Idrætspladsen ved Høve strand
Idrætspladsen ved Høve Strand i Odsherred.
Under Holbæk Amts østre Gymnastikforening = "HAøG".
Til pladsen er tilknyttet Lejerskolen ved Høve strand.
Da de unge flyttede den store jordvold:
For nogle dage siden noterede vi, at ungdom fra alle egne i den østlige del af Holbæk Amt havde sat hinanden stævne på den ny idrætsplads ved Høve Strand.
Den første dag mødte de unge - karle og piger - fra Odsherred og dagen efter de unge fra Holbækegnen.
Sidst de unge satte hinanden stævne derude var det for at plante de træer, der skal skabe læ og skønhed i parken.
Denne gang var opgaven at flytte en stor jordvold, så parken kan få en ideel sportsplads.
Karlene fra Høve mødte med heste og vogne, og den øvrige del af den prægtige unge flok var bevæbnet med skovle og spader.
Formanden for Holbæk Amts østre Skyttekreds, Hans Trier Hansen, Vallekilde Folkehøjskole, ledede arbejdet. Ligeså vel som han har en evne til at få de unge til at møde til de årlige stævner i Høve Skov, viste han også, at han kan få dem til at møde, når arbejdet kalder, og hvad mere var, han fik dem til at tage fat med samme lyst, som når de mødte til festlighed.
Et hold gravede lyngtørven væk fra den vold, der skulle flyttes, og et andet læssede på vognene med en iver, som tjente de over 3 kr. i timen, og pigerne, der var bevæbnet med store bælgvanter, lagde lyngtørvene til side og flyttede dem tilbage igen på de afgravede steder. Og så går man rundt og siger, at pigerne ikke kan andet i vore dage end at spille klaver og brodere.
Nå, men som sagt, det er glædeligt at se, hvorledes de unge selv skaber en idrætsplads, som både de selv og efterslægten vil glædes ved.
De 24.000 fyrretræer, der plantedes sidste år, gror udmærket; flere af dem er over en alen høje, og alle ser grønne og kraftige ud.
Kilde: Odsherreds Tidende, 10. december 1927.--SOC 8. feb 2013, 19:26 (CET)