Mads Rasmussen

Mads Rasmussen fra Højbygård, Højby sogn, Odsherred.

Frode Petersen, Ellingebjerg, fortæller om Mads Rasmussen:

Jeg skal her ganske kort fortælle Mads Rasmussens historie, således som min tante Maren Jensen fra Hjørnegården i Hønsinge har fortalt den.

Hun har som barn hørt den af sin bedstefar pogeskolelærer Rasmus Madsen, der fortalte sine to store børnebørn, nuværende pensioneret lokomotivfører Peter Hansen, København, og Maren Jensen, Hønsinge, sin faders ikke helt almindelige historie og levnedsløb.

Rasmus i "Højbygård" fik i 1777 en søn, som ved sin dåb i Højby kirke fik navnet Rasmus Madsen, og 3 år senere i 1780 en pige, som blev døbt Sofie Kristine Rasmusdatter.

Mads og Sofie lærte både at læse og skrive under deres opvækst, men da Mads var 14 år, stak han af hjemmefra, og gik på sine ben til København, hvor han fik hyre på et skib til England. Ankonmen hertil rømmede han igen, og sejlede nogle år med franske og engelske skibe.

Herunder skete det engang, at den engelske kaptajn lod ham klæde nøgen til bæltestedet, binde til stormasten, og smage "den nihalede kat". Mads overlevede torturen, men fra den dag hadede han alt hvad der var engelsk.

Han kom igen hjem til Danmark, og blev marinesoldat og da han talte både engelsk og fransk, blev han udtaget til oppasser for kommandør i marinen de Jonquires. Men det mærkelige var, og det især i hine tider, hvor standsforskellen var så stor, at Mads ikke blot blev kommandørens oppasser, men at de, der var omtrent jævnaldrende, blev personlige venner for livet.

Efter Mads' soldatertid udrustede kommandøren et koffardiskib med Mads som Kaptajn, og derefter sejlede Mads nogle år på kinakysten og handlede.

Så kom 1807, hvor Englænderne ikke alene bombarderede København og tog vor krigsflåde, men tillige alle de handelsskibe, de kunne få fat i.

Englænderne tog også Mads skib, men han selv flygtede, kom hjem og gik op til de Jonquieres, som i mellemtiden enten var blevet admiral eller marineminister, og bad ham gå med til kongen og skaffe ham et kaperbrev, han ville være kaperkaptajn for egen regning.

Han rejste hjem og pantsatte gården, hvor hans fader i mellemtiden død. Han havde forinden sin død flyttet "Højbygård", der ved Mads fødsel lå ovre i det såkaldte "Haven", og var sammenbygget med nuværende Niels Nicolaisens gård, ovre der hvor den nu ligger.

Det første engelske skib Mads og hans kapere fik fat i, der faldt den engelske kaptajn i kampen, matroserne blev taget til fange, og ladningen delt som bytte. For det næste gik det ikke bedre, kun havde kaptajnen låst sig inde i sin kahyt. Da døren blev sprængt, faldt han på knæ og omklamrede Mads ben, og bad for sit liv. Men da Mads ser ned på ham, er det ham, der har tortureret ham, og Mads hæver øjeblikkelig sin pistol, og skyder ham en kugle gennem hovedet.

Tredje gang går det imidlertid galt, englænderne var de stærkeste og erobrede kaperen, og Mads kom i engelsk fangenskab til krigen var forbi. Mads kom hjem til Højby igen, men dels var gården pantsat, og dels kom statsbankerotten i 1814, Mads måtte sælge gården, og i stedet byggede han det hus, som graver Carl Hansen nu bor i, og ud over at lergulvet er erstattet med et bræddegulv, og en ny entredør, ser det ud i dag, som dengang Mads byggede det.

Søsteren Sofie havde også udlængsel i blodet, hun rejste også ud, kom til København og tjene - måske hos kommandøren, og blev gift og bosat i København.

Omkring 1820 da pesten raserede København, døde både hun og manden af den, efterladende sig to små piger.

Mads der nu var en fattig mand måtte igen til sin ven de Jonquires og klage sin nød, hvad skal jeg til, jeg kan ikke forsørge pigerne. Det skal du ikke bekymre dig om svarede de Jonquires, som tog Sofies piger og adopterede dem og gav dem navnet de Jonquires. Og da pigerne blev store, talte hele København om, at det var de kønneste piger noget menneske havde set i sit liv. De var som datiden udtrykte det "kønnere end skilderier".

Efter 1814 tog Mads ud at sejle igen som almindelig matros, og det blev han ved med, til han blev en gammel mand, der måtte lægge op.

Han blev dog også gift, og fik fire børn, hvoraf de to første døde som små, men i 1823 fik han en datter, der efter mosteren kom til at hedde Sofie, og i 1825 en dreng der blev døbt Rasmus (den senere pogeskolelærer Rasmus Madsen). Hans kone døde imidlertid tidligt, og da han blev gammel boede han hos sønnen, der dengang ernærede sig som skomager, ene i huset.

Men forbindelsen med de Jonquires gik dog aldrig helt tabt, for at forkorte tiden for Mads, sendte de Jonquires ham, når der var lejlighed til det, pakker med bøger deriblandt både engelske og franske - han skulle læse for at forkorte tiden, og billedbøger til børnene at more sig med. Jeg kan huske, jeg som lille dreng har haft en af dem at lege med, men den er desværre gået tabt.

Men Mads fik samvittighedskvaler, han kunne blive ved med at se den engelske kaptajn omklamre sine knæ, og en aften sønnen var gået ned hos "Bassekonen", og spille kort med byens andre karle i uldstrikker Bertelsens hus, hængte Mads sig på det øverste hængsel bag gangdøren.

Hvor på Højby ny kirkegård den gamle eventyres jordiske levninger er stedet til hvile, ved vi ikke, men som alle selvmordere dengang, er hans kiste formodentlig blevet hevet over kirkemuren, og uden videre formaliteter gravet ned i selvmordernes hjørne.

Sønnen Rasmus Madsen blev senere gift med Per Avlskarls Karen fra Ellingegården, hun var pige hos præsten. Derfor satte præsten ham engang lærer Sinding var syg, til at undervise imens. Det klarede han så godt, at da Højby i 1850-erne blev så stor, at børnene ikke kunne være i en skole, blev han ved præstens hjælp pogeskolelærer, og som sådan virkede han ved siden af sit håndværk som skomager til sin død i 1890. Hans gravsted med en lille sort marmortavle findes endnu på Højby ny kirkegård. Slægt skal følge slægters gang.

+

Bemærkninger:

Frode Petersen, Ellingebjerg, fortæller, at beretningen om Mads Rasmussen er nedskrevet af min bror, købmand Arnold Lynge, som døde i 1972, og jeg tror, at den er korrekt nedskrevet efter det, han har fået fortalt af Maren Jensen, Hjørnegården i Hønsinge.

Maren Jensen af Hønsinge født 7. november 1885 og hendes bror Peter Hansen født 1881 har fået beretningen fortalt om deres oldefar, Mads Rasmussen, af deres bedstefar skomager og pogeskolelærer Rasmus Madsen født 1825 død 1896. Han var gift med Per Avlskarls (Peter Rasmussens) datter Maren, som tjente hos pastor Mathisen i Højby. Hun fortsatte med at hjælpe til der efter sit giftermål. Rasmus og Maren havde datteren Sofie.

Kilde: Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 3 – 1990.--SOC 23. sep 2014, 15:00 (CEST)