Højby kirke

Ældre billed af Højby kirke.

Af den oprindelige romanske stenkirke, antagelig fra 1100-tallet, er kor og skib bevaret. Tidligt, muligvis allerede i 1200-tallet, er der rejst en våbenhus ved skibets syddør. Sidst i 1300-tallet er fik kor og skib hvælv, og ikke meget senere er tårnet kommet til. I 1400-tallets anden halvdel opførtes et sakresti ved korets nordside, mens det nuværende våbenhus ved skibets syddør og kapellet på skibets nordside må henregnes til den sene middelalder.

Over skibets syddør ligger tre egetræsplanker med buede oversider, som kan stamme fra en trækirke. Ved udgravningen 1961-62 påvistes i koret en begravelse, der gik ind under det romanske mørtelgulv, og som derfor må være ældre end den nuværende kirke.

Bygningerne præges af to gennemgribende restaureringer, udvendig fra 1871-72, og indvendig fra 1961-64. Ved samme lejlighed gennemførte Nationalmuseet en udgravning af korets, skibets og tårnets gulve.

Højby kirke omtales første gang i Roskildebispens jordbog hvor den er ansat til 2 mk, havde i 1365 egen præst og ligeså i 1465. 1515 siges kirken imidlertid i et kongeligt præsentationsbrev at være anneks til Nykøbing Sj. kirke, mens denne på sin side nævnes som anneks til Højby kirke. 1552 fik Sjællands biskop, Peder Palludius, livsbrev på kirken kvit og fri, for han bedre kunne have sit underhold, og når han ikke længere kunne forestå sit embede, da havde en tilflugt; dog skulle han forsyne sognefolkene med god, lærd præst.

Og det kan nævnes, at sognet talte år 1567 ikke mindre end 103 tiendeydere. I 1603 lod lensmanden på Dragsholm Slot, Arild Huitfeldt, støbe en klokke, og endnu i år 1666 var pastronsretten kongelig, men blev 1673 tilskødet rentemester Henrik Müller. Efter at kirken 1683 var hjemfalden til kronen, henlagedes hovedparten af kirketiende og kirkens landgilde 1688 ved mageskifte til rektor og de fire øverste hørere ved Roskilde skole. 1738 afløstes denne ordning, hvorefter kongen atter havde patronats- og kaldsret.

I 1800-tallet lå kirken under det kgl. odsherredske gods, indtil den i 1873 overdroges til menigheden som aktieselskab.

Overgang til selveje fandt sted 1. juli 1912.

1983 ændres titlerne for nu er nogen mere præst end andre, og for A. D. Kochs vedkommende er det ham, der er sognets begravelsesmyndighed og kirkebogsfører m.v., og dermed er han administrerende sognepræst, mens præsten i Lumsås "kun" er sognepræst, men lønningerne er de samme.

Lumsås Kirke er fillialkirke til Højby kirke.

Højby Kirke efter restaureringen i 1960'erne. - Foto: Søren Bay, Asnæs.

Indholdsfortegnelse

1 Kalkmalerier:
2 Altertavlen:
3 Døbefonden:
4 Prædikestolen:
5 Kirkeskibet:
6 Stolestaderne:
7 Gravminder:
8 Sagn:
9 Møntfund:
10 Sognepræster i Højby og Lumsås kirker:
11 Degne ved Højby kirke:
12 Kapellaner ved Højby kirke
13 Ringer og gravere:
14 Kilder:

Kalkmalerier:

Ved hovedistandsættelsen 1872 fremkom kalkmalerier, der imidlertid ikke vakte større interesse. I 1900 undersøgte Eigil Rothe fremkomne kalkmalerirester, og fandt ved afbankning af pudsen yderligere udmalinger såvel på korets nordvæg og hvælv, som på skibets tre hvælv. Ved Rothes restaurering året efter blev der fundet supplerende fund. 1911 var det nødvendigt at rense og genrestaurere kalkmalerierne på korets nordvæg og i hvælvene. I 1950 blev kalkmalerierne igen renset og restaureret af Mogens Larsen under konservator Egmont Linds tilsyn. Ved hoverestaureringen 1961-64 fremkom et stort antal kalkmalerifragtmenter på kirkens vægge; på kortes østvæg og i skibet, på triumfvæggens nordre halvdel østligt på sydvæggen og på vestvæggen, samt nordkapellets vestvæg.

I hæftet 'Det Skønne Odsherred' fra 1949 er der trykt en artikel af Tage Christian, hvori der gives en længere forklaring om kalkmalerierne i Højby kirke.

Altertavlen:

Altertavlen fra omkring 1475-1500 er en gotisk skabstavle med to fløje og predella. Over midterskab og fløje er et topstykke fra omkring 1630, som måler 201x158 og viser korsfæstelsen. Efter restaurering 1961-64, hvor alle yngre malerlag blev fjernet, står hovedskabet igen med sin originale middelalderlige staffering på kridtgrund, der i partier, specielt på dragterne, er ret fragtmentarisk bevaret.

I 1756 omtales den gamle altertavle, "der synes at give den historie til kende om de to jomfruer, som i kirken myrdede de to unge adelsmænd. I en af tavlerne står og en af parrene i billedhuggerarbejde".

Døbefonden:

Fonden er romansk, af granit, højde over nuværende gulv 77 cm, og 70 cm i tværmål, og er af Roskildetype. Fod og kumme er hugget hver for sig, den keglestubformede fod, med en lille vulst forneden og en stor foroven. Under mundingsranden har kummen en mindre vulst og derunder tykkere tovstav, der løber samme vej rundt.

Højby kirke 2015. - Foto: SOC.

Prædikestolen:

Prtædikestolen har malet årstal 1656 på himlen, en datering, der bekræftes af topstykkernes reliefskårne våbener for Frederik III, Christopher Urne (lensmand på Dragsholm Slot 1645-58 og dennes hustru Sophie Lindenow). Selve stolen er udført i Lorentz Jørgensens værksted, mens opgang og løbebro stammer fra tiden omkring år 1600, og står med yngre malerier, udført samtidig med prædikestolen eller muligvis først i 1700-tallet.

Kirkeskibet:

Kirkeskibet i Højby kirke er et navnløst fuldskib, ca. 75 cm. Bygget af sømand Anders Jensen, Ellinge Huse, Højby. Vist ophængt i l870'erne.

Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 2 - 2000, Fra Holbæk Amt 1953, s. 32-49

Stolestaderne:

Stolestadernes gavle, hvoraf der er bevaret næsten et halvt hundrede, har reliefskåret årstal 1555, mens sæder og rygstød fornyedes ved restaureringen 1961-64, da stolene nyopstilledes. I forbindelse med stolenes vedligeholdelse nævnes 1686 Lauritz Jensen i Gudmindrup, der betaltes for underbeklædning af otte stole i kirken. I 1741 behøvedes rækværk til rygstød til 20 kvindestole; hertil bemærkede degnen dog, at udover der aldrig har været rækværk, så ville det kun blive besværligt og ubekvemt for frugtsommelige koner i de smalle stole.

På tre af gavlene ses reliefskårne våbener; den ene fremtræder imidlertid ikke i oprindelig skikkelse, idet feltet med våbenet er sekundært indsat. Våbenerne står for Hardenberg, Rosenkrantz og Rosensparre. Førstnævnte skal muligvis henføres til Eiler Hardenberg, der var lensmand på Dragsholm Slot 1551-65, gift med Karen Eriksdatter Rosenkrantz, der dog døde 1549, hvorfor gavlen med Rosenkrantzvåbenet ikke med større sikkerhed kan sammenstilles med det første. Hvad angår Rosensparres våben kunne det henføres til Steen Rosensparre, der var høvedsmand på Kalundborg 1552-65 og var gift med Mette Olufsdatter Rosenkrantz, som døde 1588. Da det fjerde våben, der i så fald skulle være endnu et Rosenkrantzvåben, som imidlertid mangler, lader tilhørsforholdene sig vanskeligt bestemme.

Gravminder:

Niels Peter Christiansen.

Der er en del gravminder i kirken bl.a.: Epitafium over sognepræst i 30 år, Eske Bertelsen, død 1. december 1619 59 år gammel. Epitafium over sognepræst Hans Nyengaard, som 1711 var assistentpræst ved Vor Frue kirke i København, og kom via Sct. Olai kirke i Helsingør, Kregme og Vinderød til Højby kirke 1729. Et kirkegårdsmonument fra omkring 1852 over Fisker Jens Pedersen af Sølvager, der omkommer på søen i orkanen som rasede natten mellem den 2. og 3. oktober 1852, efterladende sig en elsket hustru, to små børn, to gamle forældre og en retskaffen svigerfader.

Det berømteste er nok gravstenen over Niels Frederik Peter Willumsen, der en septemberdag under pløjning på Trundholm mose fandt Solvognen. På stenen står: Til minde om Karen Marie Willumsen, Trundholm, 1850-1923 og opsynsmand Fr. Willumsen, 1862-1940 - Frederik Willumsen fandt Solvognen i Trundholm mose 1902. Oprindelig fremgik det ikke af gravmindet, at det var ham der havde fundet Solvognen. Det blev der rådet bod på da Menighedsrådet overtog gravstedets vedligeholdelse og med støtte fra "Almegårdsfonden" fik tilføjet at det var ham, der fandt Solvognen. På gravstenen står Willumsens navn med W, hvilket ifølge familien er ukorrekt, da det staves med enkelt V.

Mindesten over Museumsbestyrer Hans Laurits Jensen sat af Stenstrup Museum, og er en gammel hulslebet slibesten, en såkaldt guttesten, brugt til at male mel på. Igraven ligger også hans forældre og hans bror Anders Jensen gift med Henriette Jensen.

+

Niels Jakobsen Finkenow - død 1386.

1962 den 1. marts, under restaurering af Højby kirke, er der fundet rester af en bispegrav, og Nationalmuseets folk er overbevist om, at det er en bispegrav, selvom gejstlige normalt bliver begravet i domkirker.

På nordvæggen i kirkens kor findes ved siden af et kalkmaleri et våbenskjold for slægten Finkenow, og under skjoldet et billede af en gejstlig i bispekåbe, som svarer til de stofrester man har fundet.

Det leder nu hen til Niels Jakobsen Finkenow, kaldet Rusere, der studerede ved Prags Universitet i 1381, og var kannik i Roskilde 1382. Han blev af Dronning Margrethe den 1. udnævnt til ærkebiskop over Norge, med sæde i Trondheim, og man ved han var i Rom, og fik udnævnelsen bekræftet af Paven.

Han var åbenbart meget upopulær i Norge, for historikere har bl.a. kaldt ham for "den mest usympatiske metropolit Norge har haft. Man ved også han rejste hjem medbringende alt han kunne skrabe sammen af kirkelige dokumenter og arkivalier, men dem har Norge senere fået tilbage.

Man ved biskop Finkenow er begravet et eller andet sted i Danmark 1386, og nu anser flere for at han er begravet i Højby kirke. Våbenskjoldet ved kalkmaleriet er i hvert fald en forbindelse - men hvilken?

Sagn:

Den kendte folkevise om hr. Ebbe og hans døtre, der omhandler "Dobbeltmordet i Højby kirke", er fra 1600-tallets slutning, og er af den odsherredske almue stadfæstet til Højby kirke, hvilket senere er gentaget og videreudviklet som uberettiget historisk tradition af en lang række forfattere. Visen kendes imidlertid også i andre, til dels ældre versioner, som lokaliserer begivenheden til forskellige steder i Jylland.

Møntfund:

1955 fantes på kirkegården en enkelt mønt fra Erik Klippinges tid. Anderledes omfattende fund blev gjort i tiden 1961-62 i forbindelse med hovedrestaureringen, og fundene omfatter her 186 mønter hvoraf 121 er danske, fra Svend Grathe til Christian X. Endvidere 7 svenske og 47 Mecklenborske middelalderlige hulpenninge.

Kirken blev restaureret i 1963 med efterfølgende flagallé og honoratiores til indvielsesgudstjeneste.