst i modellens hjem. Det der nærmest var en virkelighedsskildring, gik det godt nok med, men da forfatterens fantasi begyndte at spille ind, slog forståelsen klik. Højligt forarget henvendte manden sig til bladets lokalredaktør i Nykøbing Sjælland for at gøre indsigelse mod fornærmelsen, for dette er – som han udtrykte sig – ”den onde væltme galt”!
Bladet havde fået romanen i stereotypi fra et bureau. Redaktøren måtte på grundlag af den vrede mands oplysninger skrive noget, som efter mandens udsagn skulle falde bedre sammen med virkeligheden, og følgen blev altså, at romanens sidste del fik en anden affattelse end den, forfatteren havde tænkt sig.
Komponisten Arnold Ringsted ferierer her en sommer, og boede i telt. En aften da han var gået til ro, blev det regnvejr, og regnens trommen mod teltlærredet holdt ham længe vågen – ja, så længe, at regndråbernes trommen blev til en melodi, der blev til Rørvigvalsen.
I sin lille hytte på brinken ud mod Kattegat har Kai Hoffman skrevet nogle af sine klangfulde digte.
Og violoncellisten Herman Sandby har i mange år haft sommerhus ved Rørvig, og været nabo til Hillerød borgmester Zahlmann.
Af feriegæster, som siden blev fastboende, kan nævnes balletdanser Uhlendorff, som i mange år har boet i Rørvig, og enkefru Levy har erhvervet den tidligere Lodsoldermandsgården, der er opført 1662 (står på en bjælke i dagligstuen) og fredet i klasse A.
Louis Levy såvel som Henrik Pontoppidan ligger begravet på kirkegården i Rørvig, og under besættelsen 1940-45 blev også tyskere begravet her.
Feriebesøget i Rørvig begyndte forholdsvis beskeden med, at nogle mennesker udlejede deres lejlighed. Selv stillede de så et komfur an i vaskehuset, og hyggede sig ellers i udhusets brændselsrum de 5-6 uger, ferieopholdet varede. Betalingen dækkede jo mere end terminsydelserne.
Men så begyndte man at bygge boliger specielt til sommerophold, og spekulanterne fandt vej til Rørvig.
Siden da er sommerhusene skudt frem som paddehatte. De varierer lige fra solide, grundmurede bygninger til simple træskure, der unægtelig leder tanken hen på kolonihaverne. I antal nærmer de sig et par tusinde, og hvert år kommer der en snes stykker til – somme tider flere.
Folketingsmand Rasmus Hansen, der den gang bare gik med en minister i maven, byggede sig også et pænt lille sommerhus i Nørrevang. Hans stjerne hos vejautoriteterne må dog ikke have stået højt, for da huset var færdigt slog lynet ned, og det hele futtede af, inden han fik taget det i brug.
Naturfredningsforeningen – eller som dens lange og noget besværlige navn lyder: ”Foreningen til værn om Rørvig sogns naturskønheder” – gør et fortjenstfuldt arbejde.
For at få midler til at løse de påkrævede opgaver. lader foreningen hvert år afholde en sommerfest, hvor der har været budt på lødig underholdning som friluftsspil (Hagbart og Signe), ligesom der også har været opført et af pastor Helge Hostrup skrevet lokalpræget stykke. Der har yderligere været lidt gøgl på den tjærede vej.
Også en årligt tilbagevendende begivenhed er fodboldkampen mellem fastboende og landliggerne. Og selv om denne dyst ikke har meget med en rigtig fodboldkamp at gøre, formår den at samle en tusindtallig tilskuerskare.
Der er i Rørvig sogn flere børnekolonier, hvor hundredvis af børn henter sol, sommer, og fornyet livsmod, før de igen drager tilbage til storbyens saneringsmodne kaserner.
Sommerbesøget øges år efter år, og Postfunktionærernes feriehjem har således omkring 1.000 gæster årligt, og Missionskurstedet noget lignende.
Så godt som hele Husmandsvangen er opkøbt i spekulationsøjemed, og følgen heraf er at de små husmandsbrug blev nedlagt, og det deraf følgende mindre kohold har været medvirkende til, at mejeriet i sognet måtte nedlægges.
Kommunens samlede indbyggertal (fastboende) er 1955 på godt 900, mens man i ferietiden godt han lægge et nul til – dog nærmere endnu hvis man yderligere lægget 1.000 til – og besøget øges år efter år.
Hvad er det da, der gør Rørvig og dens omegn så tillokkende?
Det er først og fremmest den rige og afvekslende natur, hvor den flade pandekageform brydes af små bakkeforekomster med dyrkede marker og lyng overalt, mens gøgen begynder at klukke – ja, da stævner feriegæsterne atter til Rørvig, og Peter Hansen lader broklappen gå ned, og byder færgens gæster velkommen med ordene: ”Det er Rørvig, dette her”!
Kilde: Holbæk amt 1933-34 udg. af Amtshistorisk Forening. - Statistikbanken.dk - Dansk Demografisk Database. - Odsherred, en topografisk beskrivelse af J. H. Larsen 1832. - Holbæk Amts Venstreblad 17. januar 1959 og 8. december 1960 og 3. april 1962 og 1. april 1966.--SOC 27. apr 2012, 15:09 (CEST)
