Trolden i Esterhøj

Om trolden i Esterhøj går der mange beretninger, og skulle nogen kende til flere, håber jeg de bliver tilføjet, for det er ganske vist!

I Esterhøj, den broncealderhøj, som ligger lige over Høve by, boede engang en trold og hans familie. Det er meget længe siden, men han og familien levede sammen med Høve bønderne, som om han var en almindelig Høvebonde. Blot vidste drengene, at løb de efter trolden, når han red eller kørte hjemad, måtte de ikke komme for tæt på, for så kunne trolden tage dem med sig ind i højen.

&

Troldens kone var af menneskeæt (slægt), og hun var stjålet, men det lod hun ikke til at være ked af. Kun når hun skulle føde et barn, var det nødvendigt med en kristen kone, der som jordmoder kunne hjælpe til. Lige så snart konen havde gjort barn og mor i orden, blev hun lempet ud igen, og i døren fik hun som tak for hjælpen fyldt sit forklæde med guldmønter. Så kunne hun gå hjem til sin gård i høve igen. Dette skete næsten hvert år.

&

Et år skete der dog noget særligt, for da konen sad og hjalp den fødende troldekone, så hun, at hendes egen tjenestepige var ved at koge malt for trolden. Hov, tænkte hun, det er derfor pigen altid klager over at være så træt. Det må der gøres noget ved, så konen satte en stoppenål i pigens skørt.

Den næste morgen var der ingen forandring, og pigen var stadig træt. Men derefter beskyttede stålet i nålen pigen, så hun ikke længere skulle arbejde for trolden hele natten. Hun blev en almindelig tjenestepige i Høve, og hun kunne slet ikke huske tiden hun havde været hos trolden.

&

Når trolden skulle vande sin hest - den var hvid med røde ører - red han til gadekærret som alle andre. Om morgenen hilste han "Morgen" og om aftenen "Aften" ligesom alle andre i landsbyen. Engang på sådan en tur tabte hesten sin ene sko, og den var af guld og lå og glimtede. En kvinde som kom forbi hængte den op på en pæl. Da trolden red tilbage og så det, bad han kvinden holde sit forklæde frem, og så hældte trolden det fuldt af noget, som kvinden troede var fiskeskæl, så hun lod det falde ned på jorden. Men da hun kom ind, så hun at nogle "skæl" var blevet hængene, og hun opdagede nu at det var guldmønter. Hun skyndte sig ud for at samle det op, som hun havde smidt væk, men det var altsammen væk.

&

Engang var trolden udgået for hø, og red derfor ned til en bonde for at låne noget. Efter hø-høsten kom trolden tilbage med et læs hø for at sige tak for lån, men da han kørte ind gennem porten faldt noget af, og senere da bonden gik ud for at samle det op, så han at der var hele tre læs mere.

&

Dengang bryggede hver gård sit øl til både hverdag og fest. Nogle gange skete det, at det slap op, og når det skete for trolden, kom han til gårdene for at låne. Men han gik altid med ud til øltønden for at se det blev hældt i kanden, for hvis konen kavde sat en lerplumpe med kors i, så ville trolden først have når "Den store mands mærke" var væk. Først når det var skåret væk kunne han bruge øllet.

&

Engang han kom med sin store kande for at låne lidt øl, kom der bud fra troldene derhjemme: "Skotte er faldet i ilden"! Så løb troldefar hurtigt hjem, og lod den store kande blive tilbage til stor glæde og fornøjelse for konen på gården, der var stolt af at have en troldekande i huset.

&

Når man bagte brød i gamle dage var det flere dages arbejde. En dag stod alle brødene æltede og klar, og troldemor havde fyret op i ovnen så den var helt rødglødende. Da opdage hun, at den langskaftede gresen (brødspaden) og raven (skubberen) begge var gået itu. Hun kunne så ikke få brødene i ovnen, ej heller asken ud, så ærgelig og vred smed hun redskaberne ud af hulen, og ud på marken udenfor. Her gik en bonde og netop pløjede, og da han så redskaberne ligge der, tog han resolut og gjorde dem i stand, for han havde altid et par søm og andet i lommerne.

Troldemor havde bemærket alt hvad der var sket, og hun hentede glad sine redskaber, og fik brødene i ovnen.

Da bonden kom tilbage stod der et guldbæger med vin og en skålkage med smør. Det smagte rigtig godt, og bonden nød det dejlige måltid. Så gik han tilbage til sine heste og pløjede videre, men da han kom tilbage til stedet igen var både guldbæger og tallerken væk.

&

Se, nu skete der det, at kirkerne rundt omkring fik tårne, og i dem klokker, som kunne høres viden omkring, og det er der ingen trolde der kan holde ud at høre på. Vores trold i Esterhøj søgte ligesom alle andre trolede efter sten, som de kunne kaste og smadre både tårn og klokker med. Han måtte helt til Odden for at finde sten store nok, og den første kylede han efter Asnæs kirke, men den landede nede ved klinten ved Høve skov, og det var surt. Den næste landede på præstens eng, og begge de sten havde mærker efter troldens fingre. Den fra engen blev slået i stykker, og sidder nu i kirkegårdsmuren. Til sidst blev trolden og hans familie så træt af Asnæs kirkes bjælden, Vig Kirkes brummen og Grevinge kirkes klingen, at de besluttede at flytte til Norge langt op i de høje fjelde, og langt væk fra den fæle larm.

&

Da trolden havde pakket og ordnet alt, mødte han en køn ung pige, som stod og ville hilse farvel. Trolden trak hende til side og hviskede, at hvis hun - uden at sige et ord - kunne løfte den store sten nede ved klinten kunne hun få nøglen til Esterhøj, og de skatte der var tilbage der. Dagen efter gik hun derned, og den 20 tons tunge sten løftede sig, da hun skubbede til den. Da så hun nøglen og udbrød: "Der ligger den jo"! Og da hun ikke måtte sige et ord imens, faldt stenen tungt tilbage på sin plads - og alle andre, der prøvede at løfte stenen kunne ikke.

Stenen blev først taget væk efter 1920 da man besluttede at føre den op på Esterhøj til minde om Sønderjyllands genforening med Danmark. 11 spand heste blev spændt for vognen, hvor stenen blev fastgjort, og yderligere 300 mennesker trak i lange reb, for at flytte den store sten.

Da stenen blev løftet hørte man en buldren - men der var ikke nogen nøgle at se, og nu står stenen på Esterhøj med indskrift og løvetegn.

Kildemateriale: Trolderuten udg. af Odsherreds Turistbureau m.m.--SOC 15. jul 2011, 15:18 (CEST)