Odsherred Jernbanes busdrift
Odsherred Jernbanes busdrift, Nykøbing Sjælland.
Den 1. november 1937 fik Odsherreds Jernbane koncession på ruten fra Nykøbing Sjælland til Sjællands Odde, og selvom man bortforpagtede ruten til Vognmand Lauritz Jacobsen, Nykøbing Sjælland, for den beskedne sum af 1,00 kr. pr. måned, og først selv begyndte at drive ruten 1949, så er den officielle start på Odsherred Jernbanes busdrift 1. november 1937 under navnet: OHJ.
OHJ havde måske nok fået nogle koncessioner til kørsel på nogle ruter i 1920-erne og 1930-erne, men det var ikke kørsel OHJ på nogen måde havde andel i.
1942 i påsken overtog OHJ ruten: Nykøbing Sj.-Rørvig, for nu ville man selv drive ruten.
Til det formål erhvervede man af Lauritz Jacobsen en gul Chevrolet Six fra 1929. Lauritz Jacobsen havde brugt den som reservebus til sine andre ruter. Bussen, der var OHJs første, kostede 11.000,00 kr., hvilket var lige vel meget, selv målt i datidens penge.
Lauritz Jacobsen havde købt bussen af Abrikona blomster på Algade, der havde købt den som lastbil, der hver morgen kørte på Grønttorvet i København og hentede blomster. Lauritz Jacobsen byggede karossen på, og malede den gul, men da OHJ overtog den skiftede den farve til mørkeblå, der var OHJs togs farve.
Den Mørkeblå maling var uheldigt valgt, idet det jo var "krigsmaling", og derfor ikke rigtig vejrbestandig. Den blev derfor mørkere og mørkere, for til sidst at blive næsten sort. Den fik fra starten øgenavnet "penalhuset", men nu blev det ændret til det lidet flatterende navn "Ligvognen".