Det tragiske forlis oktober 1852

Det tragiske forlis oktober 1852 på Sjællands Rev, Sjællands Odde.

Før sundtoldens ophævelse, da Helsingør næsten var verdens navle, afsatte bønderne deres produkter og kreaturer i Helsingør til navnlig engelske opkøbere, købmænd, der var kommet fra de britiske øer og slog sig ned i sundbyen og blev danske i deres efterkommere, familien Knox, Norrie og Brown m.fl.

1852 tidligt om morgenen udfolder der sig et travlt og broget liv udfor Odden havnevejen. Skipper Anders Lars Nielsen havde nok at gøre med at laste fartøjet. Fra Odden gårde kom bønderne kørende med korn, smør eller fjerkræ, mens karle drev drift af køer eller gæs mod stranden. Således var det også ved Lumsås Nordstrand og andre steder på Nordsjællands kyst, når fragt gik mod sundbyen Helsingør.

Endelig var man fuldt lastet, og skuden stak til søs med skipper ved roret. Men vinden var de to søfolk ugunstig, og fra land fulgte man med ængstelige blikke fartøjet, der dukkede i bølgedale, og stredes med skumbesatte bølgetoppe, der stadig blev kraftigere.

Klokken fire var skuden nået til Klint Hage, men vinden blæste kraftigt op, så det blev skipperen klart, at han og hans medhjælper ikke ville kunne nå i læ af Isefjorden.

Lars Nilen og Anders Lars blev enige om at gå tilbage, og sejle over revet for at søge læ vor vind og strøm for natten.

Fra land havde man bestandig fuldt fartøjets strid mod elementerne, og med bestyrtelse så gårdejerne Niels Niel og Peter Pæsen skipperens slipperens tilbagegående manøvre. De red ud til Gniben, og talte med Hans Lods.

Lodsen mente det ville være bedst at tage lasten i land, og trække båden op til stormen stilnede af, men det ville de to gårdmænd ikke høre tale om, for lasten skulle nå frem til Helsingør, for at den kunne blive solgt.

Uventet slog vinden om i vest, samtidig med den steg fra storm til orkan.

Niels Nilen forsøgte at overtale en af lodserne til at gå ud og lodse Lars Nielsens fartøj over revet.

Men anden lodsen Niels Laus nægtede på det bestemteste, og Hans Lods havde lovet sin kone at blive i land, men Hans Lods forstod, at det var pligten der kaldte, og at Lars og Anders Nilen var i overhængende fare.

Den sidste ordre Hans Lods gav før han gik i båden var, at man skulle hænge en lanterne op på østre gavl af lodshuset, og derpå forsvandt Hans Lods båd mellem de voldsomme brodsøer.

I efterårets mørke stod Hans Lods´ hustru og 6 børn, foruden gårdejerne og indesiddere, lodsen Niels Laus´ med familie og fiskere, og forsøgte at følge de tapre søfolks kamp mod elementerne.

Lanternen lyste ud mod havet for at vejlede bådene mod kysten, et spinkelt fyr.

Efter timers venten spændte Niels Nilen sin hest for, og ville age hjem, men i det samme fløj en fugl mod lodshusets vindske, og derfra ned mod vognen.

Den sidste hilsen fra Lars og Anders Nilen fartøj, der var lastet med en kurv af duer.

De to søfolk og Hans Lods omkom alle tre.

Se også: Sjællands Rev.

Se også: Redningsbaaken.

Kilde: Lokalhistoriker B. Rosenkilde Nielsen i Holbæk Amts Venstreblad 21. august 1956.--SOC 6. aug 2016, 21:14 (CEST)