Nykøbing Sjælland havn
Før den tid foregik al udskibning af varer til byen på den måde, at skibene sejlede så langt ind de kunne komme, hvorefter varerne lossedes over i fladbundede pramme, og inde fra land kørte så særligt byggede vogne, hvor ladet er hævet i højde med bringen på hestene, ud og hentede godset ind til land. Dette forgik fra Strandstræde, som er byens ældgamle udskibningsvej.
I billedet af byen i Resens Atlas (udg. 1676) er der imidlertid en lille bro ud i vandet, hvad der stemmer overens med en Dr. Larsen, der fortæller om levninger af en tidligere bro, og at føromtalte Strandstræde skulle have været den gamle udskibningsvej.
I begyndelsen af 1830-erne begyndte Magistraten at arbejde med anlæggelse af en virkelig skibshavn, og borgerskabet måtte forpligte sig til at deltage i udgifterne enten ved kontant betaling, eller ved at levere arbejde.
I begyndelsen af 1840-erne blev det alvor, og der kørtes ny fyld på den lange dæmning ud til øen, hvor havnen skulle anlægges.
I 1860 blev østre stenmole bygget med en kølhaleplads, som omslutter havnen, der på det tidspunkt har en dybde af 12 fod.
På havnepladsen, sammenbygget med havnefogedens bolig, opførtes Nykøbing Sjælland Saltværk nede ved havnen. men driften måtte indstilles i 1895, da den ikke kunne konkurrere med nyere og bedre indrettede værker.
Trafikken på havnen voksede stadig, og var i 1876 følgende:
I indenrigsfart var indklareret 141 skibe.
I udenrigsfart var indklareret 56 skibe.
Havne og bropenge udgjorde tilsammen 7500 kr.
Til byen hørte 25 fartøjer med en samlet drægtighed på 1729 tons.
I Roskilde stiftedes i 1858 et aktieselskab med det formål at fremme trafikken på Isefjorden, og flere borgere i Nykøbing tegnede aktier heri.
I en årrække herefter sejlede en hjuldamper "Frederik den Syvende" i fart mellem Roskilde og Nykøbing Sjælland, men da Det Forenede Dampskibselskab i 1871 åbnede en rute til Nykøbing med "Sct. Knud" og "Brage", og da Odsherreds Jernbane blev åbnet 1899, indstilledes sejladsen med "Frederik den Syvende".
Før jernbanens tid var havnekassens indtægt til havnen på ca. 14.000,00 kr. - Efter jernbanens åbning faldt havnekassens indtægt til ca. 1.500,00 kr.
Omkring 1912 købtes en lille damper "Isøre" på nogle borgeres initiativ til at besørge passagertrafik på Isefjorden og ud til Hesselø, men det gav ingen fortjeneste, og blev til sidst solgt med tab. Et minde om "Isøre" har borgerne, når de om morgenen hører klokken ringe fra Billesborg Mælkevogne, idet "Isøre"`s skibsklokke endte sine dage som mælkeklokke.
Med Odsherredsbanens åbning fik havnen et dræbende stød. Havnekassens indtægt, der i 1886 var 14.000 kr., dalede og var i 1916 kun 1.500 kr.
Efter 1.ste Verdenskrigs ophør mente byrådet, at havnen burde bygges om, men selv dette kunne ikke bedre forholdene.
1919 besluttede byrådet endelig at udvide havnen til egentlig erhvervshavn. Havnearealet fordobledes, der blev foretaget uddybninger, og mod vest byggedes et kajanlæg på ca. 125 meter. Der blev også ført et jernbanespor ud til havnen.
Det viste sig, at man havde forregnet sig. De foretagne investeringer betød at havnen nu blev en underskudsforretning, som tyngede byens kasse i flere årtier.
Et købmandsfirma byggede silo og magasinbygning på det nye havneareal, og 1927 opførtes en lille fabrik til fremstilling af gaudalit, der indgik i asfaltproduktionen. Siden kom en tømmerhandel til. Men alt i alt blev det ikke mange skibe der anløb havnen mere.
Til gengæld var fisker- og lystbåde med til at give liv i havnen. Midt i 1930-erne var mere end tredive fiskere hjemmehørende her, hvortil kom en snes der tillige havde anden beskæftigelse.
Men det var netop lysbådene der skulle vise sig at give havnen en mere sikker fremtid.
1963 den 21. januar stod molen ved lystbådehavnen under vand, ialt var vandstanden 1,1 m over daglig vande.
I 1970erne begyndte man at lægge planer for en havneudvidelse med henblik på lystsejlere, idet man da var ved at have afsluttet opfyldningen (med skrald) af bugtens inderste del ind mod byen, hvorved der skabtes et lukket bassin ved kajanlægget fra 1919, som let kunne omdannes til lystbådehavn.
1976 den 27. januar besluttede Nykøbing-Rørvig byråd at stille lossepladsen ved havnen til rådighed for etablering af en lystbådehavn.
Denne udvidelse blev ført ud i livet, og blev indviet 1. april 1980, og kom til at betyde en kraftig udvidelse i antallet af liggepladser for lystbåde.
Det førte til en ny blomstringstid for den gamle havn, der nu er ved at blive beygget med store kareer, og ikke mindst husbådene.
Havnefogeder:
P. Rasmussen, havnefoged, dampskibsekspeditør fra 1869. - Den første havnefoged.
Jens Peter Jensen fra 1878.
Andreas Culmsee fra 1926.
Hans Christian Nielsen fra 1932.
Georg Nielsen fra 1955 til 1967. Død 1987.
Verner Petersen.
Jørgen Nevermann fra 1. marts 1980. Han er 35 år og uddannet bådebygger, og har i 11 år arbejdet i Nykøbing S. Trælasthandel A/S.
Carsten Skoborg.
Firmaer på havnen:
Carl Jensen & Søn
Gaudalitfabrikken
Mens Gaudalitfabrikken lå stille 1940-45 havde skibsmægler Ørsted oplag og oparbejdning her af generatorbrænde til biler.
1946-50 havde tømmerhandler Åge Larsen sin virksomhed her indtil fiskehandler Henry Sørensen købte bygningerne i juli 1950, og oprettede en fiskehandel i en bygning ved siden af.
Denne blev solgt, men henry Sørensen og hans hustru blev boende i den tidligere fabriksbygning, som de indrettede til beboelse.
Kilde: Holbæk amt 1933-34 udgivet af Amtshistorisk Forening 1933-34. - Sjællandske byer og deres mænd udg. af National-Forlaget 1918. - Uddrag af Skibsbro og Skudehavn, Havnen i Nykøbing Sjælland fra middelalder til moderne tid af Kurt Sørensen, forlaget Klæbel 1985. - Holbæk Amts Venstreblad 22. november 1963 og 28. januar 1976 og 1. og 2. februar 1980.--SOC 13. feb 2012, 20:41 (CET)
.JPG){kind=link}