Lars Krans

I gamle, gamle dage boede der en Mand i Sunætorpæ, det nuværende Sonnerup i Højby sogn i Ods Herred. Denne Mand hed Lars Krans og var af Bjærgriseslægten. Han var kommen Syd fra og gået gennem de store skove ud på Landtangerne for at opsøge sin Søster, Gunløde, som var bortrøvet af Trolden Nidulv og bragt i Forvaring på Hesselø.

Lars Krans troede, at Nidulv havde ført hans Søster til Sejrø og derfor slog han til Ro i Sonnerup i den tanke, at han vilde vade derover, når Vind og Strøm en Gang blev rigtig gunstig, for der fandtes intet Fartøj, som kunde bære ham. Han var en stor Skræk for Folk på Egnen, fordi han var så umådelig stor. Han var dog slet ikke Ondskabsfuld mod Menneskene, nej, han morede sig meget ved at se de små bitte Puslinger, som forekom ham at krybe på Jorden, og han varede sig nøje, at han ikke skulde sætte sin Fod på nogen af dem, eller komme til at støde deres Huse om. Alligevel kunde det nok hændes, at den store Rise af Vanvare kunde komme til at vække en del Forstyrrelse mellem Menneskene.

Således stod han en Gang og bøjede sig ned mod Jorden for at se på fem Bønder, som gik og pløjede, og mens han stod i denne Stilling, kom han til at hoste, hvorved Luften blev sat i en sådan Bevægelse, at både Bønderne, Hestene og Plovene blæste langt bort, men Lars Krans gik ganske rolig hen og samlede dem op i sin Hånd og satte dem ned igen på den Mark, hvor de havde pløjet.

Omsider blev han dog træt af at vente på Lavvande i Sejrø Bugt og besluttede sig til at fylde Sundet, så Sejrø kunde blive landfast med Lolland. I den Hensigt tog han da en Håndfuld Jord og fyldte sin Handske for at udtømme den i Sejrø Bugt. Der, hvor han tog den Håndfuld Jord, blev et lavt Sted, og da Vandet fra Stranden trængte der ind, blev der en Sø, som fik Navn af Klinte Sø.

Men da Lars Krans nu gik med Handsken vester på, så gik den i Stykker, Jorden dryssede ud og der blev en lang, høj Stribe fra Tengslemark ud mod Ebbeløkke til, som siden har fået Navn af Ãsebakkerne. Fortrædelig over dette Uheld, vendte Bjærgrisen sin Handske og udtømte Resten af Jorden, som fandtes i Fingerenderne, og på den Måde fremstod der fem Høje ved Enden af Ãsebakkerne. Denne Begivenhed vakte stor Opsigt og Forstyrrelse i hele Ods Herred, mange Huse og Gårde bleve begravede med Folk og Fæ og alt, hvad de indeholdt, og de Folk, som var borte fra deres Hjem, blev pludselig husvilde.

I Sunætorpæ, som den Gang lå lidt sydligere end det nuværende Sonnerup, blev ikke mindre end fire Gårde tildækkede af Ãsebakkerne, og et hvert Forsøg på at udgrave dem var forgæves.

Trolden Nidulv havde boet i Troldstuen mellem Stenstrup og Lumbsås, og Lars Krans troede, at han nok en Gang vilde komme tilbage til sin Bolig igen, og derfor sad han Dag og Nat på en Høj af Ãsebakkerne og spejdede efter ham, den Høj ligger tæt ved Sonnerup og bærer den Dag i Dag Navn efter Lars Krans.

Nidulv havde imidlertid hørt af Fiskerne, at Gunlødes Broder sad der og vogtede på ham, hvorfor han skyndsomt tog Flugten til Norge. Lars Krans sad endnu længe på Højen, og da han omsider blev ked af at vente, drog han syd på, den Vej han var kommen. Nogle År senere, fortæller man, kom han atter igen for at opsøge sin Søster, og da det lykkedes hende at undvige fra sit Fangenskab i Norge, traf hun snart sammen med sin Broder, og siden den Tid forlod de ikke hinanden.

Dette gamle Sagn er sikkert ikke blevet til ad en Gang. Ti det, som har givet Anledning til dets Fremkomst er sikkert den store baltiske Flod. Der var nemlig en Tid, da Fyn og Sjælland var landfast med hinanden, og med Sverrig, og Østersøen altså en Indsø. Men Østersøen har da, på Grund af de store Floder, steget så meget, at den har sønderskåret Fastlandet mellem Jylland og Sverrig, frembragt Øerne og forenet sig med Kattegattet. Det var en for den Tids Beboere meget betydelig Begivenhed som de aldrig helt kunde glemme, men de gotiske Folk har i Tidens lab lavet en Personhistorie af den, for så syntes de sagtens, den blev mere morsom, og så kunde de bedre huske at for- tælle den til deres Børn. I denne Personhistorie ligger da den virke- lig Begivenhed skjult, og vil vi have noget af den, andet end det mor- somme, så kan man især få disse to Ting:

For det første, at denne Lars Krans, som var kommen sydfra og taget Bolig i Sonnerup, er det selv samme som det Hav, der omkranser de danske Øer, og som vi nu kalde Østersøen. At han var kommen der for at opsøge sin Søster, Gunløde, der var bortrøvet af Trolden Nidulv og bragt i Forvaring på Hesselø betyder blot, at "Det Hvide Hav" som her er Gunløde ved Indlands hævning var bleven skilt fra Østersøen, som en Søster fra sin Broder.

At Lars Krans forgæves søgte sin Søster på Sejrø frembragte Ãsebakkerne og Klinte Sø og afstedkom flere store Ulæmper i det nordlige Sjælland, førend han fandt Gunløde tyder på, at Østersøen længe og volsomt har beskyttet de bløde Lavlande, før det forenede sig med det fraskilte Hav, Kattegattet.

Det andet, vi kan få ud af Sagnet, er en Forestilling om, hvor mange forskellige Årsager, der har været medvirkende før det har fået sin nuværende Skikkelse. Ved lidt Eftertanke vil man nemlig finde, at Emnerne til Sagnet er samlede i et meget stort Tidsrum, og at det ikke er bevaret fra først af til nu, uden at der både er lagt til og taget fra, og sådan er det gået de fleste Folkesagn, det er Fo1ket, som i Tidens Løb har skabt dem efter eget Tygge. Således er Navnene meget yngre end Begivenheden, der til Grund for Fortællingen, og Navnet Lars Krans kan næppe være ældre end fra det elvte Århundrede, ihvertfald er det et kristeligt Navn, medens de Handlinger, der tillægges ham, sagtens er over 1000 År ældre. Dog er det rimeligt, at der virkeligt har levet Folk med de navne, som nævnes i Sagnet, og at de har øvet store Bedrifter som for de følgende Slægter har sammensmæltet sig med Sagn om de de store Naturomvælninger.

Sagnet med forklaring er fundet i en håndskrevet stilebog for Kristine Nielsen, Nyrup, 1880. Stilebogen opbevares på Odsherred Lokalarkiv.

Sagnet er skrevet ordret af, d.v.s. at evt. fejl i stavning og tegnsætning er med.

Se også Trolden i Klint.