Vægterne i Nykøbing Sj.

Fra odswiki
Version fra 27. nov 2016, 12:26 af SOC (diskussion | bidrag) SOC (diskussion | bidrag) (Oprettede siden med 'Vægterne i Nykøbing Sjælland. ''Lokalhistoriker Sophus Jensen skriver i Holbæk Amts Venstreblad 4. januar 1954:'' Vægterinstitutionen her i landet er meget gammel, m...')
(forskel) ←Ældre version | Nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: navigering, søgning

Vægterne i Nykøbing Sjælland.

Lokalhistoriker Sophus Jensen skriver i Holbæk Amts Venstreblad 4. januar 1954:

Vægterinstitutionen her i landet er meget gammel, man kan ikke bestemt sige, hvornår den er indført, men det ældste skriftlige jeg har kunnet finde om Nykøbings vægtere, er følgende skrivelse af 13. november 1753 af købmanden Tønnes Rosenkilde - den lyder i den gamle kuriøse danske skrivemåde således:

I denne nar haver vi for første gang hørt vægterråbet fra den af borgerne approberede vægter Jens Quist, som for såvidt fornøjede os.

Glæden over jens Quist var dog kortvarig. Allerede året efter, 1754, beklagede byfogeden sig over ham i en skrivelse til amtmanden af følgende ordlyd:

Endskønt jeg fornemmer, at alle tier stille, så kan jeg dog ikke andet end påtale den uforsvarlige omgang med byens varetægt om natten, den af borgerskabet antagne, skønt forhen af vægtertjenesten bortløbne Jens Quist øver, idet hans forsømmelser straks efter sin tjenestes tiltrædelse begyndte at ytre sig, at man nu fast aldrig hører ham på gaden om natten. Ved denne forsømmelighed kunde der snart ske ildvåde i byens huse for sent opdaget, ja, folk ville blive indebrændt, førend de vidste af ildebrand at sige. Således har det sig med denne bys varetægt om natten.

Mærkeligt nok syntes borgerskabet at tage sig denne situation let; thi da jeg sidst havde borgerskabet til rådstuemøde om dette, og jeg ville have sat vægteren af, svarede man blot, at det var lige så godt at beholde Jens Quist som en anden; thi de var alle lige fordrukne, når de haver været vægtere en lidet stund.

Så fik den gode Jens Quist lov at fortsætte sin gerning, men i 1757 skriver byfogeden igen til amtmanden om ham.

Efter at have beklaget sig over hans uduelighed som nattevægter, fortsætter byfogeden med at oplyse, at han desværre ikke jan få nogen anden vægter, idet deres årsindtægt kun en omkring 8 rigsdalere, som det er dem umuligt at passe byen for.

Taksten var 4 skilling til påske og 4 skilling til mikkelsdag af hvert hus og gård, men borgerne var temmelig efterladende med betalingen. Ofte fik vægteren først sine penge, når næste rate var forfalden.

Til sidst lykkedes det dog byfogeden at blive af med Jens Quist, som hele byen alligevel var på nakken af, men det gik ikke bedre for hans efterfølger - Lars Thygesten -, han blev afskediget, genantaget og afskediget.

At læse de gamle by-protokoller om rådstueforsamlingen angående Lars Thygesen, er næsten som en af Robert Storm Petersens fortællinger.