Rørvig Kro og Badehotel

Rørvig kro 1912 med gæster på altanen.

Rørvig Kro!

Rørvig Kro og Badehotel!

Rørvig Færgekro!

Ja, kært barn har mange navne, og Rørvig Kro og Badehotel har også haft nogle stykker, men hvornår den blev opført har det indtil nu ikke været muligt at finde ud af, men alt tyder på, at Rørvig Kro åbnede omkring 1886.

En halv snes år forinden, i 1876, havde myndighederne afslået en ansøgning om bevilling fra stedets tidligere ejer, som man ikke mente at kunne anbefale, med den tilføjelse "men vel en anden ansøger, idet en kro i Rørvig er meget ønskelig". Utvivlsomt havde afslaget sin årsag i, at den pågældende ansøger havde ord for at drive brændevinsbrænderi.

Og behovet for en Kro var til stede. På daværende tidspunkt havde Lodsoldermandsgården fra gammel tid bevilling til gæstgiveri, og det var her de første kunstnere og forfattere søgte til, når de besøgte egnen. Her boede i 1870-erne malere som Vilhelm Kyhn og Vilhelm Melbye eller forfatteren Vilhelm bergsøe, der beretter om opholdet i sin roman "Bruden fra Rørvig".

Behovet blev ikke mindre efter at der i 1879 kom dampskibsforbindelse til Rørvig. Da jernbanen fra København til Frederikssund blev åbnet dette år, oprettedes en sejlrute herfra til Nykøbing Sjælland, som i sommertiden anløb Rørvig og landsatte passagerer for enden af bådebroen ud for Lodsoldermandsgården.

Kroen blev snart populær. Den søgtes både af stedets befolkning, og af sommerens strøm af turister. Således boede malerne Johan Rhode og Theodor Philipsen på kroen i sommeren 1894, og sidstnævnte kom her påny i 1908, hvor han malede strandengen neden for kroen. Johan Rohde var begejstret for stedet og anbefalede forfatter-vennen Henrik Pontoppidan at tage dertil; han ankom samme år til Rørvig med familien og flyttede ind i et lejet hus. På kroen mødtes han med de to malere.

I det hele taget var kroen tilholdssted for de første landliggere, og maler-hustuen Gerda Mols kunne senere fortælle at "Pontoppidan kunne byde på kaffe i den primitive kro, men når klokken nærmede sig 10, kom den gamle kromand, skruede petroleumslampen ned og sagde: "Ja, så lukker vi butikken", og så tøffede vi lydigt hjem".

Krohaven vendte ud mod fjorden, og ud over nogle forkrøblede træer, var her en pavillon, som bestod af et på fire slanke pæle hvilende spidst tag. Louis Levy beskrev det således i sin lille roman: Hele den lille by var oversvømmet af gæster; det var et liv, røre og rykind, og i denne glædens hal blev der danset, leet og musiceret - under osende tranlampers skær. Formentlig var Den Runde Dansepavillon forløber for en større otte-kantet danse-estrade, der kom til i begyndelsen af 1900-tallet. Den var tegnet af arkitekten Julius Smith i 1892 til opstilling i Grønnehave skov ved Nykøbing Sjælland, men nedtaget i 1903 samtidig med at man dèr opførte Grønnehavehus. Det gamle dansehus flyttedes til Rørvig, hvor det genopstod kendt som ""Den Runde" i Rørvig".

En datter af værtsparret, Karen Andersen, kunne i 1920-erne og 1930-erne huske, at kroen havde et stort personale om sommeren: 1 kok, smørrebrødsjomfru, 2 køkkenpiger og en masse koner, som kom på arbejde hver dag. En skulle vaske tøj, en anden skulle vaske glas, og så var der 2 karle. Der var også 5 tjenere, 1 buffist, og nogle drenge som gik med bakker over vejen, da der ikke var køkken på Estraden.

I 1923 blev kroen gennemgribende moderniseret og delvis ombygget ved hjælp af arkitekt Peter Ulstrup Hansen. Den mest iøjenfaldende ændring ved ombygningen blev tilbygningen med et tårn op langs facaden. Desuden blev der indlagt elektrisk lys i stedet for de karakteristisk lugtende karbidlamper. Et ønske om at lægge rindende vand ind måtte opgives, da byens lille vandværk ikke kunne klare trykket, så gæsterne måtte klare sig med servantestel og wc på gangen.

Det var så også her kroen skiftede navn til "Rørvig Kro og Badehotel".

Kroens grund gik i disse år fra fjordkysten og op til Nørrevangsvej. Bag kroen lå rejsestald med brede porte, og plads til mange heste. Når der var fest på kroen, kom bønderne kørende fra både Nakke og Nørrevang, og så stod hestene i stalden og blev passet af krokarlen.

Området var så stort, at der var plads til en stor tørreplads, urtehave, blomsterhave og frugttræer, mindes de børn der voksede op her. Inde i haven var en hel zoologisk have med en labyrint af indhegninger til forskellige fugle- og dyrearter: Høns og kyllinger, ænder og gæs, både vildænder og sjældne gåsearter, indhegninger med kaniner, bæverbassin og sølvræve i lange løbegårde. Indimllem alt det spankulerede et påfuglepar og små perlehøns. Også fasaner, duer, marsvin og en lille hest var der plads til, samt et par grise der blev opfedet med affald fra køkkenet og ølsjatter fra skænkestuen før de blev slagtet til jul.

En omfattende renovering efter århundredskiftet førte til et stilskifte. Kroen blev påny hvid udvendig og indvendig, med hvide parasoller, hvide møbler, hvide duge, og hvidklædt personale.

Gastromien blev sat i højsædet, og foruden spiserestauranten blev indrettet særskildt cafè og selskabslokaler.

Det gav Rørvig en ny profil.

1958 til 1. januar 1974 var kroen ejet af Erna Förster.

I 1960 blev serveringsstuen udsmykket med kakler og keramiske lysholdere af maleren Bjørn Wiinblad.

På det tidspunkt havde værten indrettet et keramisk værksted i et af kroens baghuse for vennen og sig selv. Senere blev værkstedet videreført af lokale kunstnere som: Busser Förster, Gregor Steincke og Gunnar Palander.

Kildehenvisning: Uddrag af Kroen i Rørvig af Kurt Sørensen 2006.--SOC 14. sep 2011, 13:21 (CEST)