Asmindrup Jagtgård

I 1600-tallet var det Jagtgården i Asmindrup der kom til at tjene både som kongeligt opholdssted og støtte for lensforvaltningen i det nordlige Odsherred.

Jagtgårdsmændne på gården fik øjensynlig pålagt at føre tilsyn med de kongelige vildtbaner, og blev derved en slags skovriddere.

1630 fik Jørgen Kortsen fra Ellinge, af Christian IV, således bestalling som Skovridder i Odsherred; han skulle "have tilsyn med kongens vildtbane, skovene og dyrene i Odsherred, så at ingen kommer derind undtagen kongens jægermester og de skytter, som får befaling derom af denne".

En halv snes år senere (1639) overgik embedet til Jørgen Christensen, og kongen indskærpede ved den lejlighed, at han som skovridder skulle "have tilsyn med hvad der udvises og hugges i kronens skove, være til stede, når det udvises af skovfogederne, og selv mærke det".

Lønnen var nu otte rigsdalere årligt, samt halv hofklædning, halvt foder og mål på en hest, tillige med to kurantdalere om måneden i kostpenge. Og videre bestemte kongen, at den gård, som den tidligere skovridder havde beboet, og for sin bestillings skyld haft kvit og frit, skulle lægges under Dragsholm Len. Formentlig var der tale om Jagtgården i Asmindrup, som kongen hermed tilkendegav at han ikke længere havde brug for til jagtformål. Christian IV var da togogtres år.

Efter skovriderens død i 1645 stod stedet tomt i et års tid, og huset mistede herunder bådee vinduer og døre, lofter og paneler, der blev meldt stjålne.

Den nye skovridder måtte således forny boligen inden han kunne flytte ind. I 1661 blev der foretaget synsforretning på stedet, og kornhuset blev nu repareret for nedblæste tagsten.

Netop dette år blev embedet som skovrider overdraget Mathias Røder ved kongelig bestallingsbrev. Ganske vist havde han da virket i embedet en del år og beboet jagtgården, men efter Svenskekrigene blev det formelle bragt i orden, og skovridderen fik nu en gage på 80 rigsdalere om året, foruden at han boede "uden afgift" på gården.

Da han døde i 1680, udnævntes Henril Raabe som hans efterfølger, men døde efter 4 års forløb som den sidste skovrider i Asmindrup. Skovembedet blev herefter flyttet til Ulkerup i Egebjerg sogn, hvor størstedelen af kronens skove lå.

"Jægergården" nævntes i matriklen fra 1688, men ikke i indberetningen til Hoffmanns Fundationer i 1757, ejheller i Erik Pontoppidans Danske Atlas (1774). Allerede i matriklen fra 1664 hed det at Jagtgården var "noget bygfældig", så det ligger nær at antage at den, efter den sidste skovriders død, påny lå ubeboet og udsat for nye tyverier, hvorefter den snart gik i forfald og sluttelig med nedrevet.

+

Maja Andersen har skrevet denne fantastiske artikel i Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad:

Det er en gammel tradition inden for kongehuset, at kongen havde jagtgårde.

Kongehuset havde store jagtterræner rundt om i landet. Da befordringen foregik med hestevogn, var der brug for steder, hvor de med deres følge, kunne overnatte, opholde sig og få forplejning hvor de kom frem.

Nu kender vi kun Jagtgården i Trend, men Chr. IV overtog 22 jagtgårde efter sin fader, deraf var de 16 på Sjælland.

Det er meget lidt man ved om jagtgården i Asmindrup; der findes ingen trykte kilder om stedet, men af gamle regnskabsbøger og lign. fra Dragsholm lensregnskab kan man finde nogle oplysninger.

Asmindrup jagtgård bestod af 3 huse, som uden tvivl var bygget i Frederik lIs tid (1559-1588). Til gården hørte desuden et slagtehus og et kornhus, hvor bønderne kunne aflevere deres landgilde. For bønderne på Odden og i Rørvig var det en praktisk løsning, så var de fri for at skulle enten til Dragsholm eller så galt til Kalundborg.

Lensmanden, som ofte opholdt sig på disse egne i embedsmedfør, havde derfor et logement i jagtgården. Der blev ofte foretaget reparationer på stedet, og det er disse regnskabsbilag, som danner grundlag for følgende:

Nordre længe, som var et muret bindingsværkshus på 19 fag, indeholdt de kongelige gemakker. Kongen og prinsen havde hver en stue (sal) med tilhørende sengekammer; desuden nævnes sølvpopens kammer og en stor stue, hvor hofjunkerne spiste, samt et kammer, hvor de sov tilligemed sekretæren.

Kongens længe lå mod vest og havde plads til 18 heste.

Søndre længe indeholdt jagtgårdsmandens logernent, som bl.a. bestod af en stor stue, hvor han »holdt hus«, samt et gæstekammer og tre mindre kamre.

I køkkenet, som tillige indeholdt spisekammer og et køkkenkammer, stod en stor saltoide, hvor kongens olden-og landgildeflæsk blev saltet. Bageovnen var dækket af et halvtag.

På kongens befaling var der sat skodder for samtlige vinduer i jagtgården. Der var forøvrigt låst forsvarligt overalt i kongestuelængen, som kun blev benyttet, når der var jagt.

Fra det store stenhus, der lå for sig selv, førte en stenbro ind til gården, som var omgivet af et plankeværk.

Kornmåleren havde sit logement i kornhuset og fik kosten i jagtgården. Han klagede idelig over, at kornet faldt igennem loftet ved siderne. Der faldt også korn ned i hans seng, men det var der råd for. Snedkeren satte en himmel over den. Ved samme lejlighed fik han en ny skive (bord) til at stå ved, når han afskrev bøndernes landgilde.

Der var sjældent fyrstelige gæster på jagtgården. Måske lå den for afsides. Men Chr. IV var tilsyneladende ikke så sjældent på besøg, hvilket ses af, at han her skrev ikke mindre end Il breve. I sin kalender fra 1621 skriver kongen således: »9. august gav jeg en skytte 4 1/2 daler for nogle ørne, han havde skudt«. Pigerne i jagtgården, hvor kongen blev i to dage, fik tre rosenobler og »een, som legte« fik to rosenobler.

I 1625, da kongen var engageret i kejserkrigen, opholdt prinsen sig i jagtgården nogle dage. Han har herfra besvaret nogle breve, som er dateret: »Asmindrup på jagten den 29. oktober«.

Der var ofte reparationer af forskellig art at foretage på jagtgården. I lensregnskaberne ses, at der den 1. april 1617 gik brev fra Frederiksborgtil Oluf Rosensparre, Dragsholm, om ved først givne lejlighed at lade kongens jagthus i Ods Herred istandsætte (så billigt som muligt) og lade denne udgift føre i sit regnskab.

Fra Frederiksborg kom der 22. august 1621 atter brev til Oluf Rosensparre om, at han skal lade søen og dammene ved jagtgården i Ods Herred rense og rydde tilbørligt og lade grave og opkaste grøfter gennem Ellinge Mose, hvor dette gøres nødvendigt. Han får ordre på at begynde dette arbejde snarest, så det kan blive gjort helt færdigt som det sig bør.

Atter 23. november 1623 kommer der brev fra Frederiksborg, hvori kongen bifalder, at Rosensparre så snart som gørligt lader den skade, som storm og uvejr har anrettet på planker og tag på kongens jagtgård i Ods Herred, reparere.

Så er tiden gået, og der er kommet en ny mand på Dragsholm, Klaus Daa. Han får den 5. november 1636 fra København brev fra kongen, hvori det pålægges ham, at han skal lade de skete skader på Dragsholm og jagtgården reparere, efter de anvisninger som kongens bygmester Hans Stenwickel har beskrevet.

Så går der igen et tiår.

Kongens interesse for Asmindrup er tilsyneladende dalet. Den 31. maj skriver han til den ny mand på Dragsholm, Christoffer Urne, at kongen ikke vil have noget mere bygget eller repareret på jagtgården end det allermest nødvendige til vedligeholdelse af de huse, som skriveren har sit værelse i, ligesom kornhuset sammesteds. Det skal ske så billigt som muligt, og hr. Urne skal lade det føre i sit regnskab.

Sidste gang vi hører om jagtgården er i 1688 i Christian den Femtes matrikler.

I 1757 kender sognepræsten intet til jagtgården.

Hvor lå jagtgården i Asmindrup?

Ifølge Trap Danmark lå den ved Svinninge og i nærheden af den udtørrede Hovsø. Hovsøen lå tidligere i en lavning, hvor der er marker der tilhører Hovsøgård.

Poul E. Carlsen, der var førstelærer ved Nr. Asmindrup Skole i 1960'erne, mente ikke, der var så mange muligheder. Der kunne kun være tale om marken, matr. nr. 4, Svinninge, mellem mekaniker Johansen og Asmindrup by.

Gdr. Knud Hansen, der ejede jorden, kunne fortælle, at han de senere år havde pløjet mange rester af munkesten op i markens nordøstlige ende.

De var kommet frem efter at han var begyndt at bruge traktor og pløje dybere.

For at hjælpe Carlsen med evt. at finde jagtgården undlod han at tilså det stykke, som var mest aktuelt.

Lærer Carlsen inddrog i historieundervisningen sine elever i gravearbejdet, og det resulterede i at man fik udgravet et solidt fundament bestående af kampe-og munkesten, og dette er sandsynligvis resterne af jagtgården.

Holbæk Amts Venstreblad bragte i august 1964 en artikel om udgravningen.

Kilde: Uddrag af Kongelig Jagt i Odsherred af Kurt Sørensen 1986. - Maja Andersen i Trundholm Lokalhistorisk Forenings blad nr. 4, 2006.--SOC 29. sep 2011, 15:48 (CEST)