Isøre
Isøre
Isøre har altid været et andet navn for Rørvig, og ikke mindst hed den gamle telefoncentral: Isøre.
Isøre er nok et af de områder i Danmark, der har været genstand for mest forskning, men desværre mangler man egentlig dokumentation for det meste, så meget bliver gisninger, men et gammelt ordsprog siger: "Der går ikke røg af en brand uden ild" - og det holder de fleste sig til.
I Vikingetiden var helt sikkert Isøre hjemsted for et nationalt ting, (Isøre Ting), hvor konge og folk forhandlede anliggender fælles for hele landet. Gennem mange århundreder var det Danmarks første folketing, måske det tidligste i Norden. Samtidig var det også hjemsted for en kongelig flådehavn, der beskyttede indsejlingen til kongesædet i Lejre.
Hvis man tager en passer, og sætter spidsen i Rørvig, vil man se når man laver en cirkel, at Rørvig faktisk er Danmarks midtpunkt. Saxo nævner Isøre som "Ysora", Iisore, Iisleøen eller Islesøen, det vil sige den yderste sø, og da dette sted i bogstaveligste forstand lå lige midt i riget, og navnene var den før-middelalderlige bestegnelse for det nuværende Rørvig, og en sammentrækning af ordene Isørerne eller Isseørerne, altså de øverste eller yderste øer i Isefjorden. Dengang var landets geografi mange steder anderledes, indtil nye vind- og strømretninger i havene efterhånden ændrede kystområderne. Isørerne kom som følge heraf til fysisk at vokse sammen med det øvrige Odsherred.
Isørerne bestod i det mindste af to lidt større øer, der i dag betegnes som Nørrevang og Nakke, og det var på sidstnævnte sydlige ø at Isøre-lokaliteterne befandt sig. Saxo angav at man skulle passere ind gennem fjordmundingerne (ostiis) for at nå til tingstedet og til flådehavnen, ligesom man måtte ud gennem gabene for atter at nå åbent hav.
Den tidligste beskrivelse fra 700-tallet af et dansk landskab skildrede sejlendes oplevelse af netop dette landskab fra søsiden, hvor man så ind
...imod land
lysende skær, lodrette skrænter,
vidstrakte næs...
og kunne læses i det oldengelske digt Bjovulf der også fortalte om Isørernes forbjerge og skrænter, hvorfra kystvagten iagttog og anråbte de fremmede ombord på slibene.
Bjovulf-digtet var vel også det første sted, hvor man i litteraturen nævnte landet Danmarks navn. Andre kilder som biskop Thietmar af Merseburg meddelte at danernes konger boede i Lejre, og senere hed det, at kongesædet var i Roskilde. Således skrev den tyske klerk Adam af Bremen, at Svend Estridsen havde fortalt ham at Roskilde da var de danske kongers sæde, og at den der var anerkendt som konge her, virkelig var Danmarks konge.
Trafikken forbi Isørerne var vigtig, og søvejen herfra til kongesædet var kort. Isøre lå stratetisk placeret i randen af kongens umiddelbare interessesfære og på kanten af det åbne hav.
Denne beliggenhed gjorde stedet ideelt som hjemsted for et nationalt ting.
Kildematriale: Sagnet om Isøre af Kurt Sørensen. Saxos Danmarkskrønike.--SOC 12. sep 2011, 15:21 (CEST)
