Vig

By i centrum af Odsherred. 1503 indbyggere 2010.

Topografi

Omtrent midt i Odsherred ved den Landevej, der fra Holbæk gaar over Lammefjorden ved Audebo Dæmning til Nykøbing Sjælland ligger Stationsbyen Vig. Kommer man Syd fra ad denne Vej, kan man se Byen allerede i en 6-7 km. Afstand fra de Sneglerup Bakker. Kommer man derimod Nord fra, dukker den først frem, naar man er helt inde paa Livet af den, efter at man har passeret en Aas, der løber umiddelbart Nord om Byen. Byen har sin største Udstrækning i Retning Vest-Øst, og dens Hovedgade fortsætter sig mod Øst i Landevejen til Siddinge Fjord og Nabosognet Egebjerg. Mod Vest staar den i forbindelse med den gamle Hovedlandevej Slagelse-Nykøbing, ad hvilken alt Samkvem foregik mellem Odsherred og det øvrige Land i den Tid, da Lammefjorden strakte sin brede Arm helt ind til Fårevejle kirke. Først da Audebo-Dæmningen for ca. et halvt Hundrede Aar siden blev bygget, kom den nærmere Forbindelse med Holbæk i Stand.- Afstanden fra Byen til Sejerøbugten er kun 4 km., og den lille idylliske Høve Skov, der ligger ved det inderste af Bugten og ved Foden af de efter danske Forhold kæmpehøje Høve Bakker, er da ogsaa det mest søgte Sommerudflugtssted, ligesom navnlig Byens Ungdom flittigt besøger Bugten i Badesæsonen.

Historie og Sagnhistorie

Saa langt tilbage i Tiden, som ingen nulevende kan huske, var de lave Enge Øst for Byen dækkede af Vand. Det Isefjorden, der sendte en Gren omtrent helt ind til Vig Kirke, og det er efter denne Vig, at byen har faaet sit Navn. I Tidernes Løb, da Landet hævede sig, trak Vandet sig noget tilbage, og da Dæmningen ved Siddinge blev anlagt, og der derefter blev gravet Kanaler, blev de store Engdrag taget i Menneskenes Tjeneste; dog kan de endnu i særlig vandrige Vintre delvis staa under Vand og efter tilstrækkelig Frost frembyde en ideel Tumleplads for Skøjteløbere. Byen har selvfølgelig i Tiden Løb stadig skiftet Udseende; men ingensinde før eller senere er der vel sket en saa pludselig Forandring, som da den store Udflytning efter Livegenskabets Ophør fandt Sted i 1791. Der findes en gammel Byplan fra 1786, opmaalt og tegnet af en Mand ved navn Juel, og ledsaget af en Fortegnelse over de daværende Lodsejeres Navne. Det fremgaar af denne Plan, at der paa denne Tid fandtes 17 Gaarde i Byen foruden Præstegaarden. De 8 af disse laa Nord for og de 9 Syd for Vejen, og Afstanden mellem den vestligste og den østligste var kun ca. 700 Alen. I 1791 blev de 11 Gaarde udflyttede. Af de 6 tilbageblevne ligger de to, som nu ejes af Hans Jensen og Niels Olsens Enke, Nord for Vejen. De beboedes den Gang af henholdsvis Rasmus Hansen og Niels Jensen. De tre Syd for Vejen liggende Gaarde ejes nu af Niels P. Nielsen, Johan Olsen og Laurits Hansen og beboedes den Gang af Jens Larsen, Gamle Niels Petersen og Otto Petersen. Den sjette blivende Gaard, som tillige den Gang var den eneste Bebyggelse Øst for Kirken, ejedes af Madam Hansen. Dens Jorder er nu solgt fra, og i Gaarden, hvor der tidligere har været Slagterforretning, Mejeri o.a., er der nu et Osteri, som ejes af L. Kajbæk. De 6 Gaarde Nord for Vejen, som nu er udflyttede, ejedes da af Niels Andersen, Lars Jacobsen, Unge Niels Petersen, Lars Rasmussen, Gamle Peder Nielsen og Lars Petersen; nu ejes de henholdsvis af Niels Nielsen, Jens Nielsen, Kristian Jensen, Herman Nielsen, Peter Andersen og Julius Petersen. De 5 Gaarde Syd for Vejen beboedes den Gang af Jens Petersen, Jens Mortensen, Jens Larsen, Mads Jensen og Ole Petersen; nu ejes de af Laurits Larsen, Bøjlsgård, Morten Hansen, Laurits Larsen, Kildebæksgård, Valdemar Hansen og Jakob Olsen. Gaardene laa meget tæt sammen, ja, i et enkelt Tilfælde havde 2 Gaarde en Længe fælles. De tilbageblevne Gaarde findes dog ikke mere i deres oprindelige Skikkelse; de er ombygget, for nogles Vedkommende efter Brand. En af dem, N.P. Nielsens, blev i den foregaaende Ejer Morten Jensens Tid, flyttet fra sin oprindelige Plads ved Holbækvejens Sving et Stykke mod Syd. Gadekæret, som nu er forsvundet, var den Gang meget stort, og strakte sig helt op over Vejen paa det Sted, hvor denne nu skæres af Banelinien. Foruden Gaardmændene nævnes følgende andre Lodsejere i Fortegnelsen: Skolelærer Ruhe, Niels Pedersen, Lars Mortensen, Henrik Tønnesen, Peder Nielsen og Rasmus Eriksen. Spredt mellem Gaardene laa enkelte Huse; paa et Par Steder dog lidt tættere, nemlig der, hvor nu Brugsforeningen og Telefoncentralen ligger og ude i Smedehaven. Ved Skolejordens vestligste Ende - ikke som nu ved den gamle Skole - gik Vejen til Lille Egebjerg fra, og fra denne Vej og helt ind til Byen strakte Smedehaven sig. Paa en lille Banke lige begved den gamle Skole laa der en Mølle, og meget gamle Folk kan fortælle om, hvorledes de som Børn var med til at standse Møllen ved at gribe fat i Vingerne. Lige Vest for Otto Pedersens Gaard, nu Laurits Hansens, bag ved Graver Niels Karlsens Hus, laa der en Høj, som efter Sagnet var beboet af Trolde. Disse maatte, naar de om Natten skulle vande deres Heste i Gadekæret, passere Otto Pedersens Gaard. Sagnet fortæller da, at Troldene en nat havde tabt en Guld-Hestesko; Folkene turde da af Frygt for Troldene ikke beholde den, men hængte den op paa et Søm i Porten, og næste Nat hentede Troldene den saa igen. Et andet Sagn handler om en stor Sten, som ligger et lille Stykke Sydøst for Byen. Den skal være kastet ovre fra Tudse Næs af en Jætte, som forsøgte at ramme Vig Kirke med den. Nogle Mærker paa den tydes som Aftryk af Jættens Fingre. Efter en anden og maaske mere rimelig Overlevering, skal Stenen være sat som Gravsten over en Kræmmer, der var blevet slået ihjel paa det Sted, og endnu den Dag i Dag bærer Stenen i Folkemunde Navnet "Kræmmerstenen".

Størrelse og Udvikling

Efter Udflytningen var Byen som omtalt reduceret til at bestaa af Præstegaarden, Skolen, de 5-6 Gaarde og nogle faa Huse, og endnu i 1870erne staar den omtrent paa dette Størrelsestrin. Af Haandværkere fandtes der saaledes kun en Smed, en Hugger, en Skomager og en Sadelmager, der samtidig drev en lille Høkerforretning. For Forbindelsen med Omverdenen sørgede Diligencen, der hver Morgen ved 31/2 Tiden rumlede igennem Byen paa Vej fra Nykøbing til Holbæk og hver Middag ved 2 Tiden kom samme Vej tilbage. I 80erne og 90erne voksede Byen langsomt, og saa kom i 1899 Banen, der her som mange andre Steder foraarsagede en hel lille Revolution i Byens Udvikling. Haandværkere og Handlende strømmede til, det ene Hus opførtes efter det andet, og Byen blev efterhaanden forsynet med alle moderne Indretninger. I 1900 blev der oprettet en Telefoncentral, som nu har ikke mindre end 134 Abonnenter. 1904 anlagde Tømrer og Karetmager Olaf Larsen et privat Elektricitetsværk, der i de første Aar dreves ved Hjælp af en Vindmotor, senere ved Damp og Sugegas. I 1914 overtoges Værket af det ny Højspændingsværk i Svinninge, som nu sender sine stærke Arme op over hele Ods Herred. I saa godt som alle Hjem, i Forretninger og paa Værksteder straaler nu det kolde Lys. Kirkeejerne lod det 1910 indlægge i Kirken, og ved Indsamling blandt Menigheden skaffedes Midler til Anskaffelse af Lysekroner. Kun i Statens og Sognets egne Bygninger, Præstegaard og Skole, savnes Lyset. Maaske har man tænkt, at det aandelige Lys paa de Steder maatte være saa stærkt, at det materielle var overflødigt. Præsten og Læreren er sikkert de første til at beklage denne Misforstaaelse. I 1906 kom Vandværket, men først efter mange forgæves Anstrengelser og store Udgifter. Man havde nemlig taget fat paa et forkert Sted, en Bakke lidt Vest for Byen. Efter i Aar og Dag at have gravet og boret, undertiden baade Dag og Nat, maatte Forsøget opgives paa det Sted, og man tog saa i Stedet for fat neden for Bakken. Nu lykkedes det, og Vandhanernes store Flok har siden da gjort Gadeposten og de andre Brønde i Byen samt Gadekæret overflødigt. Dog, ikke ganske. Indtil 1913, da der blev indsat Motor, besørgedes Pumpningen af en Vindmølle, og det kunde da hænde efter et Par Dages stille Vejr, at Beholderen løb tom, og man maatte atter ty til de gode, gamle Brønde. Selv nu kan det ske, at Vinden og Motoren samtidig strejker. 1908 sker der en ny Forandring i Byens Fysiognomi. Da forsvinder Gadekæret, der anlægges en Gangsti gennem hele Byen, og der bliver lagt Kloakledninger. I Gadekærets Sted ses nu et lille, pynteligt Anlæg med Roser og Hortensier. Gaden bliver nu ogsaa mere farbar. Indtil da havde den efter hvert Regnskyl været næsten ufremkommelig, og især var Partiet omkring Gadekæret slemt. Dette skyldes naturligvis ikke mindst, at Kvæget fra de omliggende Gaarde blev drevet til Vands i Kæret. Den, der var mest utilfreds med Gadepløret, skal efter Sigende have været Læreren, der klagede over, at han aldrig kunde møde med rene Støvler i Kirken, og han skulde dog som Kirkesanger og Kordegn møde hver Søndag og staa frem for Menighedens Øjne. Ogsaa de mørke Vinteraftener var man slemt udsat for at blive hængende i Dyndet eller havne i en af Grøfterne ved Vejen. Noget bedre blev det maaske, da Gadebelysningen avancerede til at blive elektrisk, skønt det jo ikke kunde hjælpe meget, at man nu bedre kunde se, at der var lige snavset overalt. Kloakerne og Gangstien har nu gjort Færdselsforholdene gode. Ogsaa paa Folketallet ses Byens stærke Udvikling. Selve Byen havde saaledes i 1901 ca. 290 Indbyggere, 1906 374 Indb., 1911 475 Indb. Og 1916 600 Indb. I Løbet af de første 15 Aar efter Banens Anlæggelse er Folketallet altsaa mere end fordoblet. I hele Vig Sogn fandtes i 1916 2665 Indbyggere. Undersøger man, hvad der er for Folk, der nu bor i Byen, vil man se, at det i Modsætning til 70erne er Handelsfolk og Haandværkere, der i Tal langt har overfløjet Agrarerne. Nu findes der i Byen bl.a.: 2 Murere, 3 Malere, 3 Skomagere, 3 Slagtere, 3 Snedkere, 1 Tømrer og Karethmager, 1 Smed, 1 Maskinfabrik, 1 Cykelforretning, 1 Bager, 1 Bageriudsalg, 1 Skræder 1 Marskandiser, 1 Sadelmager, 1 Blikkenslager, 2 Uhrmager og Guldsmede, 2 Barberstuer, 1 Træskomager og Røgmand, 1 Fotograf, 1 Gartneri med Planteskole, 1 Ægsamler, 2 Vaskerier, 2 Systuer, 1 Cementvarefabrik, 1 Haandkøbsapotek, 1 Kaffehandel, 1 Ølforretning, 1 Osteri, 1 Trikotagehandel, 2 Modeforretninger og 1 Vognmandsforretning. Da Byen kun ligger 9 km. Fra den nærmeste Købstad, Nykøbing, og altsaa indenfor dennes Læbælte findes ingen Købmænd, derimod er der en stor Brugsforening og 3 Høkere.

Jernbanen

Ods Herreds Jernbane, paa hvilken Vig Station ligger, blev indviet i Maj 1899. Med Trafikkens Vækst er ogsaa Stationen blevet udvidet, idet Varehuset er gjort større, og der nu findes 3 Sidespor foruden Hovedsporet. Paa Grund af de unormale Forhold i Krigsaarene er her nævnt nogle Omsætningstal fra Driftsaaret 1913-14. Omsætningen ved Persontrafikken udgjorde 19,750 Kr., ved Befordring af Gods og Kreaturer 33,750 Kr. fra Stationen afgik af Fragtstykgods 905,581 kg, af Vognladningsgods 1,085,960 kg, af Heste 71 Stk., Kvæg 612 Stk., Kalve 1967 Stk. og Svin 10,609 Stkr. Den samlede Indtægt, hvoraf Stationernes Procentandele beregnes, er af alle Banens Stationer størst for Vig, nemlig 26,764 Kr. De første 4 Maaneder af Banens Levetid var Nielsen Stationsforstander; siden da har L. Larsen været Stationsforstander og Postmester. Ved Stationen er ansat en assistent og to faste Portører.

Postvæsenet

Før 1882 fik Byen sin Post fra Nykøbing, hvorfra den blev bragt til Vig af et Landpostbud. Lidt længere tilbage i Tiden blev den hele Post en Gang om Ugen hentet af Niels Jensens Kone "Post-Marie". Den Gang var man ikke saa skrive- og læselysten som nu. 1882 oprettedes saa et Brevsamlingssted med Høker Niels Jensen som Brevsamler, og Lars Jensen som Landpostbud. I 1886 var der 4 Landpost-Ruter, I 1890 blev de forøget til 7, det samme Antal findes den Dag i Dag. 1887 afgik Niels Jensen som Brevsamler og i Stedet for blev antaget Tømrer Peder Nielsen, som atter i 1896 erstattedes af Uhrmager Hans Jensen. Da Banen kom, nedlagdes Brevsamlingsstedet. Nu udgaar der, foruden de 7 Landpostbude, 2 Gange daglig Post til selve Byen. Nogle Tal fra 1917-18 viser Postvæsenets Omsætning i Nutiden: Ankomne Breve 106,000 Stk., afgaaede Breve 116,300 Stk., Aviser og Tidsskrifter 51,925 Stk., ankomne Postanvisninger og -opkrævninger 3900 Stk., med Værdi 225,090 Kr. afgaaede Anvisninger og Opkrævninger 14,110 Stk., med Værdi 758,560 Kr.

Fattigvæsenet

I Aaret 1902 brændte Byens gamle Fattighus, der laa paa det Sted, hvor nu Snedkermester Hansens Ejendom ligger. Ilden blev paasat af en af de mandlige Beboere, og det er forstaaeligt, om han var utifreds med Lejligheden; thi Huset var en frygtelig gammel Kasse. Et af Byens vittige Hoveder fortalte bagefter, at han havde set Lusene i store Kolonner marschere over Gaden under Branden. En af de kvindelige Beboere maa derimod have været særdeles tilfreds; thi hun og hendes Kat maatte med Magt bringes ud af den brændende Bygning. Det ny Kommunehus, som blev bygget Aaret efter, blev lagt et Stykke op ad Holbækvejen og er betydelig større end det gamle. For tiden findes der i Kommunehuset kun 4 enlige personer, alle Kvinder, som er "paa Sognet". Derimod bor der paa Grund af Boligmangel en Familie til Leje der.

Ovenstående beskrivelse af Vig er fra bogen "Sjællandske Byer og Deres Mænd", udkommet på National-Forlaget 1918. Beskrivelsener altså pr. 1918