Hølkerup Smedje
Hølkerup Smedje, Brådevej 27, Hølkerup by, Egebjerg sogn, Odsherred.
Det var en lang hvid bygning med bolig og smedje.
Der havde engang været en plov- og vognfabrik ejet af smed Lars Jakobsen.
Bag ved smedjen havde han en træbygning hvor fabrikationen foregik, og der havde han også udstilling og lager. Han specialiserede sig meget i at producere og udvikle plove, og han blev kendt for "Hølkerupploven", som han forsynede med et forskær i stedet for et forjern. Dette skær vendte lige et tyndt lag af topmulden, så det store plovskær kunne vende furen.
Han specialiserede sig også i at bygge fjedrevogne, som blev solgt viden omkring i Odsherred.
Fabrikken blev nedlagt, og smedjen solgte han til smed Olsen.
Han havde den nogle få år, så solgte han den til en ungkarl, smed Anders Hansen, for 2.500,00 kr. i 1910.
Anders Hansen blev gift med Marie, der var datter af Laurits Rasmussen, Søndergård i Egebjerg.
De fik sønnen Carlo, der slog sig ned Brådevej 25.
Anders smedede selv hestesko, og skoede heste, reparerede redskaber og maskiner, og han var specialist i at reparere selvbindere.
Da han gik på pension blev smedjen nedlagt.
Han døde 1963.
Kilde: Historie og fortælling fra Hølkerup og Bråde af Poul Kristiansen 2003.--SOC 20. nov 2012, 12:24 (CET)