Stengård
Stengård. Vester Højby, Højby Sj. matr. nr. 9c.
Gården er udstykket fra Anders Jacobsens gård, "Stenbjerggård, Højby" tidligt i 1800-tallet.
Den blev overtaget af Poul Laurits Petersen 1901.
Han er født i Klint 1. juni 1873.
Han blev gift med Anna Vilhelmine Petersen født i Asnæs 27. september 1872.
1901 var arealet på 25 tdr. land samt 1 tdr. land mose. Petersen tilkøbte 3 tdr. land 1915.
Besætningen udgør 2 belgiske heste, 10 malkekøer og 5 ungkreaturer samt 40 svin. Kvæget er af R.d.M.
Stuehuset er opført i 1930, kostald og lade 1912 og hestestalden 1883. Endvidere er der bygget svinehus i 1906, material hus og vognport 1915.
Gården har elektrisk lys og kraft, samt automatisk vandværk.
Den er forpagtet ud til svigersønnen, Thorvald Olsen.
Poul L. Petersen var på Vallekilde Folkehøjskole 1892-93, og var i sognerådet 1913-17. Han har tidligere været bestyrelsesmedlem for Højby Brugsforening, og sad i Højby Sparekasses bestyrelse fra 1922-45.
Gårdens historie:
På Stenbjerggård, Højbys søndre jordlodder blev tidligt i 1800-tallet udstykket et mindre husmandssted. Stengården er senere udvidet, og fremstår i dag som en firlænget gård, omkring en brolagt gårdsplads, og med et fritliggende stuehus i syd. Syd herfor ligger haven, og øst for gården ligger "abildgården" bevaret.
Ældste længe er østlængen, opført i bindingsværk, og den er rimeligvis en rest fra det oprindelige husmandssted.
I 1912 opførtes nordlængen til lade og kostald, en grundmuret bygning med høj træklædt trempel og lavt sadeltag beklædt med bølgeeternit.
Vestlængen har flere byggefaser, men stod rimeligvis i 1883 med sit nuværende udseende, indrettet til hestestald og vognport, grundmuret og med heltag, i dag med bølgeeternit.
Stuehuset er opført 1930. En blankmuret bygning i en etage over fuld kælder, og mod haven med en tre fags frontkvist i et let opskalket heltag.
Udenfor det firlængede anlæg opførtes i 1906 et svinehus parallelt med vestlængen, og i 1915 et materialhus parallelt med nordlængen.
På nær stuehust, der står i blank mur af røde sten, står de øvrige længer pudset og hvidkalket over sortmalet sokkel.
Kilde: Holbæk amt udg. af Dansk Kulturhistorisk Forlag 1947.--SOC 28. nov 2011, 00:39 (CET) - Kildehenvisning: Højby by og jorder udgivet af Trundholm kommune og Planstyrelsen 1987.--SOC 3. jun 2012, 18:58 (CEST)